Væk med sexisme på universiteterne

Debatten er eksplosiv, fordi vi ser så forskelligt på, om der er problemer, hvor alvorlige de er, og hvad der kan løse og måske endda forebygge dem fremadrettet.

Ofte er vi endda også uenige om, hvad sexisme er, og desperation over manglende gensidig forståelse om udgangspunktet koger ud af debatindlæg fra alle kanter. Med afsæt i ordbogen forstår vi i denne leder sexisme som fordom eller diskrimination på baggrund af køn.

Uønsket verbal eller fysisk seksuel opmærksomhed eller direkte seksuelle krænkelser er oplagte eksempler på sexisme, og MeToo blev dét internationale “crack in the ice”, som åbnede til, at erfaringer med kønnede krænkelser i arbejdslivet nu også kan diskuteres i en dansk kontekst.

De igangværende diskussioner om, hvorvidt ansvaret hviler hos offer eller krænker, viser imidlertid også, hvor rodfæstet kønnenes forskellige stilling stadig er i vores samfund. Flere af
de få kvinder, som indtil videre har turdet stå frem, er blevet udskammet i mediemøllen og bebrejdes, at de ikke tids nok fik sagt fra. For mange er der dog meget mere på spil end offentlig
udskamning, idet karriere, indtægt og derved livsmuligheder kan forsvinde mellem hænderne på den kvinde (eller mand), som siger fra over for ledere eller kollegers krænkende
adfærd på jobbet.

Initiativtagerne til underskriftsindsamlingen om sexisme på universiteterne oplevede, at overraskende mange genkendte problemet, men ikke turde skrive under af frygt for, at det vil gå ud over ansættelses- og karrieremuligheder i academia.

Andre lod være, fordi det brede sexismebegreb bragte dem i tvivl om, hvad de skrev under på at have været direkte vidne til.

Nogle udtryk for sexisme er lette at identificere og vanskelige at bagatellisere. Gramseri og liderlige sms’er er guf for pressen, og det individualiserede fokus kan friste på ledelsesgangen, idet man kan identificere en krænker og vise handlekraft.

Mere kompliceret bliver det, når sexismen er flyttet ind i organisationsstrukturer og normaliseret kulturelt. Universiteternes arbejdsmiljø og ansættelsesvilkår giver gode trivselsbetingelser
for denne mere skjulte sexisme. Fra forskningen ved vi, at folk i usikre ansættelser oplever flere krænkelser end fastansatte og samtidig er mindre tilbøjelige til at reagere på dem.

Over halvdelen af VIP’erne er midlertidigt ansat, og der er hård konkurrence om de faste stillinger, hvorfor det er vanskeligt for disse medarbejdere at sige fra. Mange er i forskellige former
for afhængighed i den hierarkiske og undertiden stærkt uformelle kultur, som åbner og lukker døre til stillinger, forskningsprojekter og midler. Uigennemsigtige karriereveje, uformelle
privilegiestrukturer og subtilt virkende magtmekanismer udgør således et perfekt klima for en sexistisk kultur i et miljø, som er lille nok til, at sladder kan vandre fra universitet til universitet.

Her gør man klogt i at se igennem fingre med kønnet forskelsbehandling og diskrimination.

Vil vi sexismen til livs, er vi nødt til at bruge vores alsidige analytiske kapacitet til at udforske årsagssammenhænge bag synlige og usynlige sexistiske mekanismer på spil i vores arbejdsliv, hvoraf nogle er overodnet indlejret i den måde, universiteterne styres og finansieres på, mens andre kan og skal håndteres lokalt.

Målet er at fjerne kønnede sorteringsmekanismer og i stedet skabe lige deltagelsesbetingelser.

Der er et stykke vej, menhey – lad os starte i dag.