Spring menu over
Dansk Magisterforening

I stormens kolde øje

Arktisk Station

Arktisk Station ligger i det centrale Vestgrønland lidt nord for bysamfundet Qeqertarsuaq på øen Disko og vender ud mod Davisstrædet.  Foto: Kirsten Seestern Christoffersen

Forskningsbilleder
Del artikel:

De storpolitiske bølger slår højt omkring Grønland i disse tider. Donald Trump vil gøre landet til en amerikansk stat. Kineserne og russerne vil også have en bid af kagen. Og Danmark har fået travlt med at genopdage sine interesser og fællesskabsfølelsen med den grønlandske befolkning.

Men når det stormer, er det jo godt at ligge lidt i læ. Og det gør Arktisk Station. På sydsiden af Lyngmarksfjeldet på øen Disko ligger forskningsstationen, der er ejet af Københavns Universitet (KU) og drevet af Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på KU. 
Her er der gode muligheder for at negligere de flygtige politiske strømninger og koncentrere sig om mere fundamentale spørgsmål som for eksempel klimaforandringerne, permafrosten og indlandsisens udbredelse.

Historien om Arktisk Station er også historien om et stykke forskningsmæssigt pionerarbejde. Morten P. Porsild studerede botanik på KU i slutningen af 1800-tallet, og allerede under sin studietid deltog han på en ekspedition til Disko. Som cand.mag. blev han assistent ved universitetets botaniske samling i 1900, men drømmen var at vende tilbage til Grønland og gennemføre helårsstudier af vegetationen, og den idé fik han solgt så godt, at han i 1906 kunne rejse til Disko med private midler og fik bygget Arktisk Station. 
Der var meget, der skulle udforskes – om både planter, dyr og mennesker – og Morten Porsild endte med at blive i fyrre år, hvor han ud over forskning også blev en vigtig lokalpolitisk figur.

I 1953 overtog KU Arktisk Station, og særligt i nyere tid har den som en af verdens nordligste helårsbemandede forskningsstationer udviklet sig til en attraktiv destination for forskere fra hele verden.

På det seneste har stationen eksempelvis været meget brugt af forskere fra det tyske Alfred-Wegener-Institut, der er specialiseret i polarforskning. Det fortæller Kirsten Seestern Christoffersen, professor ved KU og leder af Arktisk Station.

Hun holder selv kurser for studerende i arktisk biologi, hvilket for eksempel indebærer, at man er bevæbnet, når man er i felten om vinteren.

Og amerikanerne kommer i øvrigt allerede. I år har stationen samarbejde med et universitet på den amerikanske østkyst, tilføjer hun.