“Den kloge leder lytter jo til sine indsigtsfulde kolleger”

Hvad er det primære formål med forskerkollegier?

“At skabe et forum for en løbende dialog mellem instituttets ledelse og VIP’er om den praktiske udvikling og om vilkårene for at udføre sine akademiske gerninger på instituttet – primært med fokus på det strategiske og det fremadskuende”.

KU har før indført institutråd med samme formål – de blev nedlagt. Hvorfor bliver det her bedre?

“Fordi der er en efterspørgsel hos VIP’erne efter mere inddragelse i institutternes drift og udvikling. Det lykkedes ikke med institutrådene dengang. Der manglede angiveligt engagement, og man syntes, de overlappede arbejdet i andre udvalg. Så det er rigtig vigtigt, at de her forskerkollegier får en klar akademisk vinkling og primært orienterer sig mod den strategiske udvikling”.

Kan man vælge at praktisere kollektiv ledelse gennem forskerkollegiet?

“Forskerkollegierne er ikke en kollektiv ledelse. Det er et forum, der rådgiver ledelsen. Ledelsen afgiver formelt ikke sit ledelsesansvar til et kollektiv, men giver kollektivet mulighed for at påvirke ledelsen igennem det forum. Og den kloge leder lytter jo til sine indsigtsfulde kolleger. Det kan jo selvfølgelig sagtens forekomme, at der kan være forskellige synspunkter: Hvem skal have det næste professorat, og hvad ved jeg. Og hvis der ikke kan opnås enighed, så er det ledelsens ansvar at sige: Så går vi den vej”.

Vil et forskerkollegium have nogen muligheder for at gribe ind eller være modvægt over for en institutleder, som fungerer dårligt?

“Nu har jeg meget svært ved at forestille mig en institutleder, der vil køre fuldstændig solo og beslutte noget hen over hovedet på sine medarbejdere. Det er nærmest utænkeligt. Men medarbejdere har jo altid mulighed for at gå til deres dekan og sige: Det er helt skævt, vores institutleder lytter ikke. Det vil også fremgå af APV’erne, og man vil også kunne bringe det op i samarbejdsudvalget. Så jeg synes, at der er mange muligheder. Og en professor kan altid ringe til en rektor og sige: Jeg vil godt have en kop kaffe med dig, fordi jeg synes, det er helt galt”.

I det nuværende system er princippet, at man står til regnskab opadtil og ikke over for forskerkollegerne. Vil forskerkollegierne ændre på det princip?

“Nej, det vil de ikke. Institutlederen har ansvaret både formelt og reelt. Men det kan du ikke løfte, uden at du har dit institut med dig og gør det med betydelig medinddragelse i alle væsentlige beslutninger”.

Hvorfor skal institutlederen sammensætte udvalg? Risikerer man ikke, at lederen udpeger “medløbere” og undlader kritikerne?

“Vi har forsøgt at favne, at det er meget forskelligt, hvordan institutter er sat sammen. Så for at give noget manøvrerum bliver det institutlederens ansvar at sammensætte kollegiet på en måde, der afspejler instituttet – eller at redegøre for dekanen, hvis man i forvejen har udvalg, der dækker de opgaver, forskerkollegiet skal løse”.

DFiR anbefaler styrkelse af medarbejdernes mandat i ansættelse af egne ledere. Spiller forskerkollegiet en rolle i forhold til dette?

“Vores vedtægter beskriver, hvordan ansættelsesudvalgene til lederstillinger skal se ud med VIP’er, TAP’er og studerende. Det fungerer efter min vurdering ganske fornuftigt. Men det er selvfølgelig ikke det samme, som at man vælger sin leder. Og nogle steder lever der stadig et ønske om at vende tilbage til valgte ledere. Men vi er nødt til at arbejde med den universitetslov, vi har”.

Hvad siger institutlederne – gør du ikke deres arbejdsforhold meget mere kompliceret?

“Det er altid kompliceret at være institutleder. Det, der har været nysgerrighed omkring, er det med, at hvis man har det formelle ansvar, har man det så også reelt? Det har vi fået en fin forståelse for. Og så håber jeg virkelig, at institutlederne vil gribe den her mulighed for at få styrket dialogen med nogle engagerede VIP’er”.