“Jeg forstod pludselig, at en ansøgning er et stykke kommunikationsarbejde”

Det begyndte med et afslag. Og et til. Og endnu et. Faktisk fik Mette Birkedal Bruun, der er professor i kirkehistorie på Københavns Universitet, afslag fra nærmest alt, hvad der kunne kravle og gå af fonde, før det lykkedes hende at få en ERC Consolidator Grant – en af de mest eftertragtede forskningsbevillinger i Europa. Samtidig blev hun tilbudt en stor bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond, som hun måtte sige nej til, fordi det var det samme projekt. Ironisk nok var det netop det projekt, der efter utallige afvisninger blev hendes gennembrud. 

“Det var selvfølgelig fantastisk at få. Og det banede vejen for, at jeg senere fik mit grundforskningscenter. Men det er vigtigt for mig at understrege, at afslagene ikke stopper, bare fordi man først får hul igennem. Jeg har fået masser af afslag både før og efter.” 

Hun afviser derfor idéen om, at man “fanger koden” og så regner den ud derfra. Selvom bevillingssystemet rummer en Matthæus-effekt – at den, der har, får mere – er det stadig et fagligt system, hvor det gør en forskel, om man formår at kommunikere sit projekt klart. 

Netop erkendelsen af, at ansøgningsskrivning er et kommunikativt arbejde, blev et vendepunkt for hende. 

“Det lyder måske banalt, men jeg havde ikke forstået, at en forskningsansøgning er et stykke formidling. Vi bliver så optagede af det faglige indhold, at vi glemmer, at nogen skal læse det og forstå det – både budgettet, visionen, og hvordan vi konkret forestiller os, at et projekt skal udfolde sig. Jeg havde brug for at kunne se for mig, hvad der ville ske, når vi mødtes mandag morgen. Hvad gør vi? Hvem gør hvad? Og det skulle jeg kunne formidle i min ansøgning.” 

Særligt i humaniora, hvor traditionen for samarbejde og teamforskning er mindre udviklet, kræver det en ekstra indsats at beskrive, hvordan man som forskningsleder vil opbygge og drive et hold. Det var netop den vision, der blev afgørende i hendes ERC-ansøgning – og som i dag er central i hendes ledelse af Center for Privacy Studies, et grundforskningscenter støttet af Danmarks Grundforskningsfond med 83 millioner kroner fra 2017 til 2027. 

Men hun lægger ikke skjul på, at det nu er andres tur. 

“Jeg søger ikke store midler for tiden. Jeg har været meget heldig i systemet, og jeg synes ikke nødvendigvis, at det næste store forskningsprojekt i humaniora skal gå til mig. Nu bruger jeg i stedet min tid på at støtte mine yngre forskere og vejlede dem i deres ansøgninger.” 

Bevillinger fylder stadig meget – men nu indirekte. For hun ser, hvordan systemet presser især de unge og midlertidigt ansatte, der oplever, at deres fremtid afhænger af, om de kan skaffe penge. Mange kommer fra udlandet, investerer alt i et ophold i Danmark, men står uden udsigt til fastansættelse efter en postdoc. 

“En af mine unge forskere fik en stor millionbevilling – og blev mødt med: ‘Hvis du får én til, kan vi måske tale om en fastansættelse.’ Det slog hende næsten ud, at der fokuseres så ensidigt på penge frem for videnskab. Det er voldsomt – især for dem, der kommer udefra og satser alt for at komme til Danmark,” siger hun. 

Fokus på kollektivet

Hun oplever samtidig, at konkurrencen om bevillinger er blevet hårdere og mere individualiseret. Det handler ikke kun om, hvad du vil forske i, men også hvordan du fremstår. Pressen og systemet fremelsker soloforskeren, der ligner én, der klarer det hele selv. Det er, mener hun, et farligt ideal. 

“Ingen forsker er selvberoende. Og vi burde som system have langt større fokus på hold, samarbejde og forskningsledelse. Hvad er din vision for dit team? Hvordan vil du understøtte dine unge forskere? Hvordan sikrer du, at flere vokser og ikke kun én får laurbærrene? Det er spørgsmål, vi bør stille i langt højere grad.” 

I dag ser hun heldigvis tegn på, at nogle bevillingsgivere er begyndt at tænke i nye baner. Priser til hele forskningsmiljøer og programmer, der anerkender kollektiv indsats, er en start. Men hun efterlyser en bredere bevægelse væk fra “vindertænkningen” og hen mod et akademia, hvor høj faglighed og fælles ambitioner er i centrum – ikke alene sejre.