Gør brugerne til ambassadører
Halfdan Timm Foto PR
User generated content – som positive brugeranmeldelser og videoer, der skaber positive opmærksomhed – er manges drøm. Men hvorfor virker det så godt, og hvordan kommer man i gang? DM Kommunikation har søgt svar på, hvad der gør brugergenereret indhold så effektivt – og hvordan man bedst griber det an.
Når forbrugere anmelder produkter, deler videoer og anbefaler brands i deres egne ord, lytter andre.
User generated content (UGC) anses af mange som en attraktiv form for markedsføring, fordi det bygger på tillid og autenticitet. UGC er en fællesbetegnelse som dækker over indhold, der skabes af brugere frem for virksomheder.
Det spænder fra kundeanmeldelser og testimonials til videoer, hvor kunder selv demonstrerer produkter, til betalte indholdssamarbejder.
Og den hede drøm for mange er, at kunder frivilligt producerer og deler positivt indhold, uden at få betaling for det.
Allerede i 2015 viste en undersøgelse fra Nielsen, at den mest troværdige form for reklame kommer fra de mennesker, vi kender og har tillid til. Mere end otte ud af ti adspurgte globalt oplyste, at de har fuld eller delvis tillid til anbefalinger fra venner og familie. Men tillid er ikke kun forbeholdt dem i vores inderkreds. To tredjedele oplyste, at de har tillid til forbrugeranmeldelser online – det tredje mest tillidsvækkende format.
Kausalitet er svær at finde, men internationale studier har peget i retning af, at UGC kan have en positiv indflydelse på forbrugernes købsbeslutninger, ligesom brugernes indhold – frem for virksomhedens egne budskaber – kan skabe engagement. Endelig bliver for eksempel anmeldelser - selv om debatten om ægtheden af disse med jævne mellemrum blusser op - med høj detaljeringsgrad, gerne opfattet som nyttige og tillidsskabende.
Men hvordan fungerer det i praksis? Hvorfor virker det så godt? Og hvordan kommer man i gang? Vi har spurgt Halfdan Timm, der er partner hos Obsidian Digital, der herunder giver sit perspektiv på brugeranmeldelser og brugervideoer - inden han giver et par råd til at komme i gang.
Brugeranmeldelser
Hvorfor har brugeranmeldelser større effekt end klassisk reklame i dag?
“Det har de, fordi de opfattes som mere autentiske og troværdige. De kommer fra rigtige mennesker, hvilket skaber en stærkere forbindelse til potentielle kunder.”
Hvordan påvirker brugeranmeldelser kundernes købsbeslutning - der er mange falske, så har de samme værdi som tidligere?
“Selvom der er mange falske anmeldelser, har ægte brugeranmeldelser stadig stor værdi. De påvirker kundernes købsbeslutning ved at give indsigt i produktets reelle fordele og ulemper.”
Hvilken rolle spiller brugeranmeldelser i forhold til SEO og konverteringer?“Brugeranmeldelser spiller en vigtig rolle for så vidt angår konverteringer og at øge konverteringsrate. Jeg tror dog ikke det har nogen indflydelse på SEO.”
Brugervideoer
Hvad er det særligt gode ved videoer, som brugerne selv laver – for eksempel how-to eller unboxing-videoer?
“De er effektive, fordi de viser produktet i brug og skaber en visuel og autentisk oplevelse for potentielle kunder. Folk ser det, fordi det er ægte.”
Hvad er væsentligt at holde øje med?
“Hvis det ligner en reklame, så gider folk ikke se den. Aldrig start med logo på første skærm eller en intro med musik på.”
Hvordan kan virksomheder bruge brugervideoer til at opbygge et stærkere community?
“Det kan de ved at dele og engagere sig med indholdet, hvilket skaber en følelse af fællesskab.
Sådan kommer du i gang
Hvordan får man sine kunder til at dele anmeldelser eller videoer?
“Man kan virksomheder tilbyde incitamenter som rabatter, konkurrencer eller eksklusiv adgang til nye produkter. Det handler om at skabe en win-win situation, hvor kunderne føler, at de får noget værdifuldt tilbage for deres bidrag.”
Hvad skal der til for at brugerne bidrager med indhold?
“Det er vigtigt at gøre processen så nem som muligt. Giv klare instruktioner og værktøjer, der gør det let for dem at dele deres oplevelser. Overvej også at fremhæve eksempler på tidligere brugergenereret indhold for at inspirere nye bidrag.”
Hvordan bør man som virksomhed reagere, når brugerne deler indhold?
“Ved at anerkende og takke dem offentligt. Dette kan gøres ved at dele deres indhold på virksomhedens platforme og give dem et shoutout. Det skaber en følelse af værdsættelse og opmuntrer til yderligere engagement. Det viser også over for andre følgere, at det er rigtige mennesker, der har lavet indholdet.”
Halfdan Timm tilføjer:
“Man kan ende med et positivt feedback-loop, hvor at det brugergenererede indhold skaber mere brugergenereret indhold, fordi ens følgere kan se, at virksomheden faktisk bruger og videre-deler materialet på deres egne sider.”