Man kan ikke sætte en influenza eller en sorg i kalenderen

Cause I need time
My heart is numb, has no feeling
So while I'm still healing
Just try and have a little patience

Sådan sang Take That i 2006, og selvom mange tror, det er en kærlighedssang, er jeg overbevist om, at den må handle om at være småbørnsforældre, der forsøger at opretholde et arbejdsliv, mens vira og bakterier overtager deres tilværelse. 

I nat vågnede jeg ved en lyd, som føltes meget genkendelig, men samtidig meget fjern. Det var en særlig form for brøl, der rungede gennem først husets rum og dernæst min sjæl.

”Moooooooooaaaaaaaarrrrrrr”. Jeg kunne høre med det samme, at der ikke var tale om et roligt kald, men det kald, som engang var ved at gøre mig fuldstændigt vanvittig. Ørekaldet. I løbet af natten havde min søn på snart fem år fået mellemørebetændelse, og nu skreg han i smerte. 

Da jeg stod op for at hente ham, fik jeg pludselig et heftigt deja-vu, mens jeg tog de tunge skridt i retningen mod hans værelse. De første tre år af hans liv føltes som en lang tur til lægen for at tjekke dræn og på apoteket for at tømme hylderne for penicillin og Panodil junior. De stakkels små ører.  

Mest af alt var det utroligt synd for ham, men samtidig gjorde de mange sygedage det også fuldstændigt umuligt for os, forældrene, at bibeholde nogen form for overskud til alt det, der hører med til et familie- og arbejdsliv.  

Ikke alene skulle min mand og jeg melde om barns 1., 2. og 3. sygedag igen og igen, men vi skulle samtidig formå ikke at falde fuldstændigt sammen af træthed, når vi endelig var på arbejde. For syge ører er lig med tæt på nul timers sammenhængende søvn, og mine kolleger hørte oftere et ”SHIT hvor er jeg træt” end ”Godmorgen”. Jeg forstår ikke, vi kom igennem det. Min mand, jeg, men også mine kolleger. Klap på skulderen. 

Nå, men i nat stod jeg der så igen, og selvom det føltes lidt strengt, at jeg pludselig skulle være vågen hele natten, fik jeg også en utroligt taknemmelig følelse af, at det var så længe siden, det sidst var sket. For man glemmer hurtigt det svære og hårde, når ting går godt. 

Veeeeeent på mig
Bliiiiv hos mig
Og hvis vi snubler hen ad vejen
Så griber vi hinanden igen

En anden yderst catchy sang, denne gang med Jimmy Jørgensen og Peter Frödin, der også må være skrevet om en arbejdsplads fyldt med helt almindelige mennesker. Mennesker med små børn, der har mellemørebetændelse. Mennesker midt i en skilsmisse. Mennesker, der lige har mistet en, de elsker. Eller som bare har haft en uge, der smuldrer mellem hænderne uden nogen egentlig forklaring.

Som for eksempel den dag, hvor jeg havde glemt, at det var legetøjsdag i børnehaven. Mit barn stod med tårer i øjnene og en skuffelse så stor, at jeg nærmest kunne mærke den fysisk. Midt i kaosset måtte jeg køre hjem, finde hans elskede t-rex og drøne tilbage til børnehaven og sende mine kolleger en febrilsk sms, hvor der stod:

“Jeg kommer lidt senere. Jeg glemte legetøjsdag og måtte køre hjem efter en dinosaur. Lortemor. Og til jer, der har glemt, hvordan det er at have små børn, JA, det var MEGET alvorligt, men jeg er der om lidt ;-) .”

For når et lille menneske føler, at hele deres dag falder fra hinanden over en glemt dinosaur, så bliver man som forælder ikke stående og vurderer, om det er en proportional reaktion. Man kører.

Heldigvis har jeg meget forstående og søde kolleger, der var hurtige til at byde ind med historier om, da deres børn var små, og de selv stod i en lignende krise af samme dybt alvorlige karakter. Vi har jo alle sammen været der, ikke? Netop der kan vi ”snuble henad vejen og gribe hinanden igen”.  

Man kan ikke sætte en influenza eller en sorg i kalenderen

Småbørnsårene er ikke noget, man kan planlægge eller projektlede sig perfekt igennem, men en fase, man er nødt til at gennemleve og vente på bliver nemmere. Det var derfor, det føltes så mærkeligt, næsten som et ekko, da jeg stod i mørket med et barn, der græd af smerte, i nat.

For det slog mig, hvor længe det var siden, at det var sket sidst, og hvor langt vi var kommet. At de år, hvor jeg levede i døgndrift mellem vuggestuevira, aflysninger og skyldfølelse, langsomt var begyndt at slippe sit tag i mig. Pyha. 

Og mens jeg er ved at træde ud af den hårdeste periode af mit arbejdsliv, indtil nu, er der andre, der først er ved at træde ind i deres, eller står midt i den. Det behøver ikke være småbørnsforældre, for der findes mange slags brøl om natten.

Nogle kommer fra børneværelser. Andre inde fra kroppen. Fra sorgen, skilsmissen, ensomheden. Fra angst, sygdom, fertilitetsbehandling. Fra det usynlige, som vi ikke nødvendigvis siger højt, men som følger med os på arbejde. Som sætter sig i øjnene. I fraværet. I de lidt for hurtige svar og de lidt for lange pauser.

De hårde perioder er en naturlig og uundgåelig del af at være menneske og medarbejder. Husk det, når du tænker, at du må være verdens værste kollega, når du melder dig selv eller dit barn syg, og husk det, når din sidemakker på kontoret stempler lidt ud af det sociale og faglige fællesskab. Der er nok en rigtig god grund.   

Vi startede med Take That, så gik vi stærkt videre til Peter Frödin og Jimmy Jørgensen, så nu slutter vi selvfølgelig på en high note med Nik & Jay (og Winston Churchill, bevares). 

Hvis du går igennem helvede 
Så bliv ved med at gå

For en dag vågner du og tænker: “Vent lige… det er da faktisk længe siden, jeg har haft en nat, hvor nogen skreg uafbrudt fra kl. 02 til 05.” Eller: “Var det… en snert af overskud, jeg lige mærkede der?”

Alt bliver ikke perfekt ved et trylleslag, og der er stadig skoletasker og madpakker og “moooaaaaar han slog mig”-situationer, der skal håndteres, men du begynder at kunne skimte lyset for enden af tunnelen, og der er ikke et modkørende tog på vej imod dig, mens du er i den. 

Det eneste du kan gøre, er at håbe på, at dine kolleger stadig kan huske, hvordan det var og kan finde tålmodighed til at sige: “Selvfølgelig, vi finder ud af det”, også den fjerde dag i træk, hvor du er nødt til at blive hjemme. At de forstår, at det er en frygtelig følelse at melde fra, og at 99% hellere ville glide gennem arbejdsugen uden modgang og fravær, end at sidde derhjemme med dårlig samvittighed og voksende indbakke. 

Derfra skal tiden bare gå, og en dag vil du, dine kolleger og din chef, grine over dengang, du måtte melde fra til årets vigtigste præsentation, fordi børnehaven ringede og sagde, at sønnike var ramt af børneorm og maveonde, og du selv kastede en smule op i munden på vej ud i elevatoren. 

Et tænkt eksempel, der er fuldstændigt grebet ud af den blå luft, naturligvis.