Dansk Magisterforening

Universitetsloven har virket – prisen har været høj

Del artikel:

I en ny rapport gør DFiR status over tyve år med universitetsloven. Spørgeundersøgelsen afslører et stort demokratisk underskud, pres på forskningsfriheden og finansielt pres på både universiteter og den enkelte forsker.

Medicinen virker, men har en hel del uheldige bivirkninger. Sådan omtrent lyder den dom over universitetsloven fra 2003, som Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) fælder i rapporten “Tyve år med universitetsloven”.

Universiteterne har åbnet sig op. Det var den første konstatering, DFiR’s næstformand, Anna Haldrup, kom med, da hun præsenterede rapporten ved en konference i Videnskabernes Selskab. Forskerne samarbejder og deler viden på kryds og tværs med hinanden, med erhvervsliv, civilsamfund og medier. Her ligger den store succes for universitetsloven.

Det var dog ikke lovens succes, der kom til at fylde meget på konferencens diskussioner. Det gjorde derimod bivirkningerne, som DFiR selv inddelte i tre hovedpunkter: Universiteternes demokratiske kultur er udfordret af manglende medbestemmelse, forskningsfriheden er under pres, og universiteternes autonomi og økonomiske robusthed er udfordret.

Konklusionerne bygger på en stor spørgeundersøgelse udsendt til 9.578 universitetsforskere, hvoraf ca. 35 procent svarede. Og der var mange markante signaler i tallene. For eksempel i forhold til den manglende demokratiske kultur, hvor 50 procent svarede, at de enten frygtede, var blevet truet med eller direkte udsat for repressalier ved at udtale sig om ledelsens beslutninger.

“Det var vi nok nogle, der var overraskede over”, sagde Anna Haldrup i sin fremlæggelse.

En fjerdedel har 0 kroner til forskning

Den manglende medbestemmelse viste sig også ved, at 70 procent ønsker mere inddragelse i beslutninger om for eksempel instituttets forskningsprofil, budget og stillingsopslag.

DFiR konkluderer i rapporten, at loven nok giver mulighed for medinddragelse og medbestemmelse, men at den ikke udnyttes tilstrækkeligt.

I forhold til den manglende økonomiske autonomi fremhævede Anna Haldrup, at forskningen i dag er overvejende afhængig af eksterne finansieringer. 74 procent svarer, at de inden for to år har modtaget under 50.000 kroner fra universitetet til at forske for, og 24 procent har hverken fået interne eller eksterne midler.

Det er beskæmmende, og vi må gøre noget ved det.

Birgitte Nauntofte, bestyrelsesformand, AU

Særligt den udtalte frygt og oplevelse af repressalier var naturligvis noget, der kastede kommentarer af sig i de efterfølgende diskussioner.

“Det her må påvirke kompasset i alle bestyrelser. Frygt, mobning og repressalier må ikke forekomme på universiteter. Det er beskæmmende, og vi må gøre noget ved det”, sagde Birgitte Nauntofte, bestyrelsesformand for AU.

Det konkrete tal blev dog også betvivlet en smule, blandt andet af Birgit Schiøtt, professor og tidligere institutleder.

“Det er godt nok meget. Men det er ikke de tal, vi ser i APV’erne. Så jeg tænker, om det skyldes måden, man spørger på”, sagde hun retorisk.

SF: Basismidler skal ikke finansiere overhead

Finansieringsproblemet blev også vendt flittigt – i forhold til både universiteterne og den enkelte forsker.

“Det har virkelig overrasket mig, at 75 procent får mindre end 50.000 kroner. Jeg mener, man må diskutere i sektoren, hvad der er fair rammevilkår for forskere på alle stillingsniveauer”, sagde Frede Blaabjerg, professor og formand for DFiR, og flere indlæg fra salen foreslog at genindføre annum – et grundbeløb til forskning tildelt hver enkelt forsker.

Men også den mere strukturelle side af økonomien blev diskuteret. Blandt andet bakkede SF’s forskningsordfører, Sofie Lippert, op om, at universiteternes basismidler i mindre grad bliver låst af politisk pålagte opgaver og overheadfinansiering.

“Jeg mener ideologisk, at vi som politikere skal blande os mindre. Og der er nogle problemer omkring finansieringen, vi skal have styr på: At private midlers overhead skal betales af offentlige midler, at EU-midler bliver modregnet, og så det at 1 %-målsætningen både er et minimum og et maksimum”, sagde hun.

Konferencen og debatterne led dog en smule under, at der var så mange temaer i spil på samme tid, og indlæggene havde derfor lidt karakter af spredt fægtning.

Og hvis nogen – og der var nogen – havde forhåbninger om en samlet front mod universitetsloven som helhed, gik de skuffede hjem.

DFiR fastslog både i rapporten og på konferencen, at man ikke anbefaler en lovændring. Problemerne kan godt løses under de nuværende rammer.

}