Chefredaktøren: I marts vil vi kun tale med kvinder

For tredje år i træk har Akademikerbladet udarbejdet en liste over danske mediers 50 mest citerede forskere. Blot 3 er kvinder. Listen bekræfter det billede, som to forskere fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole dokumenterede sidste år: Kun 22 procent af dagbladenes ekspertkilder er kvinder.

Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Som journalister er det vores opgave at beskrive verden nuanceret, klart og retvisende. Når vi i medierne overvejende får mænd til at udlægge tingenes tilstand – og i øvrigt har gjort det sådan, lige siden trykpressen blev opfundet – kan vi overse de erfaringer og synsvinkler, som kvinderne har. Og når vi endelig får dem, bliver kvinderne iscenesat mindre seriøst end mændene.

"Mændene vurderer, fastslår, påpeger og forklarer, mens kvinderne oplever, erfarer, udtaler og siger. På den måde bliver det selvforstærkende, at mænd fremstår som de rigtige eksperter", som Anna Karina Kjeldsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole påpeger.

Vores opgørelse har fået chefredaktører fra landets største medier til at reagere. "Skammeligt og pinligt", siger Christian Jensen i Politiken, mens Thomas Falbe fra DR Nyheder lover, at man vil gøre noget – "men præcis hvilke tiltag og hvordan har vi ikke besluttet".

Jeg er selv usikker på, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg er til gengæld helt sikker på, at det ikke bare må blive ved snakken. Så nu prøver vi noget, som mange måske vil finde radikalt: Vi vil udelukkende tale med kvindelige kilder - i hvert fald i marts måned.

Vi skal finde vores blinde vinkler

Det er et eksperiment, der skal gøre os klogere på vores egen vanetænkning, når vi udvælger kilder til fagbladet. Hvad er vores egne blinde vinkler? Og hvad sker der, hvis vi bliver tvunget til at gøre tingene på en anden måde, end vi plejer?

Undervejs samler vi op på vores erfaringer, så vi til slut kan udarbejde en slags håndbog i, hvordan vi som fagblad griber diversitet an på længere sigt. 

Jeg må indrømme, at det føles altmodisch at tælle mænd og kvinder, og indvendingerne hober sig da også hurtigt op. Er det ikke et noget binært syn på verden? Ikke en eneste af de 50 mest citerede eksperter har etnisk minoritetsbaggrund, så skulle vi egentlig ikke starte der? Og hvad med personer med fysiske handicap? Arbejderklassen og prekariatet? De unge og de ældre og de queer?

Jeg er med på det. Ved at fokusere så entydigt på køn risikerer vi at miste blikket for de mange andre grupper i samfundet, der heller ikke får den taletid, som både de fortjener, og vi andre har brug for. På den måde risikerer vi at åbne øjnene for ét problem, men lukke dem for andre.

Spørgsmålet er, hvordan vi tager højde for det i praksis? Kan vi gøre noget, men samtidig beholde et koncept, der er til at håndtere i hverdagen, og som er nemt at forstå både for os selv og for medlemmerne og offentligheden?

Vi har diskuteret det på redaktionen, men har ikke fundet nogen klar løsning endnu. Jeg tror til gengæld, at vi finder den undervejs i eksperimentet her. Allerede før vi er gået i gang, har jeg selv diskuteret problemstillingen med flere eksperter på området, end jeg har gjort nogensinde før. Og jeg begynder selv at ane nogle mulige veje frem.

Så ja, der vil være folk, der finder vores eksperiment utilstrækkeligt. Andre vil finde det ekstremt og forfejlet. Her siger jeg det samme til mig selv, som jeg gør til mine børn, når der er noget, de har svært ved: Det er bare så o.k.

Hellere forsøge utilstrækkeligt end lade sig lamme af de mange nuancer og forbehold, der altid vil være. Jeg kan godt leve med, at vi utvivlsomt kommer til at træde ved siden af, så længe vi gør forsøget. Så nu prøver vi, og så bliver vi klogere, og så kan vi prøve bedre igen bagefter.