Opskriften på forskningssucces: Sats på de store tidsskrifter og dine originale idéer

De færreste forskere kommer igennem nåleøjet, når de søger eksterne midler første gang. Men for professor i fysik Jeppe Dyre er det lykkedes fem gange – og ikke bare med småbeløb. I alt har han gennem karrieren rejst 133 millioner kroner til sin forskning, fordelt på store bevillinger fra Danmarks Grundforskningsfond, Det Strategiske Forskningsråd, Innovationsfonden og Villum Fonden. Det hele begyndte i 2004 med en ansøgning om et grundforskningscenter i glasfysik.

“Det var egentlig lidt af et tilfælde. Jeg havde været skeptisk over for, at man skulle uddele så store klumper af penge. Men så opfordrede jeg nogle kolleger til at søge – og det slog mig, at jeg jo selv kunne prøve. Jeg var heldig og kom igennem i første hug, og det gjorde hele forskellen,” siger han.

Siden er pengene strømmet til, og det har gjort det muligt at opbygge en stærk forskningsgruppe på Roskilde Universitet (RUC) med postdocs, ph.d.-studerende og lektorer – og ikke mindst publiceringer.
Han lægger ikke skjul på, at disse midler har været altafgørende – både for forskningen og for hans egen karriere.

“Det har gjort hele forskellen. Uden de bevillinger havde vi ikke kunnet opbygge vores miljø, ansætte folk, publicere – ja, vi havde reelt ikke haft en forskningsgruppe.”
Jeppe Dyre bekræfter, at der eksisterer en stærk Matthæus-effekt i forskningsverdenen: Når man først har fået én stor bevilling, kommer de næste lettere. Det handler ikke kun om dygtighed, men også om synlighed, netværk, volumen og ikke mindst: stærke forskningsresultater.

“Man ansætter postdocs, ph.d.-studerende, gruppen vokser, publikationerne strømmer ud. Og pludselig ser ens cv ud, som om man er utrolig flittig og produktiv – men det handler i høj grad om, hvor stor en gruppe man har mulighed for at samle omkring sig,” siger han.

Han er dog samtidig opmærksom på det paradoks, at netop det system, der har gavnet ham selv, også lukker andre ude.

Succesraten er for lav

Jeppe Dyre fortæller, at han har brugt sommerferier og måneder på de store fondsansøgninger – hvilket han gerne gør, når det drejer sig om kæmpeansøgninger, og udbyttet er tilsvarende. Men når det kommer til mindre bevillinger, er regnestykket helt skævt:

“Jeg brugte sidste år fire uger på en ansøgning om at ansætte en postdoc i halvandet år. Den blev afvist. Og den var én af mange hundrede, der ryger direkte i skraldespanden. Det er spild af alles tid – og af skatteborgernes penge.”

Han argumenterer for, at succesraten i forskningsrådene ikke bør være under 30 procent. Med de nuværende rater på 8-12 procent bruger forskerne enorme mængder arbejdstid på forgæves ansøgninger, og det slider på både dem og systemet.

Han foreslår som en mulig løsning at indføre begrænsninger, så man for eksempel kun kan søge hvert andet år. Men det bedste ville være at hæve budgettet til Det Frie Forskningsråd markant.
Ifølge Jeppe Dyre er én af nøglerne til succes, at man tør tænke stort og satse. Men også at man forstår, hvordan systemet fungerer – især når det gælder publicering.

“Bedømmerne læser sjældent alle de tekniske detaljer. Men de kan se, om du har publiceret i Nature eller Science. Det betyder noget. Derfor siger jeg til vores folk: Gå efter de prestigefyldte tidsskrifter. Også selv om man får det meste retur i første omgang, ofte fordi editor ikke synes, artiklen er spændende nok.”

Men det vigtigste råd handler hverken om strategi eller synlighed. Det handler om lyst.

“Man skal turde forfølge sine skøre idéer. Hvis man hele tiden tænker på at skræddersy projekter efter bevillingssystemet, så bliver det surt og ikke særlig originalt. Og hvis det ikke er sjovt og spændende at være forsker, giver det ingen mening.”