Her er tre vigtige faktorer for at lykkes med design af bynatur

Bynatur er dejligt konkret at gå i gang med, og til forskel for klimakrisen kan man ofte hurtigt se resultaterne, når man anlægger natur i byen. I sig selv kan bynatur dog ikke vende nedgangen i biodiversiteten, for det er byen som rum alt for vilkårlig til.

Når vi taler om at stoppe den sjette masseuddøen, kræver det store og strengt beskyttede naturområder, der får lov til at være til på naturens præmisser i hundredvis af år.

I byen ændrer vi konstant på det hele. Haver skifter ejere, nybyggerier bliver udstykket, veje anlagt, virksomheder ændrer produktioner eller lukker, og nye opstår. Byråd og regeringer skifter, så nye lokalplaner og politikker opstår.

Det, som vildskab og natur i byen virkelig kan, er at vise os mennesker, hvor fantastisk den er. Det giver os en forståelse og respekt for det værdifulde i en rig natur, for den forståelse har vi mistet – hvis vi da nogensinde har haft den.

Denne naturforståelse er enormt vigtig, hvis vi vil skabe en fremtid der også er mangfoldig og fuld af liv. Derfor er bynaturen vigtig i sig selv. Men da den er vilkårlig og foranderlig bliver man nødt til at tage den præmis med i designet.

Flere faktorer spiller ind i et godt design af bynatur. Tre vigtige faktorer til at skabe godt design er naturen og menneskene omkring området med bynatur samt driften af arealerne.

Lokal kontekst er essentiel at tænke ind

Den lokale naturs kontekst er vigtig. Det kræver, at man får lavet en baseline-analyse på arealet, inden man går i gang. For man skal undgå at ødelægge noget, der allerede virker ret godt og har eksisteret i lang tid.

Det kaldes også afværgehierarkiet, eller brandmandens lov. Beskyt det værdifulde, og byg videre på det.

Så snart man går i gang med at anlægge, nulstiller man arealet økologisk set. Det er en naturlig proces på mange måder og kaldes succession.

Vi gør det hele tiden alle steder. God natur tager tid – så jo mere vi kan bevare, der allerede har en høj værdi, desto hurtigere får vi et bedre resultat hen ad vejen.

Rødlistede arter kan flytte ind

Vores byrum er meget fragmenterede, og det kan være svært for arter at flytte sig rundt mellem forskellige dele af byen. Fx kan veje være en svær størrelse at krydse med livet i behold.

Derfor er det vigtigt, at man i designet tager udgangspunkt i den natur, der findes omkring arealet, for den er der størst chance for kan flytte ind.

De lokale arter er truede nogle steder, og man kan derfor sagtens få sjældne og endda rødlistede arter ind på et areal, men de skal være i nærheden, før der er en chance.

Det giver fx ikke mening at plante djævelsbid på Sjælland for at tilgodese hedepletvinge (Euphydryas aurinia), der udelukkende findes i Nordjylland - den skal tilgodeses i Nordjylland.

Til gengæld har vi fx registreret store antal brun bjørnesvirreflue (Arctophila superbiens) på matrikler, vi har tilplantet med djævelsbid, fordi den fandtes i nærheden.

Afstande er afgørende for arterne

Forskellige arter er mere eller mindre mobile, og derfor kan det være fornuftigt at kigge i forskellige radier.

Afstandsfølsomhed afhænger af arternes mobilitet, og den varierer meget:

• En blåhat jordbi (Andrena hattorfiana) flyver ikke længere end 200 meter mellem redehuller og den fødekilde, den er specialiseret på, blåhat (Knautia arvensis).
• En løvfrø (Hyla arborea) kan vandre op til en kilometer, hvis der er en egnet korridor af fugtig eng at bevæge sig igennem.
• Admiral (Vanessa atalanta) kan migrere tusindvis af kilometer.

Der er ofte masser data til rådighed. Det er ikke svært at finde data, endda store mængder, om den lokale kontekst fra myndigheder og citizen science-projekter på apps og offentlige databaser.

Undgå at forurene med konkurrerende arter

Konteksten kan også give vigtige begrænsninger. Hvis man arbejder med et område lige op ad værdifuld natur, skal man være mere påpasselig med, hvad man planlægger på arealet.

Undgå, at naturen fx bliver ’forurenet’ med plantearter, der er meget dygtige til at konkurrere, eller som har en anden genetik end de planter, der naturligt findes på stedet.

Vi opererer ofte med en minimumsafstand på 300 meter til områder med god naturværdi, hvilket er baseret på planternes frøspredningsafstand.

Arealer tæt på naturen skal afstemmes med de arter og genpuljer, der er at finde vildt.

Det kan betyde, at man designer områder, hvor planter selv kan indvandre. Eller hvor man udsår frø eller udlægger høslæt fra de nærtliggende arealer, så den lokale flora bliver flyttet ind på arealet.

Men det betyder også, at de strukturer, man indtænker i designet, skal være afstemt med dyr, planter og svampe på arealet:

• Ligger et areal klos op ad et gammelt egekrat, kan man vælge at lægge dødt ved fra eg ud, men ikke fra fx fyr eller gran.
• Hvis der ligger et vandhul helt tæt på, skal man måske lave en stor bunke sten eller grene, hvor padder kan overvintre.
• Suppler med spredte buske og blomstrende urter. Gerne omkring nordsiden af vandhullet, hvor guldsmede kan jage og finde føde, før de vender tilbage til vandhullet for at lægge deres æg og starte en ny generation.

Samarbejde og inklusion er nøglen

Mennesker er det andet centrale omdrejningspunkt i et bynaturdesign.

Det giver ikke ret meget mening at lave natur i byen, hvis der ikke er nogen til stede, der oplever den. Så får vi ikke rykket nogen i deres natursyn.

Her er det derfor lige så vigtigt at finde den lokale kontekst. Hvem bruger området og vil få glæde af at have natur lige i nærheden.

Flere undersøgelser viser, at vi hyppigst bruger den natur, der ligger inden for gåafstand af vores bolig. Det er også veldokumenteret, at det er godt for vores helbred at være i naturen.

Ikke kun privatpersoner er oplagte at inddrage i et design. Også skoler, daginstitutioner og andre offentlige institutioner, lokalrådet, spejdercenteret, sportsklubben og forskellige liberale erhverv kan i høj grad tænkes med ind i de projekter.

Nogle gange kan man være heldig, at bynaturen netop er katalysatoren for at få skabt et område eller en funktion, der har været efterspurgt. Det kræver, at man tilgår processen med et bredt udvalg af interessenter.

Her skal man lytte åbent til behovene i det område, man arbejder med, for det er ikke altid åbenlyst, hvad der kan blive et godt projekt.

I et lille landsbyprojekt i Sønderjylland opstod pludselig sådan en mulighed. Vi erfarede igennem foredrag og workshop, at der var et udtalt behov for at få en cykelsti mellem to halvdele af landsbyen, der kun var forbundet af en stor hovedvej.

Det var ikke et oplagt bynaturprojekt at anlægge en cykelsti. Men ved siden af vejen lå en gammel nedlagt jernbanestrækning, som man gentagne gange havde forsøgt at få lov af BaneDanmark til at omlægge til cykelsti – dog uden held.

BaneDanmark havde til gengæld et stort ønske om at få mere biodiversitet på deres arealer. Med facilitering af en god dialog mellem landsbyen og BaneDanmark fandt vi en rigtig god synergi.

Landsbyen fik lov til at anlægge en grussti mellem skinnerne, mod at borgerne holdt arealet lysåbent ved at beskære de i høj grad invasive, selvsåede træer og buske samt slå høslæt på arealet nogle gange om året.

Stien er i dag vel befaret, og skolebørn og dagplejebørn har udsmykket med fuglekasser, insekthoteller, kvasbunker til pindsvin.

Der vokser en meget mere divers flora på arealet, end da det var tæt bevokset med bjergfyr (Pinus mugo), vortebirk (Betula pendula) og gyvel (Cytisus scoparius).

Livscyklus-design – med driften in mente

Blomster er smukke, de er en vigtig del af et landskabsdesign, men de er ikke nok i sig selv.

Blomster, der giver pollen og nektar, er vigtige fødekilder for nogle voksne insekter – men hvad skal de leve af som larver? Hvor skal de bygge reder og gemme sig for dårligt vejr, rovdyr og vinterens kulde?

Hvis man designede en by til mennesker, og man kun byggede dyre restauranter men ingen beboelse, børnehaver, skoler eller plejehjem, ville man ikke have nogen beboere i byen. Det samme gælder for naturen:

Der skal være plads til at understøtte alle stadier af livet på alle tidspunkter af sæsonen.

Derfor skal man have værtsplanter, frøkilder, strukturer til reder og læ, stenbunker, grenbunker, stammer, nedfaldne blade skal have lov til at ligge på jorden vinteren over, og bare pletter jord skal ikke luges eller skuffes hvert forår.

Der er arter og liv, som er tilknyttet alle disse variationer gennem hele eller dele af deres livscyklus.

Skab design både for arter, der er generalister og med behov for brede naturtiltag, og find ud af, hvad der findes af mere specialiserede arter ift. fødevalg eller habitatkrav. Herved kommer der en god bred forankring i designet med plads til mere kræsne lokale individer.

Nøgleordet er variation

Driften er en vigtig faktor, for vild betyder ikke urørt. Det nytter altså ikke med store og dyre anlagte projekter, hvis driften modarbejder de processer, der skal give plads til det liv, man gerne vil invitere indenfor.

Naturen er opstået i et smukt samspil mellem planter, dyr, svampe, elementerne, klimaet og ekstreme hændelser. Store og mindre dyr spiser planterne, nedbrydere omsætter døde dele af dyr og planter, der bliver græsset, gravet og rodet rundt i nogle områder, mens andre får lov at ligge mere urørt.

Det skaber variation og giver plads til flere nicher. Derfor kan vi ikke bare regne med, at det hele passer sig selv. Men fordi vi har fjernet alt det uforudsigelige og kaotiske i vores nærmiljø, det der er svært at leve med, bliver vi selv nødt til at være elefanten, uroksen og hesten i byen – og til dels også vinterstormen og lynnedslaget.

Nøgleordet her er dog variation. Vi skal ikke rydde alt på én gang. Vi skal ikke fælde alt på én gang. Vi skal ikke grave det hele op på én gang.

Vores maskiner i driften er i dag så kraftfulde, at de ikke alene efterligner én hest eller ét lynnedslag men 100 eller 1.000 på en gang, og så bliver det unaturligt.

Godt design kan minimere plejen

Hvis man tænker driften ind i designet allerede fra starten, kan man gøre meget for at minimere plejen.

Indtænk områder, hvor blade og kvas kan få lov til at ligge, uden at det skaber gener på veje og belægninger. Hvis der anlægges skarpe linjer og kanter for at holde det vilde udtryk i skak, skal disse holdes skarpe.

Med blødere linjer i designet kan det derimod være mindre plejet og se mere organisk og naturligt ud. Det letter den daglige drift af et areal.

Hvis man prioriterer at holde det stramme, mere klassiske udtryk, der hvor mange mennesker færdes, kan det give plads til, at det blødere og vildere udtryk skabes steder, hvor der er mindre færdsel.

Denne tilgang oplever vi ofte som vigtig for virksomheder. Sådanne steder kan det give mening at anlægge områder med blomstrende urter ude foran, mens der er vildere områder med græs og urter omme bagved.