Povl er fundraiser på et teater: "De burde spare mig væk"

Ved siden af mit fuldtidsjob bijobber jeg som fundraiser på et teater. Det er en helt afgørende funktion, som sikrer, at vi har midler til at lave vores produktioner, indkøbe teknisk udstyr og aflønne vores administrative medarbejdere.

Isoleret set er det en god forretning at have mig ansat. Men løfter man blikket bare en lille smule, står det lysende klart, at folk som mig udgør et unødvendigt ressourcedræn på kulturbranchen.

Jeg er af den klare opfattelse, at man skulle spare os væk. Det kræver dog fundamentale reformer af den måde, vi finansierer kunst og kultur på i Danmark.

Nulsumsspil

Folk fra forskningsverdenen vil genkende billedet. Arbejdet med at rejse midler til at finansiere sin forskning lægger beslag på uforholdsmæssig meget af den tid, man kunne bruge på at forske.

Sådan er det også i kulturbranchen, hvor hver eneste lille institution investerer betydelige ressourcer i form af mig og mine artsfæller, der bruger vores tid på at konkurrere med hinanden om de samme midler i offentlige og private puljer og fonde.

Det er et nulsumsspil, som i øvrigt ofte har karakter af det rene lotteri. På den måde går uforholdsmæssigt mange af de penge, som vi burde bruge på at producere teater, dans, musik, litteratur, film og kunst, op i ingenting. Det kan ingen være tjent med.

Jeg ved ikke, hvordan vi er endt her, men jeg har nogle teorier. En neoliberal idé om, at alle strammer sig ekstra an, hvis der er konkurrence om midlerne. Og/eller velmenende tilskudsgivere, der gerne vil afsætte penge til kultur, men helst ved at oprette endnu en ny fond eller støtteordning med deres eget navn på.

Med tiden er det blevet til en regulær jungle af fonde, puljer, refusionsordninger, garantiordninger og meget andet både i det private og det offentlige.

Fugt i fundamentet

Tilskudssystemet hviler i øvrigt på et økonomisk fundament for kulturinstitutionerne, der som udgangspunkt ikke kan bære. De grundbeløb i form af driftstilskud, små kulturinstitutioner får stillet til rådighed, matcher sjældent det aktivitetsniveau, der bliver forventet, hvis man skal komme i betragtning til midlerne. På den måde er institutionerne tvunget til at overproducere, være underfinansierede og konstant at søge supplerende midler.

Ud over drænet i form af fundraisere har kravet om hyperproduktivitet også den konsekvens, at lønnen i kulturbranchen holdes langt under gennemsnittet på resten af arbejdsmarkedet, og at medarbejderne presses betydeligt. Det har jeg skrevet om her.

Det er i sig selv ødelæggende for kulturarbejdsmarkedet og for kvaliteten i produktionerne. Et solidt fundament i form af overensstemmelse mellem basismidler og forventning om aktivitetsniveau ville afhjælpe meget.

En anden konsekvens er, at både sæsonplanlægning og budgetter tit er oppe i luften, at produktioner skal gennemføres i al hast, når der lander nogle penge i sidste øjeblik, eller droppes på trods af, at man allerede har brugt masser af energi på dem. Det er ødelæggende både for kvaliteten af produktionerne og for medarbejdernes psykiske helbred.

Og når man så søger fonde og puljer – selv den helt store i form af Statens Kunstfond - får man sjældent finansieret en produktion eller et projekt 100 procent. Man får typisk 50% eller mindre. Det betyder, at en del ellers gode idéer kun bliver delvist finansieret, og derfor enten må droppes eller gennemføres på et skrabet budget. Uanset hvad betyder det altid ekstra arbejde for fundraiserne og dermed færre penge til kunsten.

Der burde kun være én fond

Skulle jeg ændre verden, ville jeg starte helt forfra og nedlægge alle de uhyggeligt mange puljer og tilskudsmuligheder, som det offentlige stiller til rådighed. Og lave én pulje.

Dernæst ville jeg sætte vandtætte skotter mellem de etablerede kulturinstitutioner med driftstilskud som det teater, jeg arbejder på, og den uetablerede, projektorienterede del af kulturlivet.

De etablerede institutioner kunne få et driftstilskud, de kunne leve af og producere ud fra i et rimeligt omfang. Og vi burde derefter kun måles på vores kvalitet. Til gengæld burde vi slet ikke have mulighed for at søge yderligere midler.

Projektstøtten burde nemlig være reserveret til det uetablerede kulturliv. De skulle kunne søge støtte, og de skulle altid kun få enten en 100% bevilling eller ingenting.

Begge steder burde der være krav om en fair løn til de ansatte, så man ikke konkurrerer negativt på, hvem der kan underbetale sine medarbejdere. De private fonde kunne passende stå sammen om en tilsvarende politik. Fair løn, alt eller intet-bevilling, og ingen projektstøtte til dem, der allerede er finansieret med et driftsstilskud.

De etablerede institutioner ville kunne slappe af og fokusere på at skabe kunst af høj kvalitet. De uetablerede ville ikke være i konkurrence med de etablerede, og ville hurtigt vide, om deres projekter kunne finansieres eller ej.

Alle steder kunne man skille sig af med os uproduktive fundraiserpersoner og bruge pengene bedre.

What’s not to like?

Jeg er ikke i tvivl om, at det ville skabe et generelt kvalitetsløft i vores kulturproduktioner.

Det ville skabe større transparens i tilskudsgivningen og gøre det lettere for nye kulturproducenter at gøre sig gældende.

Det ville afvikle det prækariat, som vores kulturarbejdsmarked udgør. 

Det ville betyde en kæmpe besparelse på administration og nedbringelse af bureaukrati hos tilskudsgiverne. 

Og ja, det ville spare mig væk, så mit teater kunne bruge min løn til at lave teater for. What’s not to like?

Nå ja. Forandringer er sjældent likeable, og dette ville være den største reform af vores kulturpolitiske landskab nogensinde. Det ville sikkert også betyde, at nogen af dem, der i dag laver underbetalt kunst, skulle finde sig et andet arbejde.

Det ville først og fremmest kræve en visionær kulturminister og modige Folketingspolitikere, men det er også på høje tid.