Spørgsmålene, alle studerende bør stille sig selv: Hvem er jeg, hvad kommer jeg med?

Det danske universitetsvæsen er bygget op om et pædagogisk princip, der handler om at putte så meget viden ind i de studerende som muligt. Men når uddannelsen retter sig mod et arbejdsmarked, der er stadig mere uforudsigeligt, skulle man måske starte et helt andet sted – med at de studerende lærer noget om sig selv.

“Vi har en “bankingmodel”, hvor folk får hældt viden i hovedet, som skal trækkes frem, når der er behov for det. Det mener vi er blevet mindre relevant i de turbulente tider, vi lever i. Vi har et arbejdsmarked med stor usikkerhed, hvor de unge hopper fra job til job. Hvis vi skal uddanne unge til det arbejdsmarked, skal de være selvreflekterende”.

Det siger Helle Neergaard, professor i entreprenørskab ved Institut for Virksomhedsledelse på AU. Hun har gennem en årrække eksperimenteret med det, hun kalder “eksistentiel læring” i sin undervisning.

For nylig beskrev hun metoden sammen med Sarah Robinson, lektor ved AU’s Center for Educational Development, i artiklen “Entrepreneurship as existential learning: The missing link in effectual learning processes”, der blev kåret som bedste artikel ved den årlige europæiske konference for uddannelse i entreprenørskab.

Arbejde med iværksætterånden

Hendes undervisning sigter ikke kun mod boglig viden, men også mod en personlig erkendelsesproces, hvor de studerende bliver klogere på egne styrker og svagheder, samt hvordan ny viden og nye erkendelser spiller sammen med den erfaringsballast, de hver især bærer på.

“Det, jeg lægger vægt på, er, at vi skal have hele mennesket med. Det er noget, jeg har arbejdet intuitivt med i mange år, selv om det først er for nylig, jeg er begyndt at sætte ord på det”, fortæller hun.

Den eksistentielle tilgang opstod nærmest ud af et praktisk problem. Da hun begyndte at undervise i entreprenørskab i slutningen af nullerne, var faget relativt nyt, og undervisningen byggede i høj grad på amerikansk litteratur og modeller. Men mentaliteten blandt danske og amerikanske studerende er forskellig. Hvor iværksætterånden og tanken om at være selvstændig i høj grad ligger i den amerikanske selvopfattelse, ser danskere sig grundlæggende som lønmodtagere. Hvis det skulle give mening at undervise i entreprenørskab, ville det ikke være nok at læsse en masse teori på de studerende. Hun måtte arbejde med deres “mindset”.

“Jeg fokuserer på prævirksomhedsfasen – har man, hvad der skal til for at starte egen virksomhed? Og her tænker jeg, at selvforståelse, hvor man kender sine egne muligheder og begrænsninger, er en væsentlig betingelse. Jeg anvendte en del teori fra psykologien om, at læring finder sted hele livet. Vi har en bagage – en imaginær rygsæk – som alle erfaringer kommer med i. Når vi møder noget nyt, trækker vi vores erfaringer op og reagerer på baggrund af dem. Men det er en proces, man ikke nødvendigvis er reflekteret omkring. Som eksistentielle undervisere gør vi de studerende opmærksomme på de erfaringer, de har, og at de kan anvendes meget bredere – de kan mere, end de tror. Og det gør, at studerende kan engagere sig eksplicit med egen læring og få ejerskab med processen”, fortæller Helle Neergaard.

Erkendelse af begrænsninger

Den eksistentielle undervisning er i høj grad baseret på samtaler, hvor de studerende fortæller om erfaringer og reaktionsmønstre.

“En praktisk ting, vi gør, er at fjerne bordene i lokalet, så de studerende kun har en stol. Når du har de studerende siddende på lange rækker, får du ikke nogen dialog mellem dem. Så vi sørger for, at de kun har en stol hver, og at alle sidder, så de kan se hinanden”.

Underviserens rolle er at stille spørgsmål, der sætter snakken mellem de studerende i gang.

“Et spørgsmål kunne være: Har du nogen sinde følt, at du er blevet sat i bås og blevet begrænset? Og så får vi dem til at snakke om, hvordan de er blevet begrænset, om de er kommet videre, hvordan de har gjort det, og hvad de har lært. Vi får dem til at udvælge en oplevelse, de gerne vil uddybe, og fortælle om, hvad de har lært af den oplevelse, og hvordan de kan bruge den læring i en potentiel entreprenørtilværelse”.

En anden øvelse, der skal sparke diskussionen i gang, er, at de studerende bliver bedt om at tegne en iværksætter.

“Så diskuterer vi, hvad det er for kvaliteter, man forbinder med en iværksætter. Og så finder de fleste ud af, at det her er noget, de selv kan lære. Så hele processen går ud på at afmystificere entreprenørskab og iværksætteri og give dem mod på, at de ikke behøver at passe ind i en bestemt bås”.

Fra ekstern til intern motivation

Helle Neergaard beskriver diskussionerne og øvelserne som “nudging”, der hjælper de studerende til at bryde mentale rammer.

“Øvelserne har simpelthen til formål at få de studerende til at se, at de godt kan være en anden end den, de tror, de er. Vi vokser op med bestemte forventninger til os selv, som bundfælder sig i løbet af opvæksten. Det, vi gør i undervisningen, er at ryste glasset. Det skal ikke være sådan, at de synes, de er forkerte. Vi får dem bare til at se deres eget potentiale”.

Det lyder næsten som en psykoterapeutisk seance. Og selv om flere af Helle Neergaards kolleger er blevet inspireret af hendes undervisning, er der også nogle, der ikke har lyst til at komme i så tæt berøring med de studerendes mentale bagage.

“Nogle kolleger siger, at det her tør de ikke, for hvad kan der ske med de studerende? Metoden baserer sig godt nok på psykologisk litteratur, men vi kommer aldrig så dybt som psykoterapi”.

De studerende reagerer forskelligt på kurset. Og Helle Neergaard vurderer, at reaktionen til dels hænger sammen med det, hun kalder “ekstern” og “intern” motivation.

“Mange er eksternt motiveret og går efter gode karakterer frem for at få læring af uddannelsen. Og så er der grupper, der er mere internt motiveret, og de vil i højere grad kunne absorbere undervisningen. Men hvis de har en åbenhed over for undervisningen, mener jeg, at vi kan rykke dem fra eksternt til internt motiverede og på den måde lære dem at blive selvreflekterende mennesker. Og det tror jeg kan komme til at betyde noget for hele deres studie”.

Et spørgsmål om dannelse

Helle Neergaard udviklede som nævnt sit kursus specifikt med henblik på undervisning i entreprenørskab. Men principperne i den eksistentielle læringstilgang mener hun er helt universelle og brugbare på alle fagområder. Hun kæder det sammen med spørgsmålet om dannelse i uddannelserne.

“I gamle dage var universitetsstudier et spørgsmål om dannelse. I dag er et studium i langt højere grad et spørgsmål om færdigheder, der skal være målbare. Dannelse er også et spørgsmål om: Hvem er jeg, og hvem vil jeg være? Og det er noget, man løfter låget for her. Jeg er overbevist om, at jo mere selvreflekterende vi er, jo mere vi forstår os selv, jo mere får vi ud af det, vi studerer”. 

Hun vurderer også, at den eksistentielle tilgang kan være nyttig i forhold til den generelle udfordring, nogle universitetsstudier har med ledighed og et bredere erhvervssigte.

“Et spørgsmål, vi stiller de studerende, er: Hvis du ikke kan bruge din uddannelse til det, du ønsker, hvad kan du så bruge den til? Det spiller ind i diskussionen om, at vi uddanner unge til arbejdsløshed, og at de ikke vil tage arbejde uden for deres uddannelsesområde. Man skal kunne se sig selv på andre måder”, siger Helle Neergaard.

Og med et fremtidigt arbejdsmarked med en tiltagende grad af midlertidighed og projektarbejde kan alle kandidater måske have godt af et lille skud entreprenørskab.

“Vi uddanner traditionelt efter det, jeg kalder fugleungemodellen – vi tygger viden og propper det i næbbet. Men vi er nødt til at lære dem at finde maden selv – de skal selv kunne skabe deres arbejdsopgaver, ligesom iværksættere gør. Hele det mindset vil alle studerende have godt af”.