De danske klimamål er uopnåelige uden landbrugets medvirken

Ingen lande har endnu direkte beskattet landbrugets klimaomkostninger, men den danske regering og det danske Folketing kan være på nippet til at gøre noget virkelig banebrydende:

At sætte en pris på de drivhusgasser, der stammer fra landbruget.

Det vil konkret være en pris på landbruget for drivhusgasser fra dyrene, fra gylle og fra gødning.

Den danske regering har af sin egen ekspertgruppe – det såkaldte Svarer-udvalg – fået præsenteret en række afgiftsmodeller.

Modeller, der kan danne grundlag for, hvordan drivhusgasudledninger fra landbruget kan beskattes. En skat, som sigter mod at begrænse drivhusgasser fra en sektor, som både i Danmark og i hele Europa har haft meget svært ved at reducere sine udledninger.

Hvis det lykkes, kan det forhåbentlig inspirere andre lande til at følge trop. Det er et vigtigt skridt, da landbruget og erhvervets arealanvendelse står for omkring 20 pct. af alle drivhusgasudledninger globalt set, og i Danmark forventes landbruget i 2030 at stå for op mod halvdelen af de danske udledninger.

Vi kan sætte en grøn kurs for landbruget

Danmark er godt rustet til at være en frontløber i den klimamæssige omstilling af landbruget.

Mens vi herhjemme skifter til vedvarende energi, omfavner elektriske biler og indfører ambitiøse drivhusgasafgifter for dansk industri, så er fokus nu også rettet mod at få landbrugssektoren bragt på linje med andre sektorer.

Hvis landbrugssektoren ikke opfylder sit mål for reduktion af emissioner, vil det gøre de danske og europæiske klimamål uopnåelige.

Det er almindelig anerkendt, at det at fastsætte en pris på drivhusgasser er et effektivt redskab til at reducere dem.

Så for dem, der bruger meget tid på at lede efter løsninger til at reducere udledninger fra landbrugssektoren, er et hyppigt stillet spørgsmål:

Hvilke andre lande har beskattet drivhusgasser fra landbruget? Indtil videre har kun New Zealands regering kastet sig ud i denne øvelse, men processen er blevet meget stille efter regeringsskiftet i New Zealand i oktober sidste år.

Men en pris på drivhusgasser fra landbruget vil skabe et marked, der giver værdi til klimaløsninger inden for landbruget. Et aspekt, vi hidtil har savnet, og som også forklarer manglen på klimaløsninger for sektoren.

Den danske regering har som en del af regeringsgrundlaget et erklæret mål om at pålægge en afgift på drivhusgasser fra landbruget.

Det er ikke en nem opgave. 60 pct. af Danmarks areal bruges til landbruget, samtidig med at landbrugets andel af de danske drivhusgasudledninger stiger.

Men dette er også en chance for, at dansk landbrug kan få et forspring i at igangsætte den nødvendige omstilling, En omstilling, som resten af europæisk landbrug uundgåeligt vil blive stillet over for.

Det er en mulighed for effektivt at kortlægge udledninger fra landbruget og begynde at træffe investeringsbeslutninger. Beslutninger, der vil bringe landbrugssektoren mod langt lavere drivhusgasudledninger.

Udfordringer ved en skat på emissioner kan overvindes

Om det overhovedet er muligt at beskatte landbrugsemissioner, har udgjort en stor del af debatten i Danmark. Dette spørgsmål har Svarer-udvalget bekræftet med sin rapport. Konceptet bag beskatningsmodellen er relativt enkelt.

Selv om det er umuligt at måle præcist, hvor mange emissioner der kommer fra individuelle køer, har man en rimelig vurdering af emissionerne fra køer generelt.

Derfor kan en meget stor del af emissionerne fra landbruget tilskrives nogle få centrale kilder: antallet af dyr, deres gødning, mængden af gødning anvendt på markerne og det kulstof, der udledes fra lavbundsjorde.

På tilsvarende vis vil landmændene kunne få reduceret deres afgift for handlinger, der reducerer udledningerne. Det er denne enkle model for beskatning, som Svarer-udvalget har valgt.

De tre modeller er på ingen måde lige gode

Det er værd at fokusere på det vigtigste i denne sammenhæng. Når al støjen har lagt sig, og når der forhåbentlig er landet en politisk aftale, så skal der være en pris på landbrugets drivhusgasudledninger.

En pris, der er høj nok til at anspore til ændringer i produktionen og til udvikling af nye teknologier. Selv om der tales meget om målet i 2030, så handler denne øvelse i virkeligheden om den langsigtede omstilling af landbruget.

Det handler om at få et instrument på plads og få det til at virke. 

De tre modeller fra Svarer-udvalget adskiller sig primært ved niveauet på afgiftssatsen. Den første model har den højeste afgiftssats på 750 kr. pr. ton. Det betyder, at landbruget bærer byrden for omstillingen.

Det vil sige, at landbrugets aktiviteter reduceres, og der er arbejdspladser i landbruget, der mistes. Men det er også den model, der opnår de billigste reduktioner, og som faktisk efterlader statskassen med et overskud.

Der er ingen tvivl om, at den tredje model fra Svarer-udvalget med den laveste afgiftssats efter fradrag på kun 125 kr. pr. ton er problematisk. Det er et afgiftsniveau, som ifølge ekspertgruppen ikke for alvor ansporer til ændringer. Simpelthen fordi afgiften er for lav.

Man vil indføre en administrativ byrde, men man vil så ikke tage konsekvensen og udnytte instrumentet. Netop fordi afgiften er for lav, så har ekspertgruppen været nødt til at supplere afgiften i model 3 med krav.

Det vil sige, at landbruget i den situation både vil blive mødt med en afgift og af yderligere krav til deres drift. Det er nødvendigt, hvis vi med model 3 skal leve op til nationale og EU-klimamål.

Model 3 er også mere end tre gange så dyr for Danmark end model 1 med den høje afgift. Man kunne derfor godt ønske sig model 1 med den høje afgift på landbruget.

Her har ekspertgruppen dog indarbejdet den lille genistreg, at der i model 2 faktisk fortsat betales en afgift på 750 kr. pr. ton som i model 1. Men samtidig indføres et fast bundfradrag på 375 kr. pr. ton. Så for den landmand, der ikke ændrer sin produktion, er afgiften kun 375 kr. pr. ton.

Men for den landmand, der omlægger sin produktion eller anvender nye virkemidler, er der en besparelse fra en afgift på 750 kr. pr. ton.

Det kan forklares således: Reducerer landmanden sin lattergasudledning fra sine marker med 20 pct., er det en besparelse i afgiften på 150 kr. fra 750 kr. og ikke kun 75 kr. Som besparelsen ville være, hvis afgiften var på 375 kr.

Det fastholder incitamentet til reduktioner og til at udvikle nye løsninger.

Udviklingen af nye klimaløsninger er netop et aspekt, som vi i Concito har været meget optagede af. Et aspekt, der er essentielt at understøtte, når vi kigger fremad.

Model 2 er ikke så samfundsøkonomisk effektiv som model 1, men gevinsten er et lavere økonomisk pres på landbruget.

Vejen til en politisk aftale

Klimaomstilling af landbruget er ikke kun en pligtopgave, der skal opfylde et givent klimamål i 2030, men det skal ses som et skridt i landbrugets langsigtede omstilling og bidrag til et klimaomstillet Danmark.

Det er derfor vigtigt, at en kommende politisk aftale på landbrugsområdet rækker ud i tiden efter 2030.

Ellers står man med en endnu større udfordring om få år, hvor landbruget bare vil fylde en endnu større del af de danske udledninger, i takt med at industrien og transports omstilling for alvor har taget fart.

For erhvervets skyld bør afgiften sættes på et niveau, der ikke kræver genbesøg inden 2030, men skaber en sikkerhed for investeringer osv.

Der er behov for at stoppe den stilstand, der er, og sætte gang i de nødvendige beslutninger i landbruget.

En politisk aftale bør også sikre, at nye drivhusgasreducerende tiltag kan godkendes hurtigt. Det vil sige hurtigt sikre, at landbruget kan anvende og få kredit for klimainitiativer, der reducerer dets udledninger.

Et effektivt dansk godkendelsessystem vil også have en dobbeltværdi

1. understøtte udvikling af løsninger, men også
2. den værdi, som det skaber for dansk eksport med klimacertificerede produkter og kreditter, der er klar til at indgå i et fremtidigt EU-system.

Vi er ikke i mål endnu

Lad os være ærlige, Danmark har endnu ikke en CO2e-afgift på landbruget, den skal først falde på plads.

I et land, der er domineret af konsensus, har tonen i debatten også været usædvanligt skarp. Uden at kende den endelige udformning af en afgift er der en udtalt bekymring blandt flere landmænd for, at den vil underminere deres levebrød.

Argumentet er bl.a., at Danmark som frontløber vil udsætte sig selv for risikoen for at underminere sin egen konkurrencedygtighed i forhold til landmænd i andre lande, som stadig ikke betaler prisen for deres drivhusgasudledninger.

Ud over argumentet om, at en afgift netop vil understøtte og fremtidssikre et klimavenligt og konkurrencedygtigt klimavenligt landbrug i Danmark, er der faktorer, der mindsker udfordringerne ved at pålægge sektoren ændringer i netop Danmark.

Reduktion vil kræve kalibrering af landbruget

Dansk landbrug er i international sammenligning økonomisk og ledelsesmæssigt konsolideret, og den gennemsnitlige størrelse af en dansk gård er større end mange af dens europæiske kollegaer.

Dette giver modstandsdygtighed for landmændene og evnen til at investere og tilpasse produktionen. Der lægges også op til, at afgiften varsles i god tid, så det enkelte landbrug har mulighed for at tilpasse sig.

Det er ikke en vej uden forhindringer. Reduktion af drivhusgasser fra landbruget vil kræve mere end en kalibrering af landbruget, som vi kender det.

Dette er uafhængigt af de værktøjer, der bruges til at nå dertil, da det er svært at forestille sig en landbrugssektor, der reducerer sine emissioner uden også at reducere den animalske produktion i et eller andet omfang, især køer, som er en betydelig kilde til emissioner.

Det kræver selvfølgelig en markant styrkelse af arbejdet med at udvikle og implementere fremtidens grønne fødevarer og samtidig det nødvendige skift i forbruget af fødevarer i retning af plantebaserede alternativer.

Den danske regering har lovet at indføre en drivhusgasafgift. De har fået værktøjet af deres egne eksperter.

Nu er det et spørgsmål om viljen til at bruge det på en ambitiøs og klog måde, der for alvor vil bidrage til grøn omstilling af dansk landbrug.