KU´s første kvindelige filosofiprofessor: Kvindelige tænkere er blevet skrevet ud af historien

Hvordan ser en rigtig filosof ud? Mange danner sig sikkert et billede på nethinden af en ældre mand med et stort gråt skæg, der ser meget alvorlig ud.  

Sådan har det også været de første 545 år af Københavns Universitets (KU) lange brogede historie. Altså ikke nødvendigvis at filosofferne havde skæg, men at de var mænd. 

I hvert fald indtil januar i år, hvor Sabrina Ebbersmeyer brød igennem glasloftet og som den første kvinde blev udnævnt som professor ved Sektion for Filosofi på KU.  

Og så tænker en del sikkert, at fraværet af kvinder må skyldes, at de ikke interesserer sig for filosofi, men de kan godt tro om. Tallene viser, at kvinderne faktisk søger ind på faget, men de falder fra undervejs.

Blandt de nye bachelorstuderende på Filosofi er 45 procent således kvinder, men på kandidatniveau er andelen skrumpet til 31 procent kvinder, og blandt de ansatte er fordelingen endnu mere skæv, jo højere op i det akademiske hierarki man klatrer. Blandt alle forskerne ved Sektion for Filosofi er 18 ud af 25 mænd, men blandt de fastansatte, altså lektorerne og professorerne, er Sabrina Ebbersmeyer den eneste kvinde. 

Hvorfor det forholder sig sådan, er, hvad hun kalder et komplekst spørgsmål, men man kan konstatere, at det er et verdensomspændende og ikke et specifikt dansk problem, at der har været så få kvindelige filosofiske tænkere inden for faget gennem historien. 

“Filosofi er en del af en patriarkalsk kultur, hvor specifikke egenskaber historisk set er blevet tilskrevet de to køn. Filosofi opleves som et fag, hvor der er brug for genier, som kan tænke abstrakt, og det er egenskaber, der ikke tilskrives kvinder. Desuden viser undersøgelser, at jo mere prestige der er inden for et fag, desto senere er der kommet kvinder ind,” siger Sabrina Ebbersmeyer. 

Blev ikke taget alvorligt

Det kan med nutidens øjne virke absurd at mene, at kvinder er ude af stand til at tænke abstrakte tanker, men vi glemmer, at det historisk set er en meget kort periode, hvor vi har haft ligestilling, påpeger hun. Den første kvindelige studerende blev eksempelvis først optaget på KU i 1877. 

Sabrina Ebbersmeyer husker, at hun i gymnasiet var interesseret i intellektuelle emner og i at forstå verden, så hun besluttede at læse filosofi på Ludwig-Maximilians-Universität i München. Hun tænkte, at der var lige rettigheder på et universitet, men opdagede hurtigt, at det forholdt sig noget anderledes. 

“Jeg har oplevet at blive ignoreret og ikke at blive taget alvorligt. Mine mandlige kolleger gjorde også grin med, at kvinder ikke kan tænke logisk fra naturens side,” siger hun. 

Kvindelige tænkere blev hun heller ikke præsenteret for i undervisningen, og da hun skrev ph.d. om renæssancefilosofi, blev hun gang på gang overrasket over, hvor lidt der er skrevet om kvindelige filosoffer gennem tiden.  

“De kvindelige filosoffer har faktisk været der, men de er blevet ignoreret, glemt eller bevidst skrevet ud af historien,” siger hun. 

Som kvindelig filosof med fokus på filosofihistorie var det også meget svært at opnå fastansættelse i Tyskland, så da der i 2013 blev slået et lektorat op på KU, tænkte hun, at det var et godt match. Hun havde holdt ferie ved Vesterhavet som barn, så hun kendte lidt til Danmark. 

“I min generation var der mange kvinder, der ikke fik en stilling. Kvinderne var altid nummer tre på listen over kandidater, og mændene nummer et og to,” siger hun. 

Stor holdningsændring

I løbet af sine ti år i Danmark har hun set store forandringer både her og i Tyskland. Da hun blev ansat, startede hun en dialog med sine kolleger, der mundede ud i en kønspolitik, der kræver, at der skal være kvindelige filosoffer på pensum i alle fag, selvom fordelingen ikke nødvendigvis skal være helt lige.

Det har krævet en stor indsats, da alle lærebøger og encyklopædier er skrevet af mænd. Da kvinderne var udelukket fra de akademiske institutioner, måtte de skrive i andre tekstformer som breve. Det er ikke umuligt at finde brugbare tekster, og hun oplever en stor holdningsændring blandt de studerende, som nu er nysgerrige og kræver at læse flere kvindelige tænkere. 

“Nu kommer der mandlige studerende og spørger hvorfor, hvis der kun er to kvindelige filosoffer på pensum,” siger hun og smiler. 

Revolution svigtede kvinderne

Sidste år modtog Sabrina Ebbersmeyer et ERC-Advanced Grant på 18,2 millioner kroner fra Det Europæiske Forskningsråd til sit projekt ’Women in the Nordic Enlightenment’.  

Det overordnede formål med projektet er at afdække og kritisk vurdere kvinders intellektuelle bidrag til den nordiske oplysningstid med henblik på at ændre standardfortællingerne om udviklingen af ​​den nordiske oplysningstid og at vurdere kvinders rolle i fremkomsten af ​​skandinavisk ligestilling.

Hun har desuden grundlagt forskningscentret Center for interdisciplinary research on women in the history of philosophy (INSPIRE).  

Sabrina Ebbersmeyer forklarer, at kvinder under oplysningstiden, der strækker sig fra cirka 1690 og frem til 1789, spillede en stor rolle i den humanistiske bevægelse, der blomstrede uden for universiteterne. Der findes således mange kvindelige filosoffer fra 1700- og 1800-tallet, men besynderligt nok betød den franske revolution, at kvinderne mistede deres plads. 

Den franske revolution var første gang, man formulerede 17 menneskerettigheder, der gjaldt for alle – altså lige med undtagelse af kvinderne, der skulle tage sig af hjemmet og være underlagt manden.

Revolutionen blev med andre ord et stort tilbageslag for kvinderne. 

“Det er meget tragisk, at nogle af de største filosoffer ikke talte kvindernes sag. Selv Jean-Jacques Rousseau dyrkede mandschauvinistiske synspunkter,” siger Sabrina Ebbersmeyer. 

Forsker i de glemte kvinder  

Hun nævner Émilie du Châtelet som et eksempel på en kvindelig tænker fra den franske oplysningstid. Hun arbejdede sammen med Voltaire og var selv en meget original, selvstændig og kreativ tænker, som har skrevet om naturfilosofi og metafysik. 

Et andet eksempel er prinsesse Elisabeth af Böhmen, der i 1600-tallet udfordrede René Descartes’ dualisme. Hun havde en lang korrespondance med Descartes og formulerede som den første det såkaldte ’interaktionsproblem’, der stadig diskuteres i filosofien i dag. 

På den lange liste over oversete kvindelige filosoffer finder man også danske Birgitte Thott (1610-1662), der faktisk var berømt i sin samtid.

Ifølge Sabrina Ebbersmeyer var hun en af de vigtigste kvindelige oversættere og filosoffer i 1600-tallet i Danmark, men i dag har stort set ingen hørt om hende.  

Hendes vigtigste oversættelse er af den romerske stoiker Lucius Annaeus Senecas samlede værker, som hun oversatte på et tidspunkt, hvor man faktisk ikke kendte filosofiske værker på dansk.

Hun har på den måde været med til at skabe det danske filosofiske sprog, vi bruger i dag. I værket skriver Birgitte Thott en dedikation til kvinder, hvor hun opfordrer dem til at læse filosofi, og argumenterer for, at det er bedre for hele samfundet, hvis kvinder også bliver uddannet.

Sabrina Ebbersmeyer kalder det den første vigtige tekst i dansk feministisk historie. I kapitel 46 i sin afhandling med titlen ‘Vejen til et Lyksaligt Liv’ modbeviser Birgitte Thott også alle de argumenter, folk fremførte mod, at kvinder blev uddannet i hendes samtid.