Da staten dræbte den gode kollega

I mit arbejdsliv har jeg haft fornøjelsen af at være ansat mange mærkelige steder og på meget forskellige typer af arbejdspladser. Store, små, private, offentlige. Jeg har derfor også haft mulighed for at nærstudere og være en del af vidt forskellige arbejdspladskulturer og mange forskellige former for kollegaskab.

Det mest iøjnefaldende, når jeg betragter mit arbejdsliv lidt fra oven, er, i hvor høj grad mine arbejdspladser har været præget af teamwork, tillid og udpræget villighed til at hjælpe hinanden uden egoistiske hensyn. På min nuværende arbejdsplads oplever jeg aldrig, at der bliver set skævt til mig, hvis jeg beder om hjælp, fordi jeg mangler tid, viden eller fatteevne til at løse en opgave.

Jeg oplever tværtimod, at mine kollegaer ligefrem er glade for at kunne bidrage, uanset om de skal blive lidt længere den dag. Måske fordi det får dem til at føle sig værdsatte, kompetente og uundværlige?

Altså præcis som jeg også selv får det, når en kollega – uanset om det er en yngre, en ældre eller en chef – henvender sig til mig for at få netop min vurdering på en sag, min viden om et emne eller min hjælp til at få en opgave fulgt til dørs.

Sådan har det været alle steder, jeg har arbejdet. Undtagen et enkelt. Og hvis jeg ikke selv havde været der, ville jeg nok skyde på, at det var den gang jeg arbejdede som sælger, eller dengang jeg var konsulent i en PR-virksomhed. For er det ikke netop på de private arbejdspladser, i de kommercielt prægede miljøer, at rundsavene på albuerne er skarpe og folk træder på hinanden for at komme til tops?

Det skulle man tro. Men begge de steder var der faktisk en kultur, hvor vi prøvede at løfte hinanden fremfor at skubbe os selv op. Så det var ikke dér.

Næh, det mest giftigt konkurrenceprægede og mistillidsprægede sted, jeg har arbejdet, var i et job i den offentlige sektor. Nærmere bestemt på et universitet.

Konkurrenter i stedet for kollegaer

Cirka første dag på jobbet blev jeg kraftigt frarådet overhovedet at tale med navngivne personer på instituttet om mit forskningsprojekt. Risikoen for, at de ville stjæle mine idéer og resultater var angiveligt overhængende. Jeg blev rådet til aldrig at printe mine artikeludkast ud uden at stå ved printeren, da andre kunne komme mig i forkøbet og snuppe dem. Og så videre.

At samarbejde, bede andre om hjælp eller at hjælpe mine kollegaer var aldeles udelukket. I de tre år, jeg var på universitetet, var det et vilkår, jeg måtte finde mig i.

Det er nu nogle år siden, og jeg har ofte spurgt mig selv, hvorfor det egentlig var sådan, og hvorfor jeg accepterede det? Mit bedste svar er, at det var en arbejdsplads præget af konkurrence. Hvor jobsikkerhed, mulighed for forfremmelse og attraktiviteten på et internationalt arbejdsmarked i høj grad beroede på personlige resultater.

Delvis på ens evne til at fundraise og skaffe de eksterne midler, der ulykkeligvis er afgørende for, at danske universiteter kan opretholde deres aktivitetsniveau. Men fremfor alt på evnen til at sætte navn på forskningsartikler, publiceret i de helt rigtige tidsskrifter. Om man har bidraget til sine kollegaers arbejde, er derimod fuldstændigt ligegyldigt. Måske endda en ulempe, hvis det får dem til at fremstå mere værdifulde end dig.

Universitetets excel-ark-tankegang

Sådan har det nok altid været i universitetsverdenen, og Danmark er næppe et særtilfælde. Men det har nok heller ikke ligefrem hjulpet, at man fra statens side i 2009 begyndte at fordele en væsentlig del af universiteternes basismidler efter den såkaldte Bibliometriske Forskningsindikator, BFI.

BFI er måske det ypperste eksempel på, hvad man kan kalde en excel-ark-tankegang.

Kort fortalt er det en metode til at kvantificere kvaliteten af, hvad de enkelte universiteter laver af forskning, som ministeriet derefter kan bruge til at tildele penge ud fra. Det lyder forjættende, men det er det ikke. Det er faktisk superdumt.

Det var angiveligt aldrig intentionen, at BFI skulle have konsekvenser for den enkelte forsker. Men det fik det sjovt nok ganske hurtigt.

For når universiteterne får tildelt midler ud fra, hvad det producerer af forskningsartikler, så kigger de selvfølgelig på, hvor meget deres fakulteter bidrager til dette, og fordeler deres midler herefter. Fakulteterne gør det samme for institutterne. Og institutterne? De vil selvfølgelig helst rekruttere og fastholde forskere, der bidrager til BFI, og dermed til instituttets økonomi. Og skille sig af med dem, der ikke gør.

Lort falder nedad, siger ordsproget. Og således gik der ikke lang tid inden statens fordeling af midler efter BFI begyndte at få konsekvenser for de forskere, der ikke lige publicerede så meget eller i de helt rigtige tidsskrifter. Det var måske ikke intentionen. Men det var konsekvensen.

Men var det da ikke okay, at de dårlige forskere blev fyret, og de gode blev forfremmet? Jo, hvis BFI faktisk var et udtryk for en forskers kvalitet. BFI er i sagens natur et udtryk for kvantitet, og i øvrigt kun på en lille del af enhver forskers virkefelt.

Arbejdet som forsker er jo meget andet end at skrive så mange artikler som muligt i de højst estimerede tidsskrifter. Det er også at skrive gode, gennemarbejde artikler. Også artikler i de mindre prestigefyldte, men måske stadig vigtige tidsskrifter. I danske tidsskrifter, på dansk.

Eller i populærvidenskabelige tidsskrifter til gavn for et bredere publikum. At skrive bøger. At bidrage til den offentlige debat. At undervise. Du kan faktisk være et uvurderligt bidrag som universitetsforsker uden at publicere en eneste artikel i et smart internationalt tidsskrift. Men med BFI kan det uanset hvad betyde en fyreseddel, hvis du ikke gør det.

Det lange løb

Der har givetvis været andet end BFI, der forpurrede tilliden og samarbejdet mellem mine kollegaer på universitetet. Men jeg er ikke i tvivl om, at BFI bidrog. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at det betød mindre idéudveksling, mindre teamwork og mindre kvalitet i den forskning, vi som kollektiv udførte.

Med BFI kan man virkelig tale om at hælde barnet ud med badevandet.

Konkurrence kan være fint. Det ved enhver, der ser sport. Det kan få folk til at oppe sig og præstere bedre. Man ansporer hinanden til at yde mere, til at løbe hurtigere. Men nok mest på de korte distancer?

Bemærk, hvordan maratonløbere og cykelhold for det meste følges ad det meste af vejen. Skal man yde sit bedste i det lange løb, har man brug for hinanden. Og hvis jeg skal pege på, hvilken sportsgren forskning ligner mest, er det nok mere maratonløb end sprint.

Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg foretrækker, og hvor jeg yder mit ypperste.

Det gør jeg i et kollegaskab, hvor man løfter hinanden, og hvor en anmodning om hjælp ikke bliver betragtet som et nederlag, men som en mulighed for at klare sig bedre alle sammen. Jeg er glad for, at jeg arbejder sådan et sted lige i øjeblikket. Tak til mine skønne kollegaer for det.

Læs: Jensen, C. B. (2011) “Making Lists, Enlisting Scientists: The Bibliometric Indicator, Uncertainty and Emergent Agency”, Science & Technology Studies, 24(2), pp. 64–84. doi: 10.23987/sts.55264.