Jordens blodtryk stiger – og vi er nødt til at handle NU

I 1802 sled den tyske videnskabsmand Alexander Homboldt sig op af den udslukte vulkan Chimborazo i Ecuador. 

Da han nåede toppen mere end 6000 meter over havets overflade og spejdede ud over naturlandskaberne under sig, fik han en åbenbaring: 

Naturen er ikke et lokalt, afgrænset fænomen, men et vidt forgrenet netværk af processer og systemer, der hænger sammen og påvirker hinanden på kryds og tværs. 

Som en af de første videnskabsfolk argumenterede Humboldt for, at kloden er en levende organisme, hvor selv den mindste lille del er ”med i den enorme kæde af årsager og virkning”, som han formulerede det. 

Kloden er en kompleks helhed

Den tyske videnskabsmands erkendelse af, at Jorden består af et komplekst økosystem, hvor interaktionen mellem livet på jorden og klimaet har bestemt klodens overordnede miljøtilstand i over tre mia. år, vækker stor genklang i dag. 

Ikke mindst hos Katherine Richardson, der er professor i biologisk oceanografi ved Københavns Universitet. 

Hun har brugt store dele af sin fire årtier lange forskerkarriere på at se Jorden som et komplekst system og på de interaktioner, der foregår mellem fysik, biologi og mennesker – og ikke mindst, hvordan dette sammenspil bidrager til forholdene på jorden. 

"Kloden hænger sammen. Så simpelt kan det siges. Og hvis vi kun ser på delene, kan vi ikke gøre noget ved helheden," siger hun. 

Vores økosystem, som vi er en del af, er et komplekst adaptivt system. Interaktionen mellem energibalance – dvs., hvor meget energi, der kommer fra Solen – og de ikke-levende dele af jorden samt de levende dele af jorden, altså biodiversiteten, bestemmer forholdene på vores blå planet, forklarer Katherine Richardson. 

Jorden er mere svækket end nogensinde

Siden den tyske videnskabsmand Alexander Homboldt fik sin åbenbaring om klodens kompleksitet på toppen af et bjerg i Ecuador for mere end 200 år siden, er menneskets påvirkning af klodens interne økosystemer blevet så massiv, at vi nu kan ændre levevilkårene på Jorden. 

"Vi ved med sikkerhed, at vi kan trives under de nuværende forhold på kloden. Faktisk mener antropologer, at det forholdsvist stabile klima, som har kendetegnet kloden de sidste 12.000 år, er årsagen til, at vores art har kunnet stortrives."

"Vi ved ikke med sikkerhed, at vi kan trives under andre forhold. Derfor vil det også være torskedumt at ændre på de levevilkår, som vi ved, er succesfulde for vores arts overlevelse. Men det er vi altså godt i gang med," siger hun.

Katherine Richardson har stået i spidsen for et internationalt forskerhold, der har defineret i alt ni planetære systemer eller processer, som er afgørende for Jordens samlede klima- og økosystem. 

Ud fra disse ni systemer har forskerholdet defineret ni planetære grænser, der påviser, hvordan menneskets massive påvirkninger i de seneste ca. 100 år har forstyrret samspillet mellem geosfæren og biosfæren, så Jorden er mere svækket end nogensinde. 

De planetære grænser omfatter ni områder:

1. klimaforandring,
2. arealanvendelse,
3. biodiversitet,
4. udslip af kvælstof og fosfor,
5. ferskvandsforbrug,
6. forsuring af havene,
7. aerosoler (partikler) i atmosfæren,
8. nedbrydning af ozonlaget samt
9. nye menneskeskabte stoffer, der truer miljøet. 

De planetære grænser overskrides

Da Katherine Richardson og hendes kollegaer udgav den første rapport om de planetære grænser i 2009, var to ud af de ni planetære grænser overskredet. 

Et opfølgende studie fra 2015 påviste, at fire ud af ni grænser var overskredet, og da forskerholdet i september 2023 udgav den seneste opdatering af studiet i det videnskabelige tidsskrift Science Advances, var grænserne overskredet for seks af de ni planetære systemer. 

Udviklingen går med andre ord i den forkerte retning. Og selvom det ikke er ensbetydende med dommedag, at seks ud af ni planetære grænser er overskredet, er det et stærkt advarselssignal, forklarer Katherine Richardson. 

"De planetære grænser er et videnskabeligt forsøg på at definere, hvor meget vi kan tillade os at påvirke de ni forskellige processer i jordens økosystem uden at vi løber en væsentlig risiko for at ændre levevilkårene på Jorden. Man kan også se på dem som hastighedsbegrænsninger. Og lige nu kører den negative påvirkning altså langt over det tilladte," siger hun og slår hovedet på sømmet:

"Det kan lidt sammenlignes med blodtrykket i en menneskekrop. Forhøjet blodtryk er ikke ensbetydende med, at man med sikkerhed får et slagtilfælde og dør, men det øger risikoen for det. Derfor bør vi også sætte endnu mere målrettet ind for at mindske blodtrykket på de kritiske dele af Jordens økosystem."

"Vi er nødt til at klø på"

De planetære grænser er dog netop dét – grænser. Ikke tærskler eller tipping points, som udløser en øjeblikkelig katastrofe øjeblikket, vi overskrider dem, slår Katherine Richardson fast. 

Og det er muligt med politisk handling og internationalt samarbejde, at rykke klodens komplekse økosystemer tilbage på den rigtige side af grænsen. 

Det beviste vi allerede i 1990’erne, da det blev besluttet at udfase ozonlagsnedbrydende kemikalier og dermed sætte en stopper for at det farlige ozonhul blev større. 

På samme måde er målet om at holde de globale temperaturstigninger på mellem 1,5-2,0 grader et godt eksempel på, at der aktivt sættes ind for ikke at overskride de vitale planetære grænser yderligere. 

I hvert fald på papiret. For ét er politiske mål, noget andet er konkret handling. Det sidste går stadig alt for langsomt, mener Katherine Richardson. 

"Vi der nødt til at klø på. Jo hurtigere, jo bedre. Ingen af os ved, hvor lang tid vi har til at få løst udfordringerne. Og jeg er oprigtigt bange for, at den hastighed, vi bevæger os med ift. den grønne omstilling, er alt for langsom."

"Når jeg fx læser, at der har været et uhørt spring i de globale havtemperaturer i 2023, frygter jeg, at vi har endnu mindre tid, end vi tror," siger hun og fortsætter:

"Jeg hører til dem, der gerne ville have haft den grønne revolution i går. Men jeg er blevet så gammel og klog, at jeg ved, at hvis man ikke har en vis procentdel af befolkningen med sig, så kommer der heller ingen revolution. Derfor bliver jeg ved med at forske og råbe højt op om problemerne, så flere forhåbentligt forstår situationens alvor."

Cirkulær økonomi er et must

Til Katherine Richardsons store glæde, er der heldigvis flere og flere, som lytter til, hvad hun og hendes forskerkollegaer har at sige om klodens tilstand – og ikke mindst, de problemer som skal løses. 

"Der er ingen tvivl om, at flere har fået øjnene op for udfordringerne, og at langt flere arbejder aktivt for at gøre noget ved dem – både politikere, virksomheder og ganske 'almindelige borgere'. Og det gør også, at jeg kan bevare en vis optimisme. Men nogle dage, hvor de dårlige tal vælter ind, kan det altså godt være svært at bevare håbet," siger hun. 

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan vi får forvandlet de dårlige tal til gode af slagsen. 

Klodens problemer kan ikke løses med et enkelt snuptag, det siger næsten sig selv. Men et vigtigt skridt på vejen mod en mere bæredygtig klode er en mere cirkulær økonomi, slår Katherine Richardson fast. 

"Naturen har klaret sig i et lukket system i 3,5 mia. år ved at lave en perfekt cirkulær økonomi. Der er ingen affald i den økonomi. Grundstofferne bliver til træer og planter, som bliver nedbrudt, og så starter hele cyklussen forfra," siger hun

Naturen viser os med andre ord, hvordan man bør klare sig i et lukket system ift. de begrænsede ressourcer, vi har til rådighed. Derfor bør vi også have et økonomisk system, som understøtter de forandringer, vi ved, er nødvendige for klodens sundhed, siger hun:

"Vi forpester Jorden med enorme mængder affald, og jeg mener, at det bør koste at producere affald. På den måde kan vi måske kigge ind i en fremtid, hvor affald ikke længere eksisterer. Jeg drømmer om, at børn i 2050 ikke aner, hvad affald er."

Teknologier må aldrig stå alene

Katherine Richardson er ikke ene om at slå et slag for en cirkulær økonomi.  

I bestselleren ‘Doughnut økonomi’ skitserer den britiske økonom Kate Raworth om et bæredygtigt økonomisk system, der tager udgangspunkt i de planetære grænser, Richardson og resten af forskergruppen har defineret.

FN’s 193 medlemslande vedtog i 2015 de 17 verdensmål. De udgør Doughnut-modellens sociale fundament. Målet er at bevæge den globale økonomi ind mellem fundament (verdensmål) og loft (planetære grænser).

Du kan læse mere om doughnutøkonomi her.

Teknologier til at fremme den grønne omstilling bliver i disse år også fremhævet som en vigtig redningsplanke for jordkloden. Men selvom grønne teknologier råder over et potentiale, så må de aldrig stå alene, slår Katherine Richardson fast. 

"Teknologi kan hjælpe os med at bruge ressourcerne mere effektivt, men de løser ikke det overordnede problem med jordens knappe ressourcer. Hvis vi sætter for meget af vores lid til teknologier, skubber vi de reelle problemer foran os, indtil det er for sent at løse dem," siger hun. 

Grund til forsigtig optimisme

Der er brug for reelle adfærdsændringer og et paradigmeskift ift. den måde vi forbruger og forvalter vores klode på. 

Katherine Richardson kalder dette skift i, hvad der er socialt acceptabelt, for ‘sociale tipping points’ og nævner rygning som et klart eksempel på, hvordan noget er gået fra at være socialt acceptabelt til uacceptabelt på få årtier. 

Det samme kan siges om elbiler, der i stigende grad vinder frem og i stigende grad giver baghjul til de forurenende benzinbiler. 

"På en god dag føler jeg, at tingene er i forandring til det bedre. Og jeg er grundlæggende forsigtig optimistisk ift. klodens fremtid. Mest fordi, at jeg simpelthen ikke i min vildeste fantasi kan forestille mig, at vi mennesker sætter den enorme viden, vi har opnået om klodens tilstand, til side,” siger Katherine Richardson.

Hun holder en kort pause, inden hun runder talestrømmen af med noget, der lyder mere som en bøn end et faktum:

"Så dumme kan vi simpelthen ikke være."