Onlineundervisning efter panikken

Onlineundervisning er på få uger gået fra at være en mulighed til at være en bydende nødvendighed. Undervisere på alle niveauer af uddannelsesspektret er med coronakrisen blevet kastet hovedkulds ud i øvelsen at udskifte fysisk tilstedeværende undervisning med en internetbaseret fuldgod erstatning.

Og i sådan en proces findes der næsten kun et naturligt første stadie: panik.

“På AU fik man fra den ene dag til den anden at vide: Fra i morgen er al undervisning online. Og den første fase var helt klart, hvad man kunne kalde panikundervisning: Hvilke programmer kan jeg bruge, hvordan deler jeg link, hvordan med kamera og mikrofon? Al fokus har været på teknologien, tabet af ens undervisningsrum og en følelse af at være på pædagogiskdidaktisk udebane”.

Sådan fortæller Rikke Toft Nørgård, lektor ved Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier på AU, der selv både praktiserer og forsker i onlineundervisning, og som i disse tider har travlt med at yde aktiv førstehjælp til kolleger.

Nu er panikken imidlertid ved at have lagt sig rundtomkring på hjemmearbejdspladserne, og det giver luft til at tage næste skridt, hvor det ikke bare handler om at få gennemført undervisningen online, men om at gøre det på en meningsfuld måde.

“Vi er forbi der, hvor øverste sætning på huskelisten er: password, kamera, skærmdeling og slides. I stedet begynder vi at bevæge os ind i det it-pædagogiske og it-didaktiske felt. Det er her, man eksempelvis begynder at interessere sig for, hvordan den gode dialog fungerer i Zoom med aktiv lytning, turtagning og tavshed”, siger hun.

Lang tids forberedelse

En af de vigtige konstateringer, hun selv har gjort, er, at onlineundervisning kræver længere tids forberedelse end i et normalt undervisningslokale.

“Når jeg er online, bruger jeg mere tid, før undervisningen går i gang. Til gengæld kan jeg godt sige: Nu går I ud i grupper 45 min. og arbejder med det her. Og så kan jeg spise morgenmad eller gå en tur med hunden”.

Den grundige forberedelse skyldes, at onlineundervisning kræver en mere detaljeret køreplan med præcise anvisninger for, hvad der skal ske hvornår og hvordan, fordi tingene ikke giver sig selv på samme måde som i det fysiske undervisningslokale. Derfor gør man det – med et udtryk lånt fra filmens verden – at man “scripter” sin undervisning.

“Man er nødt til at have scriptet sin undervisning: Først underviser jeg sådan, så skriver vi sammen her, så beder jeg de studerende trykke på et link, og vi går sammen derhen og arbejder, så tager vi efterfølgende en opsamling, hvor jeg spørger om det her, og vi bruger det her program til at svare i og så videre. Hvor mange undervisere kører den gode onsiteundervisning på rygraden, så har man i onlineundervisning brug for en ny rygrad og en bageopskrift for, hvilke ingredienser man skal bruge, og i hvilken rækkefølge de skal bringes i anvendelse. At scripte er et eksempel på overgangen fra panik og teknik til it-didaktik og egentlig onlineundervisning”.

Én ting ad gangen

Det første, man ifølge Rikke Toft Nørgård skal gøre sig klart som underviser, er, at onlineundervisning ikke bare er undervisning med strøm til.

“Det er en klassisk fejl at tænke: O.k., nu skal jeg bare have sat strøm til den her forelæsning. Det betyder ikke, at den gode onsiteforelæsning er dårlig. Men der skal mere til end at dele sine slides og tale hen over det”, siger hun.

Løsningen ligger dels i at tænke didaktisk med de værktøjer, der kan bruges til at skabe meningsfulde dialoger og interaktioner, dels i underviserens kreativitet i forhold til at tilrettelægge onlineundervisningen, så den engagerer og aktiverer deltagerne. Men til det hører også et forbehold. Udforskningen af onlineundervisningens muligheder skal nemlig ske med en vis tålmodighed.

“En ting, jeg altid siger til undervisere, der har bevæget sig fra panik til overlevelse, er: Prøv én ny ting hver gang – ikke ti. Fortsæt med det, der virker godt, og byg ovenpå. Det virker sjældent godt, hvis man ikke ved, hvad man vil, eller gør en masse nyt på en gang. Find ud af, hvad der virker for dig, hvordan det virker, og hvorfor det virker. Samtidig er det en god itdidaktisk øvelse at stille sig selv: Hvis jeg kun skal prøve én ny ting hver gang, hvad skal det så være? Hvad skal de studerende opleve i undervisningen og hvorfor?”

Didaktisk genfødsel

Som forsker i digital undervisning har Rikke Toft Nørgård selvsagt haft enormt travlt, siden universiteterne fysisk blev lukket midt i marts. Men selv om baggrunden er trist, kan hun godt glæde sig over det momentum, onlineundervisningen har fået.

“Der er faktisk en enorm kreativ grøde blandt undervisere. De er fulde af gåpåmod, nysgerrighed og eventyrlyst. Nu opdager de alle mulige værktøjer og spørger: Hvorfor har ingen fortalt mig om alt det her før?”

Selv om onlineundervisningen under coronakrisen er en nødvendighed og en overlevelsesøvelse for underviserne, så rummer den også muligheder og potentialer, der ikke ligger i traditionel undervisning. Hun nævner som eksempel, hvordan man langt lettere kan invitere interessante gæsteforelæsere eller andre eksterne ind i et undervisningsrum online, eller hvordan man kan vælge at tage undervisningen ud i det åbne gennem diskussioner med omverdenen og forskningsfællesskaber online.

“Det kræver eksperimenter, udforskning, kritisk refleksion. Hvad er det, de studerende skal opleve, og hvad vil man gerne have dem til at gøre? Måske oplever man, at de studerende fungerer enormt godt under en undervisning – eller det modsatte – og hvorfor sker det så? Der er en masse fine, it-didaktiske spørgsmål, der dukker op – spørgsmål, vi næsten har glemt at stille. Jeg lærer også bunkevis lige nu”.