Emballage: Reduce, reuse, og derefter recycle gælder stadig

Forbruget af emballage er knyttet til resten af vores materielle forbrug. Det fungerer som et godt eksempel på væksten i den periode, der ofte refereres til som ’Den store acceleration’ – tiden efter anden verdenskrig, hvor nye teknologier revolutionerede dagligdagen i specielt den vestlige verden (1).

Øget velstand og ressourcetræk har gået hånd i hånd siden i en sådan grad, at vi i dag overforbruger jordens ressourcer i et tempo, der skal ændres, hvis vi ikke vil ende i en situation, hvor de naturlige systemer bryder sammen (2). 

En central del af vores voksende forbrug kan knyttes til emballage. Emballage bruges typisk til fem forskellige formål: pakning, beskyttelse, håndtering, levering fra producenten til forbrugeren samt præsentation af varer.

Derudover kan emballage inddeles i kategorierne primær, sekundær og tertiær.

• Primær emballage er i direkte kontakt med produkter som fx en flaske. 
• Sekundær emballage bruges bl.a. til at koble flere eksemplarer af et produkt sammen som fx en ’sixpack’ af flasker.
• Tertiær emballage er ofte transportemballage såsom dén plast, der holder en stor mængde sixpacks sammen på en palle.

Vejen fra naturlige til syntetiske materialer

Hvor man tidligere anvendte naturlige materialer som blade, bark eller skind til emballage og senere forarbejdede emballager af ler, glas, træ og plantefibre, anvender vi i dag i stigende grad syntetiske materialer – herunder plast (3).

Emballage udgør næsten 40 pct. af plastforbruget i dag, hvor vi i 1950 stort set ikke anvendte plast i dagligdagen (4).

Den voksende globalisering afstedkommer et øget forbrug af emballage, i takt med at flere varer transporteres oftere på tværs af regioner. 

Man kan i dag til enhver tid købe eksotiske frugter i danske supermarkeder, hvilket kun er muligt, fordi udbuddet af emballage er blevet så stort. Samtidig bliver det meste emballage kun brugt en enkelt gang og har derfor en kort levetid.

Dette afstedkommer produktion af store mængder affald. Fordelt på EU-borgere udgør omfanget i gennemsnit 186,5 kg emballageaffald i 2022. 

Den største part af dette affald består af papir og pap, som udgør næsten 41 pct. af den samlede mængde. Derefter kommer plast med næsten 20 pct. efterfulgt af glas og træ (5). 

Udfordringen ved engangsemballage

To centrale udfordringer ved engangsemballage er ressourceforbruget og affaldsproduktionen. Statistikker fra Miljøministeriet viser, at over 1 mio. ton emballagemateriale kom ind på det danske marked i 2022 (6).

Dette omfatter primær og sekundær emballage til forbrugsvarer (47 pct.) og tertiær emballage til transport af varer (53 pct.). 

Denne fordeling fremhæver de udvidede forsyningskædeproblemer, der er forbundet med emballage, og udfordrer den almindelige opfattelse af, at dette primært er et forbrugerproblem.

En betydelig del af emballagematerialet ender som affald i løbet af relativt kort tid, og der er en stor kløft mellem den mængde emballage, der produceres, og den mængde, der genbruges.

I Danmark er den samlede mængde emballagemateriale, der indsamles til genanvendelse, 73 pct., men pga. faktorer såsom systemtab og urenheder bliver kun 65 pct. genanvendt. Der er dog betydelige forskelle mellem materialerne. 

Plast har den laveste indsamlingsgrad (51 pct.) og den laveste genanvendelsesgrad (23 pct.).

Selv om dette tal er stigende, er der stadig lang vej til at nå EU's genanvendelsesmål på 50 pct. i 2025.

Emballagen skaber indbyrdes forbundne problemer

Forbruget af emballagematerialer medfører betydelige miljø- og ressourceudfordringer. Den plast, der bruges til emballage, medfører mange indbyrdes forbundne problemer i forbindelse med klimaforandringer, kemikalieforbrug og forurening.

Fra et produktionsperspektiv er plast afhængig af fossile ressourcer på to måder. Fossile ressourcer – olie, gas eller kul – fungerer både som energi og kulstof i produktionen af plast, hvilket resulterer i udledning af drivhusgasser. 

Desuden viser en nylig rapport fra PlastChem (7), at plast indeholder over 16.000 kemikalier, hvoraf mere end 10.000 mangler omfattende fareoplysninger, og kun en lille del (6 pct.) er underlagt global regulering.

Derfor er der store huller i vores viden om de kemikalier, der bruges i plast, og deres indvirkning på økosystemer. Derudover fører vores stigende brug af plast til både tilsigtede og utilsigtede lækager til miljøet.

Tilsigtede lækager dækker over uhensigtsmæssig bortskaffelse eller håndtering af plastaffald, fx deponering eller direkte dumping af affald i havet. 

Lækager af plast ud i miljøet, som er utilsigtede, kan være syntetiske fibre fra vask af tekstiler eller gummipartikler fra bildæk.

Hvis eksemplet blev udvidet til at omfatte alle materialer, der anvendes i engangsemballage, ville miljøpåvirkningen og ressourceineffektiviteten i forbindelse med emballage være endnu større.

Cirkulær økonomi som løsning?

Der er flere måder at tackle den ineffektive brug af ressourcer til emballage på. Et løsningsforslag er at gå over til en mere cirkulær økonomi, som EU er fortaler for.

Den cirkulære økonomi sigter mod at bruge materialer effektivt og minimere affald ved at reducere materialeforbruget og holde ressourcerne i økonomien i længere tid. 

De vigtigste cirkulære strategier omfatter:

• Forlængelse af produkters levetid
• Fremme og muliggøre reparation
• Genbrug og deling
• At implementere nye designprincipper, der reducerer materialeforbruget og forbedrer genanvendeligheden

På et generelt plan bevæger EU sig gradvist mod større cirkularitet. Det Europæiske Miljøagentur har fx rapporteret om en øget gennemsnitsalder for biler og en stigning i brugen af delecykler (8).

Der er dog stadig udfordringer mht. emballage og emballageaffald. Samlet set genanvendes ca. 65 pct. af den emballage, der kommer ind på EU-markedet.

Det understreger et presserende behov for at forebygge og reducere brugen af og affaldet fra emballagematerialer.

Hvorfor bruger vi så meget engangsemballage? 

Engangsemballage af plastik, pap, papir osv. er tæt vævet ind i vores hverdag.

En tur i den lokale dagligvarebutik med hylder fyldt med dåser, papæsker med morgenmad og farverige beholdere med alt fra vaskemiddel, snacks og til legetøj kan bekræfte dette. 

Det er der flere grunde til.

Emballager produceres med forskellige formål, hvor holdbarhed og hygiejne er centralt. Fx kan mange typer engangs-primæremballage forsegles lufttæt og dermed øge fødevaresikkerhed og holdbarhed. 

Ofte kædes engangsprodukter sammen med sterilitet og mindsket risiko for krydskontaminering, da disse ikke skal indgå i et system, hvor der er risiko for forurening.

Ud over disse funktioner tjener primær- og sekundæremballagen, altså produktets tætteste indpakninger, også andre essentielle formål, herunder at informere om produktets indhold, udløbsdato, bortskaffelse og miljøcertificeringer.

For producenten, distributøren og forhandleren har engangsemballage af plast, fibre eller pap/papir ofte lavere produktionsomkostninger end flergangsprodukter (9). Plast er fx let formbart og kan derfor anvendes til mange formål. Fordi råmaterialet er billigt, er det ideelt til produktion i stor skala.

For forbrugeren rangerer bekvemmelighed højt. Emballage, som er designet til at blive brugt én enkelt gang, gør det nemt at købe, transportere og bortskaffe varer i en travl hverdag. Dette gælder især for fødevarer som takeaway og drikkevarer.

Kan vi forstå forbrugeren?

Generelt set er der blandt befolkningen kendskab til og bekymring for miljøkonsekvenserne associeret med fx engangsplast. 

På trods af dette ved vi fra miljøpsykologien, at en bred vifte af faktorer er afgørende, når vi prøver at forstå forholdet mellem, hvad folk siger, at de gerne vil, og hvad de faktisk gør.

Tre faktorer fremhæves i forskningslitteraturen som værende helt afgørende for, hvorfor engangsemballage trumfer intentionerne og det faktiske valg af potentielt mere bæredygtige alternativer: de opfattede fordele, forbrugsvaner og situationsbestemte faktorer (10).

Det er vigtigt at understrege den kontekstuelle og strukturelle betydning, der skaber rammerne for forbrugernes reelle forbrugsmønstre.

Dette gælder bl.a. økonomiske incitamenter for borgere til at til- eller fravælge særlige emballagetyper, udvalg og tilgængelighed mv.

Hvis man ønsker at drive en omstilling af forbruget, er det afgørende, at alle samfundsaktører fra beslutningstagere, producenter, forhandlere, videnskaben og til den brede offentlighed kommer i spil.

Dette for at sikre en fælles retning, og ikke mindst at ansvaret for forbruget ikke pålægges borgerne. 

Ikke blot skifte ét materiale ud med et andet

En af de mest effektive måder at reducere de negative konsekvenser af den nuværende emballagebrug på er ganske simpelt at bruge mindre. 

At reducere emballageforbruget har potentiale til både at skåne de ressourcer, der kræves i produktionen, og at mindske de negative konsekvenser for klima, miljø og biodiversitet.

Dette skal naturligvis gøres på et videnskabeligt grundlag, der sikrer, at vi ikke blot skifter ét produkt eller materiale ud med et andet, som måske har samme eller større negativ påvirkning et andet sted i værdikæden. 

Da emballageforbruget er fordelt mellem virksomheder og forbrugere, er der nogle åbenlyse mulige reduktionsveje at finde her. 

Nye forretnings- og ejerskabsmodeller

På et overordnet niveau kan en materialereduktion opnås ved enten at fjerne eller genbruge eksisterende emballage. 

Set fra et virksomhedsperspektiv kan det indebære redesign af emballageprodukter og udvikling af nye forretnings- og ejerskabsmodeller, herunder infrastruktur og nye leveringsmetoder.

Virksomheder kan fx fjerne overflødig eller ikke-genanvendelig emballage (både i B2B-forhold og hos forbrugerne), udvikle genopfyldningsstationer eller overgå til servicebaserede løsninger.

Set fra et individperspektiv kan man undgå visse former for engangsemballage ved at ændre vaner både hjemme og på farten samt deltage i genbrugsmodeller gennem genopfyldnings- og retursystemer.

Nye EU-regler peger fremad 

For at muliggøre et emballagesystem, der genererer mindre affald, har EU for nylig vedtaget en ny, omfattende emballagelovgivning.

Den trådte i kraft februar 2025 og har til formål at fremme en ”cirkulær, bæredygtig og konkurrencedygtig økonomi” (11).

For at reducere emballageforbruget begrænser lovgivningen visse typer emballage såsom nettene omkring appelsiner og individuelle portioner af shampoo på hoteller. 

Lovgivningen lægger derudover vægt på at undgå unødvendig emballage og minimere dens vægt og volumen, fx ved at undgå ’empty space’ – altså at pakke mindre luft sammen med produkterne.

For at fremme genbrug omfatter lovgivningen krav om genopfyldningsstationer i fødevarebutikker af en vis størrelse.

EU søger at forbedre genanvendelsen ved at pålægge, at al emballage, der markedsføres, skal være genanvendelig, og sætte obligatoriske mål for at inkludere genanvendt materiale i emballagen.

Dette betyder bl.a. en begrænsning af materialer i laminater og øget brug af gennemsigtig (genanvendelig) emballage i frysere (se boks).

Det er vigtigt at slå fast, at det nuværende forbrug af emballage er en uholdbar praksis, der belaster kloden. 

Tiden er inde til at gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen. En tilgang, de nye EU-regler har til formål at fremskynde ved at fokusere på restriktioner for visse typer emballage, især engangsplast.