Dansk lektor i Italien: ”Vi kan ikke tage udlandets interesse for dansk sprog og kultur for givet”

Det humanistiske fakultet i Firenze spreder sig over flere centrale adresser i byen. I bygningen, hvor nordisk sprog og litteratur holder til, er det de kvindelige studerende og det sorte post-punk look, der fylder mest på gangene.  Der er ikke meget renæssance-schwung over den lidt trange og ret slidte bygning, som engang husede et kloster. 

Også i Italien er universiteterne økonomisk pressede. Faktisk er det et af de lande i Europa, der investerer mindst i videregående uddannelser, forklarer Anna Wegener.

Anna Wegener er født og opvokset på Nordfyn, men netop blevet ansat som lektor i nordisk sprog og litteratur på universitetet i Firenze. Selv om alle har travlt med semesteropstart, er det lykkedes hende at hive en håndfuld af sine studerende med til et interview.

De beretter begejstret, hvordan de islandske sagaer, den svenske børnelitteratur, den skandinaviske velfærdsmodel, norsk heavy metal-musik og skuespilleren Mads Mikkelsen har fået deres øjne op for studieretningen. Men i løbet af samtalen bliver det også tydeligt, at de unge italienere på væsentlige punkter adskiller sig fra deres danske medstuderende på humaniora:

De deler ikke bekymringen for, om de vil kunne få et arbejde, den dag de står med en kandidatgrad fra et nichestudie. De lytter også helt uforstående til beskrivelsen af den akademikerbashing, som finder sted i Danmark, og som DM’s formand, Janne Gleerup, for nylig kaldte for ”et af tidens politiske modefænomener”.

Skal hverken forsvare eller forklare

Over en god kop kaffe i efterårssolen lidt senere forklarer Anna Wegener, hvorfor de studerende bliver så forvirrede over spørgsmålet: Hvad kan du bruge din uddannelse til? 

”Den humanistiske dannelse står stadig stærkt i Italien. Humaniora er en integreret og respekteret del af både skolegang og kultur. De store forfattere fra 1300-tallet – Dante, Petrarca og Boccaccio – er en fast del af pensum i gymnasiet. Hvis man går ind i en italiensk boghandel, vil man straks se, hvor meget kultur – historie, sprog, litteratur, arkitektur, kunst, antropologi og så videre – betyder. Italien tror endnu på værdien af humanistisk dannelse,” siger Anna Wegener.

”Den udskamning, som især humanisterne møder visse steder i Danmark, er ikke på dagsordenen i Italien, selvom der naturligvis også her findes humaniorakritiske stemmer. Mine studerende oplever heldigvis sjældent at skulle forklare eller forsvare deres studievalg.” 

De klarer sig også godt efterfølgende, påpeger hun:

”De fleste får underviser- eller oversætterjob. Andre rejser til Norden for at tage en kandidatuddannelse, og mange bliver deroppe. De er fagligt stærke og derfor en værdsat arbejdskraft, for den italienske skole er grundlæggende set god, og jeg har selv flere tidligere studerende, som har fået flotte karrierer i Danmark.”

Afgørende for udbredelse af sprog og kultur

Når Anna Wegener ved så præcist, hvilke af byens caféer der brygger den bedste kaffe, er det, fordi hun er kommet jævnligt i Firenze siden 2006, hvor hun blev ansat i en stilling som sendelektor på universitetet. Det job havde hun indtil 2010.

”Lektoratsordningen, som støtter danskundervisning ved udenlandske universiteter i almindelighed og sendelektorer i særdeleshed, var min vej ind i det italienske samfund og også ind i en lidt usædvanlig akademisk karriere. Den gav mig idéen til min ph.d., som siden førte mig til Det Danske Institut i Rom, hvor jeg arbejdede en årrække, så den har haft stor betydning for mig personligt. Samtidig har jeg også oplevet på nærmeste hold, hvor afgørende ordningen har været for arbejdet med at udbrede kendskabet til dansk sprog og kultur i Italien,” siger hun.  

Lektoratsordningen har eksisteret i snart halvfems år. P.t. er cirka femten lektorer udsendt globalt for at undervise i dansk sprog og kultur på universiteter. 
Tilskuddet fra ordningen er afgørende for, at stillingerne kan opretholdes, men ordningen har været truet af usikker finansiering i flere år, og lige nu ser det ekstra sort ud. 
Det forklarer Tine Roesen, der foruden at være lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet er udpeget til formand for Lektoratsudvalget. 
Udvalget består af fem fagkyndige fra danske universiteter og rådgiver uddannelses- og forskningsministeren om Lektoratsordningen.

”Finansloven reddede ordningen midlertidigt, men med en næsten halveret bevilling, så vi fra 10 millioner i 2025 går til 5,7 millioner i perioden 2026-2028. I finanslovsforslaget for 2026 er tilskuddet fra 2029 sat så lavt – 1,7 millioner – at det reelt er en lukning,” siger Tine Roesen.

En politisk kastebold

Udsigten til de store besparelser og den langvarige usikkerhed omkring ordningen har gjort det svært at etablere nye lektorater og rekruttere og fastholde kvalificerede lektorer. Blandt andet fordi man ikke kan etablere længerevarende samarbejdsaftaler med universiteterne.

”Vi har efterhånden vænnet os til, at Lektoratsordningen altid ender som en kastebold i de politiske forhandlinger om finansloven. Men bolden kan nemt blive tabt på gulvet, og det er svært at forstå, at vi måske skal dreje nøglen om for så vellykket en ordning, hvor Danmark og dansk sprog og kultur for ganske få midler får kvalificeret tilstedeværelse og stor synlighed i udlandet,” siger Tine Roesen. 

I Firenze er frustrationen også stor.

”Man får godt nok meget kultureksport for de ganske få penge, som Lektoratsordningen koster,” siger Anna Wegener. 

Vi tager for givet, at udlandet gider interessere sig for dansk sprog og kultur. Sådan fungerer det ikke, understreger hun.

”I Italien og alle andre steder i Europa er interessen for Norge og Sverige betydelig stærkere, end den er for Danmark. Mange italienere opfatter end ikke Danmark som en del af Skandinavien, men som et uspecificeret appendiks til Tyskland. Derfor må Danmarks udgangspunkt være ydmyghed,” siger Anna Wegener. 

Danmark skal knokle langt hårdere end sine skandinaviske naboer for at få opmærksomhed. 

”Og denne opmærksomhed kan landet blandt andet få gennem sprogkurser og besøg af danske forfattere og forskere finansieret af Lektoratsordningen. Grundlæggende handler spørgsmålet om Lektoratsordningens overlevelse og bevarelse om, hvorvidt man ønsker, at Danmark stadig skal være synlig kulturelt set i udlandet,” siger Anna Wegener.

”Det kræver en fysisk og varig tilstedeværelse at opbygge et danskfagligt miljø, hvor de studerende møder sproget og kan bygge relationer og netværk. Det kan man ikke online, som nogle vil hævde,” tilføjer hun.

Den fremmede

Selv forsker Anna Wegener blandt andet i H.C. Andersen, Karin Michaëlis og oversættelse. Hun er medforfatter til både en dansk grammatik for italienere og et dansk sprogkursus og har netop været medredaktør på bogen ’Sydvendt’, som handler om, hvordan Italien i det 20. og 21. århundrede har præget kunst og kultur i Danmark. 

I dag er hun godt tilfreds med sin frihed til at forske som lokalt ansat lektor. Som sendelektor så hun sig selv lige så meget som en ambassadør for sin kultur.

”Det er for eksempel ret inspirerende for unge her i Sydeuropa at opleve den akademiske kultur, en dansk sendelektor kommer med. Vores flade hierarki, vores uformelle omgangstone og den stående invitation til dialog og diskussion. Det medvirker til, at Skandinavien er relevant og inspirerende i Italien,” siger Anna Wegener. 

Til trods for at hun har boet i Italien i næsten 20 år, er gift og har en datter, niårige Ingrid, med en italiensk mand, så føler Anna Wegener sig ikke som italiener. 

”Jeg vil altid stå lidt udenfor og kigge ind. Jeg er fuldt integreret og taler sproget flydende, men jeg har intet ønske om at blive fuldstændig assimileret med det italienske samfund. Jeg dyrker min identitet som tosproget og ser den som en lykke og en styrke, ikke mindst fordi jeg også underviser i de nordiske samfund og deres kulturer, hvis særtræk jeg først rigtig forstår, når jeg ser dem udefra,” siger hun.