Sådan lærte Hans at mundtlige aftaler er lige så gyldige som skriftlige

Derfor kan du roligt indgå mundtlige aftaler, når blot du kan bevise dem.

I min lille serie om dårlige råd, jeg har fået som iværksætter, selvstændig og freelancer, er vi nået til råd nr. 2. Jeg prioriterer ikke rådene, for nogle af de dårlige råd kan faktisk være mægtig gode i én sammenhæng og katastrofale i en anden. Det gælder også for rådet om mundtlige aftaler.

Det saglige perspektiv

Aftaleloven indeholder ikke nogen bestemmelser om, hvordan en aftale skal indgås. Deraf følger, at en aftale som udgangspunkt er gældende, uanset om den er indgået skriftligt, mundtligt eller for den sags skyld ved uartikuleret gensidig forståelse – f.eks. ved et nik eller en skål.

Det fik jeg for mange år siden at vide af en advokat, og jeg har egentlig bare taget det for gode varer indtil nu. I dag tog jeg mig så tid til at læse loven, og den er god nok. Der står ikke et ord om krav til aftalers udformning. Faktisk står der mest om, hvad der kan gøre en aftale ugyldig.

Loven er ganske morsom læsning (og ja, citatet er skam fra den gældende udgave), og den nævner direkte mundtlighed i viljeserklæring som mulighed – f.eks. i §32 Stk. 2:

”Bliver en afgiven viljeserklæring, som befordres ved telegraf eller mundtlig fremføres ved bud, forvansket ved fejl fra telegrafvæsenets side eller ved urigtig gengivelse af budet, er afgiveren ikke bundet ved erklæringen i den skikkelse, hvori den kom frem, selv om den, til hvem erklæringen er afgivet, var i god tro. Vil afgiveren gøre gældende, at erklæringen er uforbindende, har han dog at give meddelelse derom uden ugrundet ophold, efter at forvanskningen er kommet til hans kundskab. Undlader han det, er han bundet ved erklæringen i den skikkelse, hvori den kom frem, såfremt den, til hvem erklæringen er afgivet, var i god tro.”

Jeg holder især af begrebet 'erklæringen i den skikkelse, hvori den kom frem'. Og selvfølgelig den specifikke henvisning til, at telegrafvæsenet kan begå fejl. Hele teksten findes her.

Advokatens dårlige råd i sin tid blev dog fulgt op af et forbehold.

Bevisbyrden

Fordelen ved en skriftlig aftale med dato og underskrift af begge parter er, at den udgør et bevis for, at aftalen rent faktisk er indgået.

Så advokaten fortalte mig, at hvis man indgår mundtlige aftaler, skal man sørge for at sikre sig et bevis for, at aftalen er indgået. Det kan for eksempel være via et vidne eller en optagelse af lyd eller billede.

Jeg er ikke jurist, men jeg har beskæftiget mig en del med juridiske tekster og deres brug, og for mig at se har advokaten faktisk ret. Rent juridisk. Og desværre har jeg også gjort mig nogle få, men dyre erfaringer om dette.

Lydfilen med den mundtlige aftale

Jeg har nemlig været i retten med en lydfil af en mundtlig aftale som bevis for gyldigheden af en faktura.

Historien kort – set fra mit synspunkt – handler om, at vi var nogen, som havde lavet en lille virksomhed sammen. Det var kun en ganske lille aktivitet, så i stedet for at stifte et selskab, indgik vi en mundtlig aftale om forholdene. Vi drev virksomhedens aktiviteter som sideaktiviteter i vores eksisterende virksomheders navne og udlignede indtægterne løbende.

Det begyndte at gå bedre, og det, som i starten egentlig bare var en lille, sjov aktivitet, udviklede sig til en egentlig forretning. Derfor ønskede den ene part på et tidspunkt at købe os andre ud. Vi fik aftalt en pris – denne gang pr. mail – og jeg sendte en faktura, som aldrig blev betalt.

Set fra mit synspunkt havde min tidligere forretningspartner altså snuppet min del af butikken – og derfor stævnede min advokat ham for fogedretten, hvor man behandler sager om ubetalte fakturaer.

Min tidligere partner, som nu var min modpart, mente, at fakturaen var ugyldig, fordi jeg angiveligt havde narret ham ved indgåelsen af vores oprindelige mundtlige aftale. Derfor ville han ikke betale, og han ville heller ikke give mig min andel tilbage.

Jeg var rimeligt rolig, fordi jeg jo vidste, at jeg havde lydfilen som bevis for vores aftale. Og jeg vidste, at sagens taber skulle betale sagens omkostninger - herunder salær til modpartens advokat. Jeg havde jo ret, så jeg ville vinde og få mine penge, og min modpart skulle betale for min advokat.

Rettens gang

Hvis vi i stedet for en mundtlig aftale om fordeling af indtægter og arbejdsbyrder havde stiftet et selskab på helt almindelige vilkår, havde det været en simpel sag for dommeren i fogedretten at forholde sig til. Han kender den slags dokumenter til hudløshed, og han ville på få minutter kunne afgøre, om mit krav var legitimt eller ej.

Men nu havde vi altså en mundtlig aftale, hvis form vi selv havde fundet på, mens vi indgik den.

Så udfaldet i fogedretten blev, at dommeren ikke kunne forholde sig til grundlaget for fakturaens gyldighed, hvorfor sagen blev henvist til civilretten. Den var nu ikke længere et spørgsmål om en ubetalt faktura, men et spørgsmål om, hvorvidt jeg havde ”løbet min partner i bagenden”, da vi indgik den oprindelige aftale.

Og dermed havde jeg tabt sagen i fogedretten.

Og derfor skulle jeg betale sagens omkostninger.

Så i stedet for en indtægt stod jeg altså tilbage med en regning på to advokatsalærer og en virkelig harsk smag i munden.

Så kæmper vi da for princippet

Det var min umiddelbare reaktion. Den lede lille lus skal ikke komme og stjæle min andel af virksomheden. No way. Vi skal i civilretten.

Den holdning havde jeg, indtil jeg havde snakket med min advokat. Han fortalte at jeg under alle omstændigheder skulle betale sagens omkostninger her og nu. Sagen i civilretten ville kunne strække sig over flere år – og da jura jo ikke er en eksakt videnskab, ville der også være en eller anden sandsynlighed for, at jeg kunne tabe. Og så skulle jeg betale sagens omkostninger igen. Plus nyt salær til min egen advokat.

I stedet foreslog han at forhandle et forlig.

Enden af det blev, at min modpart accepterede at betale et ganske lille beløb, som lige akkurat kunne dække mine omkostninger.

Få måneder senere blev virksomheden solgt for et syvcifret beløb.

Jeg anerkender, at der er fordele ved mundtlige aftaler. De egner sig rigtig godt til at signalere gensidig tillid mellem parterne. Men jeg tror og håber ikke, at jeg igen får brug for at tage en mundtlig aftale med i retten.