Derfor fik jeg kun tre børn: "Vi har sgu ikke råd til andet"

Som barn kunne jeg ikke forestille mig en større lykke og rigdom end selv at få mange børn.

Da jeg var i starten af tyverne, bad min kæreste mig - meget rimeligt - om at præcisere antallet.

I fuld alvor sagde jeg 11. Et fodboldhold.

Vi endte med tre.

Men hvis samfundet havde været indrettet en smule anderledes, kunne det sagtens været blevet til flere.

Og det er værd at tænke over en tid, hvor regeringen har gjort det til en mærkesag at få danskerne til at få flere børn.

Fertilitetsraten dalede sidste år til 1,5 levendefødt børn per kvinde i alderen 15-49. Stabiliserer den sig dér, vil der om 35 år være 5 procent færre danskere i den arbejdsduelige alder. Men mon ikke den daler yderligere, det har i hvert fald været tendensen gennem mange år.

I en verden med generel overbefolkning og lurende klimakollaps skulle man tro, at færre mennesker ikke var jordens største problem, men samtidig er vi i Danmark jo ikke så begejstrede for det der med udenlandsk arbejdskraft. Og på den måde bliver det svært at opretholde vores velfærdssamfund, som jo bygger på, at der er en masse voksne, som arbejder.

Regeringen er derfor gået i tænkeboks for at hæve fertilitetsraten. De har analyseret sig frem til, at problemet er dobbelt: Det skyldes dels dem, der gerne vil, men ikke kan, og dels dem, der godt kan og måske også gerne ville, hvis det bare var tilnærmelsesvis lige så sjovt at have børn som at lave dem.

For dem, der gerne vil, men ikke kan, er jeg helt på linje med regeringen. Giv ufrivilligt barnløse alt den hjælp, som det er medicinsk forsvarligt.

Men når det kommer til dem, der godt kan, men ikke ønsker det, er regeringen på vildspor.

Det sikre fundament

Som sagt ville jeg selv gerne have haft mange flere børn. Efter min fodboldholds-udmelding ramte virkeligheden dog.

Økonomien var stram, dels på grund af usikre jobsituationer og dels på grund af dyre boligpriser. Vi syntes ikke rigtig, vi kunne sætte børn i verden, hvis vi ikke var nogenlunde sikre på at kunne tilbyde dem et hjem og mad i munden. Så vi valgte at vente, til fundamentet var mere sikkert.

Det tog tid. Jeg var derfor 30, da jeg blev far første gang, og da jeg blev det for tredje gang, nærmede jeg mig de 40. Vi valgte at stoppe dér. Jeg syntes, jeg var ved at være for gammel, og selvom privatøkonomien havde det bedre, var tidsøkonomien lige til rotterne. Faktisk syntes jeg allerede, vi havde for lidt tid til vores børn ved siden af de to fuldtidsjob, der var nødvendige for at få alting til at løbe rundt.

At det er dyrt at have børn ved de fleste, og det er tilsyneladende også gået op for regeringspartiet Moderaterne, der for nylig lancerede idéen om, at børneforældre skal kunne låne sig til at betale for vuggestue og børnehave.

Selvom tanken om at forgælde sig yderligere og skulle betale af til staten, indtil barnet er 18 naturligvis lyder forjættende, må man tage sig til hovedet.

Hvis Moderaterne tror, at flere lån er dét, der skal få unge par over hele landet til at kvitte p-pillerne, må de have spist søm. Hvor kortsigtet tror de, folk tænker, når de planlægger familie?

Vi har ikke råd til mange børn

Lad os se på, hvordan økonomien egentlig tegner sig for dem, der gerne vil have børn.

En vuggestueplads er rigtigt nok dyr. I Københavns Kommune 4.489 kroner pr. måned, hvis barnet også skal have frokost (og det skal de fleste børn nu engang). Men hvis det var den eneste udgift, gik det nok. Der er jo mildest talt en del andre omkostninger ved at have børn. Ikke mindst til en større bolig.

Selvom det selvfølgelig lyder romantisk at opfostre fire børn i en toværelses lejlighed, er boligen for de fleste en meget konkret begrænsning for, hvor mange børn der kan være i en familie. På et Københavnsk boligmarked med kvadratmeterpriser på op mod 60-80.000 kroner for ejerboliger og 200-300 kroner om måneden for lejeboliger løber det hurtigt op i mindst lige så meget som institutionspladsen, hvis man skal flytte til noget større.

Man kan selvfølgelig også flytte på landet og få en lavere husleje. Det er fint, men hvis det lægger to-tre timers pendlertid oveni dagligdagen, begynder det jo at være lige meget at have børnene i første omgang. Så får man dem jo alligevel aldrig at se.

Dertil kommer mad, tøj, bleer, fritidsinteresser og alt det andet, man som forælder med god grund ønsker at tilbyde sine børn. For at være fair skal børnechecken selvfølgelig også med i regnestykket. Den ligger i 2024 på 1.708 kroner pr. måned for de 0-2-årige, hvorfra den falder i takt med at barnet bliver ældre. Den forslår som en skrædder i helvede.

Jeg forstår derfor udmærket godt mig selv og alle andre, der får færre børn, end de egentlig gerne ville, og får dem senere. Vi har sgu ikke råd til andet, når vi også gerne vil tilbyde de børn et nogenlunde anstændigt liv.

3 veje til reel omfordeling

Vil regeringen reelt ændre på fertilitetsraten, må den derfor have fat i nogle langt større håndtag end Moderaternes ynkelige tilbud om mere gæld til folk med små børn.

Man må ud i en reel omfordeling fra folk uden børn til folk med børn:

1. En kraftig reduktion i prisen på institutionspladser
2. Boliger af en vis størrelse, som er til at betale, også i København, gerne reserveret til børnefamilier.
3. En mærkbar kontant økonomisk understøttelse i stedet for børnecheckens peanuts.

Og ja, så må dem uden børn til lommerne. Det er prisen, hvis der skal være arbejdskraft i fremtiden.

Kunne man kombinere den type omfordeling med større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, så børneforældre også en gang imellem havde tid til at være sammen med deres børn, ville det begynde at ligne noget. Havde vi levet i et sådan et samfund, er jeg ikke i tvivl om, at mit yngre jeg havde vovet at starte lidt tidligere med produktionen og sat et par stykker mere i verden, inden det var slut.

Måske ikke 11. Trods alt. Men flere.

Ingen får børn for at producere arbejdskraft til fremtidens velfærdssamfund. De fleste får børn, fordi vi synes, det er noget af det mest meningsfulde og fantastiske, vi kan gøre som mennesker. Faktisk så meget, at vi får lige så mange børn, vi synes, vi kan tillade os.

Samfundet kan ikke få os til at lave flere, end vi har lyst til. Men det kan bestemt få os til at lave færre, og det er absolut tilfældet i dag.

Hvis samfundet holdt op med det, behøvede vi slet ikke have denne diskussion.