Månedens foto: Strålende fremskridt med grå skygger

”De skabte den genopladelige verden”. Sådan lyder overskriften til pressemeddelelsen, der annoncerede årets vindere af Nobel Prisen i fysik: John Goodenough, Michael Stanley Whittingham og Akira Yoshino. De tre forskere får prisen for at have opfundet lithium-ion batteriet og dermed, som det hedder i præsentationen, tilvejebragt mulighederne for et trådløs og fossil-brændstoffrit samfund.

Skabelsen af lithium-ion batteriet kan nærmest ses som en tretrins raket. Under oliekrisen i 70’erne lagde Stanley Whittingham grundlaget, da han opdagede det ekstremt energirige materiale titaniumdisulfid, som han brugte som katode i et batteri. Det udviklede John Goodenough videre på i 1980, da han udskiftede titaniumdisulfid med koboltoxid, hvilket øget kraften betragteligt. Batteriet blev endeligt stabiliseret og gjort kommercielt anvendeligt af Akira Yoshino, der fandt på at bruge petroleumskoks som anode i stedet for metallisk lithium, som var udgangspunktet fra Whittingham.

I 1991 kom lithium-batteriet på markedet første gang, og siden har det været en afgørende faktor bag udbredelsen af mobiltelefoner, bærbare computere, trådløst værktøj, elbiler og cykler, og formentlig vil det spille en hovedrolle i den grønne omstilling, verden i disse år forsøger at løbe i gang.

Men som bekendt har medaljen en bagside, selv når det gælder en så godgørende opfindelse som det genopladelige batteri. Og skyggesiden af lithium-ion batteriproduktionen gør sig desværre stadig gældende. Det handler om metallet kobolt, som er en vigtig ingrediens. Mere end 60 procent af verdens kobolt kommer fra det såkaldte ’Kobberbælte’, i den sydøstlige del af Congo. Her udvindes kobolt dels i miner, der typisk drives af udenlandske firmaer, dels af individuelle minearbejdere, der på egen hånd graver i tidligere industridrevne miner, udvasker kobolten og sælger det til opkøbere i såkaldte ”buying houses”, hvorfra det opkøbte kobolt udskibes typisk til Kina for videre forarbejdning. Arbejdet foregår fuldstændig uformelt og ukontrolleret, hvilket betyder, at der også er mange børn og helt unge i den løse arbejdsstyrke, der ud fra nogle estimater skal tælles i hundrede tusinder, hvoraf børnearbejderne skal tælles i titusinder. Dertil kommer de sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger omkring arbejdet, som er næsten ikke-eksisterende.

For to år siden gjorde en rapport fra Amnesty International opmærksom på problemet, og siden er det blevet dokumenteret både af medier og af andre NGO’er. Firmaer som Tesla og Apple hævder, at de ikke aftager ”uetisk” kobolt, men andre kilder siger, at det er meget svært for virksomhederne at gardere sig, fordi kobolten både fra den formelle og uformelle mineindustri i Congo blandes på ukontrolleret og uigennemskuelig vis.

Whittingham, Goodenough og Yoshino kan naturligvis ikke bebrejdes den måde, der i dag kapitaliseres på deres opfindelse. Men når vi fejrer videnskaben og de teknologiske fremskridt, er det måske rimeligt at minde os selv om, at der skal ryddes op efter festen.