Tvivlsomme teknologier? Eksperter udpeger fire benspænd for klimamål

I 2025 skal de danske udledninger være reduceret med 50-54 pct. i forhold til 1990. I 2030 skal tallet ligge på 70 pct.

Danmark skal være helt klimaneutral senest i 2045 og et klimapositivt samfund i 2050 med reduktioner på 110 procent.

Det kræver mange store forandringer af både adfærdsmæssig, politisk og teknologisk karakter, hvis Danmark skal nå sine ambitiøse klimamål og -forpligtelser.

DM Bio har talt med fire eksperter om fire afgørende teknologier og tiltag til at nå vores klimamål – og bedt dem redegøre for de benspænd, der lige nu forhindrer os i at komme over målstregen.

1. Misforståelser og mangel på anlæg bremser biokullets klimapotentiale

Med landbrugsaftalen fra 2021 besluttede regeringen, at pyrolyse og produktion af biokul skal være et centralt virkemiddel til reduktion af landbrugets udledninger af klimagasser.

Ifølge en rapport fra CIP-fonden er der tilstrækkelig restbiomasse tilgængelig til at kunne nedbringe landbrugets CO₂e-udslip med to mio. ton, hvilket vil få os i mål med landbrugsaftalens målsætning.

”Biokul er klimaets schweizerkniv. Det har så mange anvendelsesmuligheder, og potentialet er enormt stort,” siger Henrik Ingermann Petersen, seniorforsker i geoenergi og -lagring ved GEUS og en af landets fremmeste eksperter inden for biokul.

Men der skal fjernes flere barrierer, hvis vi skal indfri biokuls potentiale:

”Det største benspænd er at få anerkendt biokul som et middel til at langtidslagre kulstof. Der eksisterer stadig mange forskellige opfattelser af biokuls holdbarhed i jorden, som bremser udviklingen,” siger Henrik Ingermann Petersen.

Hvor stabilt er kulstoffet?

Den største diskussion går på, om biokul er langtidsstabilt nok til at fungere som et middel til at lagre kulstof. Tidligere forskning har vist, at biokul holdt mellem 100 og 1.000 år i jorden, før det blev nedbrudt, og den oplagrede CO₂ igen frigivet til atmosfæren.

Men i januar 2024 udgav Henrik Ingermann Petersen sammen med en række andre forskere en videnskabelig artikel i et internationalt tidsskrift, der sår stærk tvivl om denne påstand.

Artiklen konkluderer, at det tager omkring 100 mio. år at nedbryde halvdelen af det kulstof, som er lagret i biokul, efter at det er spredt ud på landmændenes marker.

”Artiklen viser, at biokul er lig med et velkendt geologisk organisk produkt kaldet inertinit, som i enhver klimakontekst har uendelig stabilitet og derved kan blive anerkendt som middel til at lagre kulstof,” siger han.

Hvor mange anlæg skal der til?

Det leder os videre til de to andre benspænd for biokul: manglende regulering og for få pyrolyseanlæg.

”Der skal gang i både investering og regulering af biokul, hvis teknologien for alvor skal slå igennem. Og hvis vi kan få en EU-regulering for biokul, vil det selvfølgelig være en kæmpe fordel for udbredelsen. Men der er vi altså ikke endnu,” siger han.

Det tredje benspænd er selve pyrolyseanlæggene, som omdanner biomasse til biokul.

Der eksisterer få anlæg i Danmark, og skal biokul gøre en forskel i den grønne omstilling, skal vi op i en ”massiv udrulning af pyrolyseanlæg, før det virkelig batter,” som Henrik Ingermann Petersen udtrykker det.

”Og mindst lige så vigtigt, så skal pyrolyseanlæggene udrulles decentralt. Altså, de skal med andre ord ud at ligge der, hvor biomassen også er – nemlig ude ved landmændene,” siger han.

2. ”Det handler om at have de rigtige træer, de rigtige steder til de rigtige formål”

I kampen for at bremse udledningen af kulstof til atmosfæren er skovene, skovdriften og træanvendelsen effektive våben.

Skovene leverer træ og vedvarende grønne materialer og energi, der ligesom grøn strøm fra sol og vind kan erstatte materialer og energi baseret på fossile brændsler.

Men træer tager tid, og de optager areal. Og det er to af de største benspænd, der eksisterer ift. at få skovrejsning til at virke som værktøj til at nå klimamålene.

Det mener Vivian Kvist Johannsen, professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved KU.

”Vi er nødt til at tænke langt frem og have det lange lys på, når vi udtager arealer til skovrejsning. Og vi skal være modige ift. at sige: Hvad tror vi, at vi får brug for om 20, 50 og 100 år? Klimaeffekten er afhængig af, hvilke formål man ser med skovrejsningen på den lange bane,” siger hun.

Vivian Kvist Johannsen efterspørger en større samlet arealplan for, hvor vi vil lave skovrejsning, hvordan vi konkret vil gøre det – altså hvilke formål skal skovene primært opfylde, og ikke mindst hvordan skal skovrejsningen spille sammen med andre arealer og anvendelser.

Hvorfor har vi ikke vindmøller i skoven?

I Tyskland, Sverige og Finland har man fx i årevis etableret vindmøller i skove. Vindmøllerne kan nemlig bygges så høje, at der ikke er konflikt med træerne i skovene. I Danmark er dette ikke muligt, fordi Skovloven forhindrer, at skovarealer kan bruges til andre formål, herunder bygninger.

Men tiden er til at samtænke flere funktionaliteter på vores sparsomme arealer, mener Vivian Kvist Johannsen.

”Blev det tilladt i lovgivningen at opsætte vindmøller på skovarealer herhjemme, ville det også give incitament for endnu flere til at rejse mere skov,” siger hun.

Seniorforskeren glæder sig over, at der i regeringsgrundlaget fra 2022 er ambitioner om at rejse 250.000 ha ny skov frem mod 2040.

Hvordan kan tilskud booste og bremse skovrejsning?

Skovrejsningen har fået et rygstød i form af den længe ventede Svarer-rapport ’Grøn Skattereform’, hvor alle tre hovedmodeller inkluderer en tilskudsordning til privat skovrejsning for at forøge det danske skovareal i netop den størrelsesorden frem mod 2045.

Svarer-rapporten foreslår, at der konkret skal være et tilskud på 92.000 kr. pr. ha rejst skov. Det er mere end en fordobling af det nuværende støttebeløb til skovrejsning. Og det bremser faktisk skovrejsningen lige nu, vurderer Vivian Kvist Johannsen.

”Alle lodsejere, som har et areal, der potentielt kan etableres skovrejsning på, venter sandsynligvis med at handle, indtil det bliver afklaret, om Svarer-rapporten er en realitet, så de kan få dobbelt så meget i støtte,” siger hun.

3. ”Vi tager de forkerte lavbundsjorde ud”

De kulstofrige lavbundsjorde har de senere år haft politisk bevågenhed, fordi man ved at gøre arealerne våde igen kan reducere landbrugets klimaudledning.

Med landbrugsaftalen i 2021 blev det besluttet, at der frem mod 2030 skal tages 100.000 ha lavbundsjorde ud af drift af hensyn til både klima og miljø.

Nu skriver vi 2024, og blot 187 ha lavbundsjorde er taget permanent ud af drift. Ifølge styrelserne er i alt yderligere 30.000 ha i gang med at blive taget ud af drift.

Desværre er det alt for ofte de forkerte lavbundsjorde, der bliver taget ud. Det fortæller Mogens Humlekrog Greve, professor og sektionsleder på Institut for Agroøkologi ved AU og med i ekspertgruppen for udtagning af lavbundsjorde.

Fordi det er frivilligt at udtage lavbundsjorde, får vi alt for ofte ineffektive ordninger ud af det. Og det er et af de helt store benspænd for indsatsen, mener Mogens Humlekrog Greve.

”Lige nu tegner der sig desværre et billede af, at det alt for ofte er de forkerte lavbundsjorde, vi tager ud. Jeg hører ofte fra konsulenter, at de landmænd, som typisk går med i ordningen, ofte gør det, når deres jorde begynder at blive for våde. Og det er ikke optimalt. De våde lavbundsjorde giver nemlig ikke nær så meget emissionsreduktion som de veldrevne, velafvandede lavbundsjorde. Det er jo de sidstnævnte, vi er interesseret i at få taget ud,” siger han og fortsætter:

Hvor mange penge skal der til?

”Set ud fra et klimamæssigt perspektiv ville det derfor give mening at have nogle faste krav til udtagningen af lavbundsjorde og ikke gå ned ad frivillighedens vej. En løsning kunne være, at staten køber områderne ud fra vurderinger af jordens værdi. Så er der en chance for, at vi kan nå det, inden områderne forsvinder og udleder mio. ton CO₂e op i atmosfæren.”

Af andre benspænd nævner Mogens Humlekrog Greve bl.a. utilstrækkelige tilskudsordninger til landmændene. Tilskuddet på 83.000 kr. er ikke nok til at kompensere landmændene for deres økonomiske tab ved at tage veldrevne jorde ud af drift.

Den sidste store udfordring er at finde erstatningsjord for de lavbundsjorde, der tages ud.

”Hvis alle gårdene i et område er veldrevne, skal man jo have en af gårdene til at sælge jord til den landmand, som tager sin lavbundsjord ud. Man skal altså slagte én gård for at kunne give erstatningsjord til andre gårde. Alternativt skal man købe jord meget langt væk, og det er enormt omkostningsfuldt,” siger han.

Mogens Humlekrog Greve tror godt, at vi kan nå i mål med at udtage 100.000 ha lavbundsjorde inden 2030. Men som han siger det:

”Jeg tror bare, at vi ikke får så meget emissionsreduktion for pengene, som vi kunne have håbet på, fordi vi tager de forkerte jorde ud.”

4. ”Kulstof bliver en mangel­vare på vejen mod klimaneutralitet”

”Mangel på kulstof fra biomasse tegner til at blive en stor udfordring for at nå det langsigtede nettonulmål.”

Sådan lød advarslen i Klimarådets statusrapport fra 2022. Og den holdning deler Uffe Jørgensen, professor på Institut for Agroøkologi på AU.

”Hvor skal kulstoffet komme fra til den grønne omstilling? Det spørgsmål er totalt underbelyst­ i offentligheden. Og det skal der rettes op på, for vi kommer til at få brug for kulstof i en eller anden form, hvis vi skal nå vores mål om klimaneutralitet i 2045,” siger han og slår fast:

”Benspændet er, hvordan vi bedst ruster os til at have kulstofkilder klar til 2045 til de dele af industrien, som ikke kan elektrificeres, fx den kemiske industri, dele af byggesektoren og tekstilindustrien, som hidtil har været drevet af gas og olie.”

Da kulstoffet af gode grunde ikke kan komme fra olie og gas, hvis vi skal leve op til målet om at være fossilfri i 2045, skal kulstoffet enten komme fra biomasse eller fra Direct Air Capture (DAC) – en teknologi, hvor man trækker CO₂ direkte ud af atmosfæren.

Hvor stort er potentialet for kulstoflagring i landbruget?

DAC er stadig en meget dyr og energikrævende teknologi, så det giver stadig mest mening at satse på at få kulstof fra planter – altså biomasse.

Det mener Uffe Jørgensen, der særligt ser et stort potentiale i at tænke kulstoflagring ind i omlægningen af landbruget.

”Vi har aldrig optimeret vores landbrug ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt. Vi har optimeret det ud fra nogle markedsvilkår. Men når vi nu skal have fokus på kulstoffangst, skal vi også begynde at prioritere at dyrke nogle afgrøder, som gror en større del af vækstsæsonen og dermed opfanger mere kulstof,” siger han.

Samtidig skal vi stadig have en høj fødevareforsyning og lægge arealer ud til natur på de mest strategiske steder. Og det er en stor øvelse, indrømmer Uffe Jørgensen.

Der er bare ikke rigtig noget alternativ, hvis vi vil opfylde målet om klimaneutralitet.

”Hvis vi ikke strammer ballerne sammen og får lagt en plan for biomassen, er vi nødsaget til at indhente kulstof via Direct Air Capture, som er meget dyrt og ikke særligt bæredygtigt i store mængder,” siger han.

Efter at artiklen var skrevet, kom den grønne trepart, der berører flere af emnerne i artiklen.