Kan man som akademiker godtage sandheder, der ikke lader sig bevise?

Jeg befinder mig i spændingsfeltet mellem en fagligt funderet tilgang til viden  og en levet erfaring, hvor nogle ting ganske enkelt mærkes sande, uden at kunne måles eller bevises.

Hvad stiller man op som akademiker med disse indre modsatrettede positioner? 

I 2022 førte DR-dokumentaren Ellen Imellem til debat i blandt andet Akademikerbladet og en kampagne fra DM med sloganet: "Viden er fandeme ikke  et synspunkt." 

Det gav mening i konteksten: Viden skal være baseret på forskning, ikke på ’synsninger’. Men måske er virkeligheden mere nuanceret? Ifølge biolog og professor Christian Damgaard, citeret i Altinget, er det mere præcist at sige, at viden ikke altid er et synspunkt. Han påpeger, at viden i dag bygger på den "bedst mulige forskning og viden", og at "ikke al viden er hugget i sten".

Samtaler om ’efterlivet’

Dette blev genaktualiseret for mig, da jeg for nylig læste ”Efterlivet – samtaler om det uvisse” af Rane Willerslev og Frederik Lindhardt. Jeg mødte dem første gang under Resonansfestivalen på Oure Idrætshøjskole i august 2024 – en/ dannelsesfestival, hvor de med mod og nysgerrighed talte om det, vi sjældent drøfter åbent: Hvad sker der, når vi dør?) 

I bogen interviewer de fem forskere om deres syn på et muligt efterliv. Diskussionen er respektfuld, undrende og åben. Willerslev siger et sted:

"Jeg synes, vi er kommet ud over tabuet: At det er naivt at tro på et efterliv. Det er ikke naivt."

Lindhardt tilføjer:

"Nej, det er i hvert fald slet ikke naivt at gå ind i diskussionen."

Willerslev fortsætter:

"Jeg frygter, at mange befinder sig der, hvor de aldrig kommer i gang med undersøgelsen og diskussionen. [...] Men hvis man virkelig sætter sig for at lave systematiske undersøgelser, vil man nok kunne finde noget, vi endnu ikke har opdaget."

De nævner begge, at nye vinde er på vej. Blandt andet i form af et forskningscenter for religion og naturvidenskab – et muligt nybrud. 
Det får mig til at spørge, hvordan vi som samfund kan blive mere modige i vores undersøgelse af det, vi endnu ikke forstår.

Erfaringer, vi ikke kan forklare

Det inspirerer mig. Hvordan kan vi tale videre – åbent og respektfuldt – om balancen mellem det, vi ved, og det, vi endnu ikke ved? Og hvordan kan vi gøre det uden at dele os op i trosbaserede og videnskabsbaserede lejre?

Der er mennesker, der gennem hypnose, nærdødsoplevelser og meditation har haft dybtgående oplevelser, som ikke umiddelbart kan forklares, men som alligevel virker virkelige. Hvad gør vi med disse erfaringer? Hvordan rummer vi dem i en verden, hvor det målbare har forrang?

Jeg spørger mig selv:

• Hvor er broen mellem fornuften og det sansede?
• Hvor er broen mellem evidensbaseret viden og intuitiv vished?
• Og hvordan kan vi give plads til at undres – uden at kræve hurtige (og måske bekvemme) svar?
• Har vi f.eks. en sjæl? Eller er det blot en rest fra en religiøs fortid?
• Og hvis vi har – lever den videre? Er det naivt at spørge? Eller er det et udtryk for åbenhed? 

Et udvidet undringsfelt

Det, vi har brug for, er måske ikke flere svar, men et udvidet undringsfelt. Et sted, hvor vi tør sige: Vi ved det ikke endnu, men vi vil gerne undersøge det!

Derfor: En stor tak til Rane Willerslev for at insistere på, at undren ikke er naivitet. At det er muligt at være både fagligt forankret og åbent undrende. At vi kan tale om bevidsthed, efterliv og dybe erfaringer uden at miste jordforbindelsen.

For mig er det ikke bare modigt – det er nødvendigt. Især hvis vi vil forstå mere af, hvad det vil sige at være menneske.