Hvad måler Læringsbarometret egentlig?

Den 20. oktober 2020 modtog 186.000 studerende et spørgeskema pr. mail fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Spørgeskemaet Læringsbarometer har til formål at “måle de studerendes oplevelse af læringsmiljøet” på deres uddannelsessted og deres læringstilgang.

Ministeriet ønsker ikke bare at sætte fokus på kvalitet og kvalitetsudvikling på de danske videregående uddannelser, men også at gøre en del af uddannelsesinstitutionernes grundtilskud afhængig af resultaterne fra Læringsbarometret.

På én gang er der således tale om et motivationsfremmende tiltag, der skal få uddannelsesinstitutionerne til at stramme sig an og sætte nye mål i forsøget på at øge kvaliteten af de danske uddannelser, og om en større indhøstning af data fra de studerendes selvangivelser. Ministeriet gennemfører den storstilede undersøgelse hvert andet år.

Alt handler om læring – men læring er et ord tømt for indhold

Læringsbarometer, læringsmiljø, læringstilgang … Man skal have sovet gevaldigt i timen, hvis man ikke har opdaget, at læring er blevet yndlingsordet inden for uddannelsesplanlægning og –politik. Det lille positive ord defineres aldrig, men kan tilsyneladende kobles til hvad og hvem som helst – herunder mål og styring i form af “læringsmålstyring”.

Man vil altså måle “uddannelseskvalitet” via “studerendes oplevelser”. Lad os se lidt nærmere på, hvad det så er, de studerende skal svare på og gradbøje med diverse personlige vurderinger af positiv og negativ art hvad angår enighed eller uenighed. Læringsbarometrets første “Indikator” betitles: “Spørgsmål under dimensionen “Læringsmiljø””. Her falder der udsagn af typen: “Jeg er klar over, hvad jeg forventes at lære”, “På min uddannelse får jeg positiv feedback på det, jeg laver” og “Uddannelsen har givet mig fornemmelse af, hvordan fagpersoner arbejder på området …”.

Den anden “Indikator” drejer sig om “Spørgsmål under dimensionen “Læringstilgang””. Her møder man statements som: “Jeg yder en stor indsats på min uddannelse”, “Jeg planlægger min studiehverdag for at kunne udnytte tiden bedst muligt” og “Jeg har tit svært ved at huske, hvad jeg skal lære”.

Her må det være på sin plads at minde om, at vi taler om universitetsuddannelser, dvs. den højeste grad af åndsvirksomhed i det vidtstrakte uddannelseslandskab, og her skal de studerende åbenbart nøjes med at svare på formelle, studielavpraktiske, indholdsindifferente og motivationspsykologiske spørgsmål. Alt hvad der kunne lugte af nye indsigter, dannelse, produktive tankeforstyrrelser, eksistentielt rystende erkendelsesspring eller agtelse for forskningsbaseret viden og tænkning, er pist væk. I praksis betyder det, at ministeriet intet som helst får at vide om de kvaliteter, som burde udmærke et universitet, kun om “brugernes” vilkårlige oplevelser af universiteternes “serviceydelser”.

Som man råber i skoven, får man svar; men ministeriets oplevelsesøkonomiske råben producerer blindhed og indskrænkethed, og deres big data mining skævvrider universitetets raison d’être. Millioner af servile svar vil efterfølgende blive ordnet i sirlige kolonner og returneret til offentligheden og institutionerne. Debatten vil sikkert blive bekymret, men den vil aldrig komme til at handle om kvalitet og substans. Men den vil sikkert blive rig på læringstiltag, læringsstrategier og fantasifulde udspil til barometerbaseret læringsoplevelsesøkonomisk målstyring.

Det 21. århundredes uddannelsesomformninger

I 1955 skrev Herbert Marcuse i sin bog “Eros and Civilization”, at der måtte tænkes med psykologiske kategorier, fordi de var blevet til politiske kategorier. I dag må vi konstatere, at de pædagogisk-psykologiske kategorier er blevet til politiske kategorier, hvilket Læringsbarometret er et yderst illustrativt eksempel på. Fra politisk side ønsker man at kunne styre kvaliteten og ikke mindst kvalitetsudviklingen af de videregående uddannelser – og det vel at mærke i en helt anden retning end tidligere. De standardevalueringer, der anvendes på universiteterne, har fokus på at måle de studerendes tilfredshed/utilfredshed med et konkret kursus. Men de såkaldte “research-based inventories”, som Læringsbarometret udspringer af, har fokus på at intervenere i selve undervisningen, således at denne kan underkastes forandringer og forbedringer.

Som styringsteknologi har Læringsbarometret også videnspolitiske kon­sekvenser, idet universitetsundervisning nu for alvor underlægges en pædagogisk-psykologisk vidensregime, der anfægter både indhold og formål med et universitet (at levere forskningsbaseret undervisning indtil højeste videnskabelige niveau inden for sine fagområder). Nu handler det i stedet om at servicere den enkelte studerendes (oplevelse af) læring og kompetenceudvikling. Det er det nye pejlingspunkt for kvalitet.

Dette skift i kvalitetsmålingernes evalueringsdesign kan kobles direkte til den politiske kategori employability, der siden begyndelsen af 1990’erne har skabt et individualiseret forhold mellem “work, competence and learning”. Den studerende skal gennem sin læring og kompetenceudvikling øge sin employability, og derfor er universiteternes undervisningspraksis de senere årtier gradvist blevet ændret, så den nu først og fremmest understøtter den studerendes individuelle læring gennem undervisning. Læring ækvivalerer her understøttelsen af den studerendes forståelse gennem “teaching for understanding”. Men forståelsen er kun noget værd, hvis den gør den studerende jobrelevant og ansættelsesværdig.

Procesfærdigheder er blevet vigtigere end studieindhold

Når formålet med en universitetsuddannelse således omformes gennem et pædagogisk-psykologisk vidensgrundlag, der begrunder sit virke i nødvendigheden af, at den enkelte skal kunne håndtere en stadigt stigende kompleksitet i verden, fornemmer man, hvordan rammeværket for skabelsen af “21st Century Skills” spøger i kulissen.

Der sker et radikalt skifte fra “instructing for content” til “coaching for process skills”. Derfor sættes der fokus på en studentercentreret tilgang, der gør den studerendes selvrapporterede “understanding” til den privilegerede indikator for uddannelseskvalitet.

Som universitetsundervisere tvinges vi – mere eller mindre umærkeligt – til at sørge for, at den studerende kan gøre det ukendte kendt – kendt som “noget”, der har værdi på fremtidens arbejdsmarked. Det er denne “kvalitet” ved de videregående uddannelser, som Læringsbarometret skal understøtte. Og det er derfor, landets 186.000 studerende afkræves data af ministeriet.