Dansk Magisterforening

Tidsregistreringen kommer! Og den er i bedste fald spild af tid

Povl Gad er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og arbejder som embedsmand i staten. © Foto: Louw Foto

Debat Povl Heiberg Gad
Del artikel:

Fra 1. juli skal alle danske arbejdstagere registrere deres arbejdstid. Håbløst gammeldags og spild af ressourcer, mener Povl Gad.

Jeg gider egentlig ikke være en af dem, der brokker sig over lovgivning fra EU, men når det kommer til arbejdsmarkedspolitik, er det bare som om, at EU slet ikke kan ramme rigtigt. I hvert fald ikke når det gælder vores stort set selvregulerende og nogenlunde velfungerende arbejdsmarkeder i Skandinavien.

I 2022 handlede det om mindsteløn. Denne gang er det tvungen tidsregistrering, hvor EU – utvivlsomt i bedste mening – ønsker at sikre arbejdstagernes hviletidsbestemmelser og maksimale arbejdstid. Det bliver måske/måske ikke en fordel for borgere i visse andre EU-lande, men som dansker må man korse sig.

Konkret betyder det, at alle arbejdspladser i Danmark skal foretage elektronisk tidsregistrering for langt de fleste medarbejdere fra og med 1. juli i år. Og det betyder, at du som arbejdstager skal forberede dig på at registrere, hvornår du er på arbejde. Hver dag. Resten af livet.

Hvis du ikke har prøvet det før, kan du godt begynde at glæde dig. Som i overhovedet ikke.

I praksis har jeg aldrig oplevet fordelene ved tidsregistrering

Jeg har arbejdet mange steder, heraf to steder med tidsregistrering. Begge steder har jeg haft et had/kærlighedsforhold til fænomenet. Bare uden den del, der handler om kærlighed.

I teorien er det selvfølgelig både fornuftigt og rimeligt. Ingen kollegaer får mulighed for at sjofle den på bekostning af andre, virksomheden kan følge med i, hvad medarbejderne bruger tiden på, og medarbejderne er sikre på ikke at arbejde for meget.

I praksis har jeg dog aldrig oplevet disse fordele. Jeg har til gengæld oplevet tidsregistrering som noget, der i bedste fald er spild af tid og i værste fald direkte dræbende for arbejds- og livsgnisten.

Giftig arbejdskultur og hulkort

Som for eksempel da jeg startede på en af de to førnævnte arbejdspladser. Den allerførste arbejdsdag blev det meldt ud oppefra, at mit kontor var det i hele organisationen med den mindste mængde overarbejde.

Og det var altså ikke noget, der blev set på med milde øjne. På denne arbejdsplads var tidsregistreringen blevet et konkurrenceparameter mellem kontorerne. Og ikke mindst et redskab til at vedligeholde en giftig arbejdspladskultur, hvor forventningen til den enkelte medarbejder ikke blot var overarbejde, men meget overarbejde.

Tidsregimet er med til at gøre mig mindre produktiv og mindre glad. Jeg bliver en dårligere medarbejder

At tidsregistrering er et brugbart måleinstrument for medarbejdernes indsats og værdi, og at meget overarbejde er godt, bygger på en antagelse om, at der er en direkte sammenhæng mellem det antal timer, en medarbejder befinder sig på virksomhedens matrikel, og hvor meget vedkommende laver.

Jeg mener, at denne antagelse er helt forfejlet.

Det er en reminiscens fra industrisamfundet, hvor medarbejderen stod ved et samlebånd og stemplede ind og ud med hulkort. I dag giver den måske delvist mening for medarbejdere, der skal dække vagter i bestemte tidsrum, og hvor deres tilstedeværelse i sig selv giver værdi. Men for flertallet passer det bare ikke.

For mig selv har der i hvert fald aldrig været en 1:1 sammenhæng mellem det antal timer, jeg arbejder, og min værdi for virksomheden. Jeg er sjældent blevet en bedre medarbejder af at arbejde mange timer om ugen, men jeg er ofte blevet en ringere.

Jeg kan have meget lange dage uden inspiration og med lav produktivitet, og jeg kan have korte dage, hvor virksomheden får ekstremt meget ud af mig. Mange lange dage i træk sænker min produktivitet, mens korte dage har den modsatte effekt.

Mindre god, mindre glad

Min produktivitet er i øvrigt som regel bedst tidligt på dagen, mens eftermiddagen typisk er væsentligt mere sløv og til gengæld dræner mig for energi.

Men i stedet for at skippe de uproduktive timer, gå hjem, lade op og møde fuld af energi næste morgen, bliver jeg nødt til at hænge ud og lade mig dræne. For ellers hænger mit timeregnskab jo ikke sammen. På den måde er tidsregimet med til at gøre mig mindre produktiv og mindre glad. Jeg bliver en dårligere medarbejder.

Jeg vil gerne måles på, hvor meget jeg laver. Men at måle mig på, hvor lang tid, jeg bruger på det, er demotiverende

Dertil kommer, at nogle af mine bedste og mest værdifulde indfald kommer, når jeg har fri. I badet, på løbeturen, når jeg sover. Et meget godt eksempel på, at arbejdstid og fritid flyder sammen, ligesom det gør for de fleste medarbejdere nu om dage.

Mål mig på resultater – ikke på tid

Til syvende og sidst handler det om, at jeg ligesom de fleste andre i dag heldigvis arbejder med noget, jeg kan lide.

Jeg vil gerne producere, vise resultater og løse mine opgaver. Jeg har faglig stolthed og integritet og bliver gerne længere en dag, hvis en opgave kræver det. Jeg vil gerne måles på, hvor meget jeg laver. Men at måle mig på, hvor lang tid, jeg bruger på det, er demotiverende.

Dårlige ledere kan muligvis godt bruge tidsregistrering til at overvåge og sanktionere deres medarbejdere, men er det virkelig efter de præmisser, vi skal indrette vores arbejdsmarked?

For de fleste ledere er timeregnskabet sådan set heller ikke særlig værdifuldt. Gode ledere er også primært interesserede i, at opgaverne bliver løst og i en god kvalitet, frem for at deres medarbejdere sidder længe på deres kontorstol.

Dårlige ledere kan muligvis godt bruge tidsregistrering til at overvåge og sanktionere deres medarbejdere, men er det virkelig efter de præmisser, vi skal indrette vores arbejdsmarked?

Gamification?

For et par år siden var jeg ude i en stor virksomhed og holde foredrag om gamification. Altså hvordan man ved hjælp af spilelementer for eksempel kan understøtte læring eller motivere til rutineopgaver.

Bagefter fik jeg spørgsmålet, om man ikke kunne gamificere tidsregistrering. Gøre det sjovt for medarbejderne at udfylde deres timesedler. Mit intuitive svar var nej. Bare nej.

Man kan ikke motivere folk til at gøre noget, der fundamentalt er både ligegyldigt og nyttesløst.

}