Lidt menneskelig interesse kan gøre forskellen

Der er nogle, der er firkantede.

Jeg er rund.

Med disse ord kondenserer Sofie sin kamp for at være studerende – en “god” studerende – samtidig med at hun skal håndtere sine psykosociale udfordringer.
Sofie er en af 47 studerende, som forskere på RUC i en længere periode har fulgt som led i “Studielivsprojektet”, der undersøger, hvordan psykosociale problemer præger studielivet.

Og det med forestillingen om at være en god studerende er en af de helt centrale problemstillinger, der går igen hos de studerende, fortæller lektor Lene Larsen. De forskellige udfordringer og funktionsnedsættelser, som de kæmper med, bidrager i høj grad til følelsen af at være forkert, hvilket i sig selv kan skabe mistrivsel.

“De føler ikke, de passer ind og hører til de normer og kulturer, der er forbundet til forestillingen om at være en god studerende. Og det skaber ofte en følelse af skam, forkerthed og spørgsmålet: Har jeg overhovedet ret til at være her?” siger hun.

Ifølge Lene Larsen er det strukturelle omstændigheder, der skaber idealbilledet, for eksempel de formelle fremdriftskrav om ECTS-point, der skal høstes i en lind strøm, og den politiske diskurs omkring hurtig gennemførelse og erhvervsrettet uddannelse. Men det er også et billede, som de studerende selv skaber.

“De spejler sig jo i hinanden, og så er der som regel altid to på et hold, som er superdygtige studerende, og det får de andre til at føle sig mindre gode eller forkerte”.

Det faglige og sociale skal tænkes sammen

Den gode nyhed er, at der ikke nødvendigvis skal så meget til for at forbedre situationen og følelsen hos de studerende. Mange af de studerende i undersøgelsen fortæller, at det kan være den helt almindelige menneskelige kontakt og interesse fra medstuderende eller undervisere, der bidrager til følelsen af at høre til.

“Noget så hverdagsagtigt som at blive mødt som et menneske og ikke bare som et studienummer – at nogen interesserer sig for en, spørger, hvordan man har det, og tager en under armen hen for at få en kop kaffe. Så lidt skal der nogle gange til”, fortæller Lene Larsen.

Det betyder ikke, at man som underviser nødvendigvis skal drøne rundt i pausen og spørge til alles velbefindende – selv om det er en fin ting at gøre. Lene Larsen mener, at et godt pædagogisk læringsrum med et socialt rummeligt miljø bidrager til, at flere føler sig hjemme.

“Det, vi bl.a. skal blive bedre til, er at tænke det faglige og det sociale tættere sammen på uddannelserne, sådan at det sociale ikke er noget, der udelukkende foregår i pauserne og i fredagsbaren, men at studiemiljøet i høj grad også bor i det faglige”, siger hun.

Svært at prioritere pensum

Lene Larsen nævner som eksempel, hvordan man ved kursusopstart kan være med til at lægge rammerne for det fagligt-sociale undervisningsmiljø.

“Man kan jo starte med at tale om vores forventninger, og hvilke erfaringer man har i forhold til emnet. Hvilke tanker det sætter i gang og så videre. På den måde er man som underviser med til at signalere, at her er plads til alle, og at alle er ansvarlige for, at vi kan være her alle sammen – jeg er lydhør over for jeres interesser og behov, og I skal være lydhøre over for hinanden”.

Et andet punkt er forestillingen om den “gode” studerende, som altså i sig selv er med til at skabe mistrivsel og følelsen af utilstrækkelighed. Her er man som underviser i et dilemma, erkender Lene Larsen. For selv om man godt ved, at mange studerende i realiteten aldrig kommer hele pensumlisten igennem, kan man dårligt opfordre nogen til at springe noget over.

“Nogle gange spørger de studerende: Vi kan ikke nå at læse det hele, kan du ikke hjælpe os med at prioritere? Det vil jeg på den ene side godt, men på den anden side vil jeg heller ikke signalere, at det pensum, jeg har lagt, ikke er vigtigt”.

Forestillingen om den perfekte studerende er svær at aflive, men det hjælper at få den italesat.

“Man kan godt tale med de studerende om, at det her spøgelse eksisterer. Og så kan man jo tage en snak om, hvad det vil sige at forberede sig godt, hvordan man tager gode noter og så videre. Det er jo ikke nødvendigvis noget, de kan i forvejen”.

Brug for bedre uddannelsesplanlægning

“Studielivsprojektet” handler om studerende med særlige psykosociale vanskeligheder. Det betyder ikke – fastslår Lene Larsen – at de fagligt er svagere end andre. Men deres helbredsproblemer, som for eksempel medfører mere sygefravær, giver dem ekstra udfordringer både i forhold til tilhørsfølelsen og i forhold til at kunne leve op til studiekravene.

Fx beskriver en anden af de medvirkende i undersøgelsen – Beate – sit administrative arbejde med at søge handicapstøtte, skaffe dokumentation og indhente lægeerklæringer som et ekstra job, hun har ved siden af studiet. Og selv om der findes støtte at få, er selve studieforløbet ikke designet til at rumme ekstra luft til studerende som Beate – de “temporale udfordringer” – som forskergruppen kalder det.

Universiteterne er ikke ansvarlige for fremdriftsreformer og lovmæssige rammer, der er med til at klemme alle små luftlommer ud af studietiden. Men man kan – både på det enkelte studie og på overordnet niveau – arbejde med at fjerne de værste bump og gøre systemerne så smidige som muligt, mener Lene Larsen.

“Vi kunne godt lempe lidt på tidsregimerne, for eksempel i forhold til afleveringsfrister. Der er også tit skriftlige eksaminer, der falder oven i hinanden, og det rammer specielt de her studerende voldsomt. Det er ikke noget, der sker af ond vilje, men man kunne godt kigge mere på uddannelsesplanlægningen”.

Men hvis vi går for meget op i at tage hensyn, risikerer vi så ikke at sætte barren lavt og måske miste noget kvalitet i uddannelsen?

“Det er jo det spørgsmål, der altid bliver stillet. Men jeg synes, vi skal prøve at trække det ind i en lidt bredere diskussion omkring diversitet blandt de studerende og ikke kun pege på dem med diagnoser eller andre psykosociale vanskeligheder, som vi har interesseret os for her. Det handler om, hvordan vi kan udvikle rummelige uddannelser, hvor der er plads til forskellige studerende, uden at gå på kompromis med kvaliteten”.