Hvordan opnår vi reelle reduktioner af landbrugets drivhusgasudledninger?

En øget omkostningseffektivitet kan opnås ved at fokusere tiltagene, hvor udledningerne er høje. Fx er der nu god dokumentation for, at lattergasudledninger er højere fra udbringning af gylle i Danmark end fra udbringning af handelsgødning. © Bert Wiklund

Jørgen E. Olesen, cand.agro, professor og institutleder ved Institut for Agroøkologi, AU, og ph.d. Anne Winding er professor i mikrobiel økologi ved Institut for Miljøvidenskab, AU
Del artikel:

Reelle reduktioner i landbrugets udledning af drivhusgasser sker enten ved begrænset produktion, øge produktionens effektivitet eller ved at reducere dannelse af CO₂e fra mikroorganismer.

Svarer-udvalget (Ekspertgruppen for en Grøn skattereform) fremlagde den 21. februar 2024 deres forslag til tre modeller for en regulering af dansk landbrugs udledninger baseret på en afgiftsmodel for drivhusgasudledningen (1).

Denne omtales ofte som en CO₂-afgift, men dette er ikke helt retvisende for landbrugets vedkommende, da hovedparten af udledningerne stammer fra metan og lattergas, som er meget potente klimagasser.

Disse udledninger omregnes til deres klimaeffekt på en 100-årig tidsskala.

Der er således reelt tale om CO2-ækvivalenter (CO2e), og det er disse ækvivalenter, som en regulering vil skulle hvile på.

Grundlaget for landbrugets udledninger er naturligvis de landbrugsmæssige aktiviteter, men de egentlige kilder er mikrobielle processer, uanset om disse foregår i dyr, husdyrgødning eller i dyrkningsjorden.

Reduktioner i udledningerne vil derfor enten skulle reducere landbrugsproduktionens omfang, øge dens effektivitet eller reducere dannelse af drivhusgasser fra mikroorganismerne.

Skal imødekomme klimalovens og EU’s krav

Svarer-udvalget havde fået den store opgave at skabe grundlaget for en samfundsmæssig omkostningseffektiv regulering af landbrugets drivhusgasudledninger, der kunne imødekomme

  • klimalovens målsætninger om en 70-pct. reduktion i de samlede nationale udledninger i 2030 samt
  • de EU-forpligtigelser, der også omfatter landbrugets udledninger, og som Danmark skal overholde.

Klimaloven indeholder dog også andre hensyn, herunder at forhindre store erhvervsforskydninger, der kan sende produktionen og de tilhørende udledninger til udlandet (lækage).

Udvalget fandt, at man ikke samtidig kunne tilgodese alle hensyn, men at man på forskellig vis kunne tage højde for dele af problemstillingerne.

Alle modeller betyder færre kvæg

Udvalget fremlagde tre modeller til afgiftsbelæggelse af landbrugets CO₂e-udledninger.

Alle modellerne er udformet med indfasning i 2027, og de kan alle i kombination med andre initiativer opfylde Klimalovens 70-pct.-målsætning og hovedparten af EU-forpligtigelserne.

De skønnes desuden at give yderligere reduktioner efter 2030.

Her vil især skovrejsning og vådlægning af lavbundsjord bidrage. Modellerne varierer primært i afgiftsniveau, og hvor stærkt den animalske produktion vil blive påvirket:

  • Model 1 lægger mest vægt på den samfundsøkonomiske omkostningseffektivitet, og landbruget sidestilles her med øvrige erhverv uden for EU’s kvotehandelssystem.
    Dette sker gennem en ensartet afgift på 750 kr. pr. ton CO₂e.
    Denne model vil især påvirke husdyrproduktionen og give en mærkbar produktionsnedgang for kvæghold på omkring 20 pct.

  • Model 2 prioriterer teknologiske tiltag til at reducere lækagen og at opnå CO₂e-reduktioner.
    Her opereres med en effektiv afgiftssats på 375 kr. pr. ton CO₂e, bl.a. gennem teknologistøtte til pyrolyse, dvs. især biokul.
    Her reduceres produktionsnedgangen for kvæg til omkring 11 pct.

  • Model 3 lægger endnu mere vægt på at mindske produktionsnedgangen gennem implementering af ny teknologi. Her indgår også andre teknologier ud over pyrolyse til emissionsreduktioner, fx fodertilsætning til kvæg og teltoverdækning af gyllebeholdere.

Dette resulterer i en effektiv afgiftssats på 125 kr. pr. ton CO₂e.
I denne model reduceres produktionsnedgangen for kvæg til omkring 7 pct.

Andre forslag end afgifter

I tillæg til afgifter på landbrugets udledninger foreslår udvalget støtte til skovrejsning samt udtagning af kulstofrige lavbundsjorde, da disse arealanvendelser udgør særlige udfordringer og muligheder med hensyn til ændringer i kulstofbalancen.

Det er dog sådan, at ikke alle landbrugets udledninger indgår i de anførte modeller. Dette gælder bl.a. lattergas fra planterester samt fra tab via nitratudvaskning og ammoniakfordampning, hvor argumentet dog fra udvalget er, at der vil være en kobling til kvælstofreguleringen for disse emissioner.

I praksis er koblingerne dog nok ikke så entydige, at regulering på kvælstofområdet nødvendigvis fører til reduktioner i drivhusgasemissionerne.

Retvisende opgørelser er nødvendige

Alle udvalgets afgiftsmodeller tager udgangspunkt i den nuværende nationale emissionsopgørelse og de principper, som denne bygger på.

De overser hermed, at disse opgørelser ikke nødvendigvis afspejler den faktiske variation i udledningerne.

Den nuværende emissionsopgørelse er på mange måder en simplificeret opgørelse, som blev udviklet for at skaffe et globalt overblik over udledninger fra de enkelte lande og de forskellige sektorer i samfundet.

Det betyder, at den samme metode stort set anvendes over hele verden med nogle få nationale modifikationer, hvor dette har vist sig at være hensigtsmæssigt, og hvor en national tilpasning er godt dokumenteret.

En national tilpasning vil skulle godkendes ved et internationalt review.

Udledninger beregnes ud fra aktivitetsdata

Med de nuværende opgørelser beregnes landbrugets udledninger stort set alene på grundlag af aktivitetsdata, dvs. antal dyr af forskellig art, køn og alder eller mængden af kvælstof, der tilføres markerne.

Der tages dermed ikke hensyn til, at dyr fodres forskelligt, og at nogle går på græs, mens andre står på stald.

Der tages heller ikke hensyn til, at udledningerne er meget forskellige mellem forskellige typer gødninger (handels- og husdyrgødning) eller mellem forskellige typer planterester.

For at der kan tages hensyn til dette, kræves en grundig dokumentation og en meget betydelig forskningsindsats for at fremskaffe denne.

Det samme gælder også, for at virkemidler til reduktion af udledningerne kan medtages i opgørelserne, fx

  • fodertilsætningsstoffer,
  • nitrifikationshæmmere til gødning eller
  • nedmuldning af biokul.
Svarer-udvalget kan med rette kritiseres for ikke i tilstrækkelig grad at overveje, hvordan de opnåede effekter bliver reelle

Omkostningseffektive reduktioner bremser lækage

Effektive reduktioner bør afspejle de faktiske ændringer i udledningerne fra landbruget, uden at produktionens omfang påvirkes.

Dette indebærer, at der skal ligge god videnskabelig dokumentation bag, hvilket er tidskrævende.

Omkostningseffektive reduktioner er reduktioner, der opnås med lave omkostninger.

De lave omkostninger er afgørende for at minimere lækageeffekten, men også for at de samfundsøkonomiske omkostninger minimeres.

Svarer-udvalget kan med rette kritiseres for ikke i tilstrækkelig grad at overveje, hvordan de opnåede effekter bliver reelle, og at omkostningerne kan minimeres gennem yderligere forskning og teknologiudvikling.

Ofte kommer omkostningseffektive reduktioner primært, hvis der er en konkurrence mellem flere teknologier til at give reduktioner inden for det samme område.

Hermed er der et pres for at reducere omkostningerne.

En øget omkostningseffektivitet kan også opnås ved at fokusere tiltagene, hvor udledningerne er høje.

Mere lattergas fra gylle end handelsgødning

Som eksempel kan nævnes, at der nu er god dokumentation for, at lattergasudledninger er højere fra udbringning af gylle i Danmark end fra udbringning af handelsgødning.

Dette er dog endnu ikke inkluderet i den nationale emissionsopgørelse, men givet at der er denne forskel, vil det give større mening og en større omkostningseffektivitet at bruge nitrifikationshæmmerne på husdyrgødningen end til handelsgødningen.

Dog er effekterne af nitrifikationshæmmere tilsat både husdyrgødning og handelsgødning meget varierende og afhængige af klimaforhold og årlige variationer.

Så et egentligt krav om at anvende nitrifikationshæmmere kan føre til uhensigtsmæssigt overforbrug. Også her er der dermed brug for målretning.

For handelsgødning er der til gengæld mulighed for at udvikle helt nye løsninger som fx bladgødskning, hvor emissioner måske helt kan undgås.

Men igen er det et område, der skal udforskes og dokumenteres.

Barrierer for implementering af biokul

Der er i praksis mange flere barrierer for implementering af effektive reduktioner end blot de økonomiske. Dette kan illustreres med biokul (2).

Pyrolyse af organisk materiale til biokul er specifikt nævnt som en vigtig teknologi til reduktion af landbrugets CO₂e-udledning.

Biokul kan fremstilles af mange forskellige organiske materialer, og fokus er på landbrugets restmateriale som halm og biogasdigestat (altså restmaterialet efter biogasproduktion).

Men også andre organiske restmaterialer som spildevandsslam, park- og haveaffald samt træaffald er i spil.

Ved pyrolyse dannes ud over biokul pyrolysegas, pyrolyseolie og overskudsvarme, som alle tre kan anvendes til selve pyrolysen eller andet energiforbrug.

Det producerede biokul kan være en effektiv og langvarig metode til at binde kulstof i svært nedbrydelig form.

I Danmark og resten af verden er der stor interesse for biokul som et klimavirkemiddel og også til rensning af forureninger.

Udviklingsprojekter i gang med biokul

Der er adskillige forsknings- og udviklingsprojekter i gang, som omfatter både teknologiudvikling, opskalering af pyrolyseenheder samt landbrugs- og miljørelaterede projekter med fokus på

  • jordens sundhed og afgrødeudbytte,
  • økotoksikologiske effekter og
  • studier af biokuls stabilitet i jorden.

Barrierer for anvendelse af biokul kan være teknologiudvikling og udrulning af teknologien med pyrolyseenheder fordelt over landet; utilstrækkelig adgang til organisk materiale til pyrolysering, da organisk materiale forudses at blive en mangelvare;

  • negative og uhensigtsmæssige effekter på jordens sundhed
    (fx indhold af miljøskadelige stoffer som PAH, tungmetaller, PFAS og dioxin, og sideeffekter på jordens organismer og interaktioner),
  • afgrødeudbytte samt
  • miljøgodkendelse af lagring af biokul i landbrugsjord.

Biokuls indhold af miljøskadelige stoffer bør derfor overholde fastlagte grænseværdier, fx European Biochar Certificate (3) og analyseres før godkendelse til nedmuldning.

Incitamenter for landbruget til implementering af biokul vil være klimakreditter eller anden økonomisk kompensation som fx

  • reduceret CO₂e-afgift,
  • jordforbedring med øget afgrødeudbytte samt
  • forbedring af jordens sundhed som fx biokuls øgning af pH, evne til at bortlede og tilbageholde vand i dyrkningszonen, bedre iltforhold samt evne til at tilbageholde kvælstof i jorden.
Det fordrer en betydelig indsats fra forskningen, myndigheder og landbrugserhvervet for at komme i mål

Hvordan opnås reelle reduktioner?

Reelle reduktioner opnås kun, hvis der skabes ændringer i landbrugets produktionssystemer, som giver lavere udledninger af drivhusgasser, samtidig med at fødevareproduktionen opretholdes.

Samtidig skal evt. negative sideeffekter være fraværende eller acceptable. Det kræver, at teknologiudviklingen understøttes, og her er der klart også brug for, at teknologierne efterspørges i landbruget.

Hidtil har der ikke været et sådant marked. Det har i betydelig grad bremset udviklingen på området, men med Klimaloven og en beslutning om hård regulering af landbrugets drivhusgasser er der fundamentalt ændret på dette.

Det kræver dog, at den reguleringsmodel, der implementeres, måler på de faktiske udledninger, og at disse bliver inkluderet i den nationale opgørelse.

Det fordrer en betydelig indsats fra forskningen, myndigheder og landbrugserhvervet for at komme i mål med dette inden 2030.

Acceptable og effektive løsninger kræver også, at der er en konstant monitering af mulige negative sideeffekter, så der i tide kan tages hensyn til disse.

Kilder

  1. Ekspertgruppen for en grøn skattereform (2024): Grøn skattereform. Endelig afrapportering.
  2. Elsgaard L. et al (2022): Knowledge synthesis on biochar in Danish agriculture. DCA advisory report No. 208 DCArapport208_2.udgave.pdf (au.dk)
  3. European Biochar Certificate (EBC: Biochar Guidelines (european-biochar.org)

Læs mere i Magasinet DM Bio

Klimaafgiftens dilemmaer
}