De er så skidesure i Aarhus

Nu tænker du sikkert: Mener han virkelig, at alle i Aarhus er sure?

Det er de ikke. Aarhus er jo smilets by! Det ved jeg, for jeg er selv vokset op i en lille by lidt uden for Aarhus.

Nej, dem der er sure i Aarhus, er dem der arbejder på DMs kontor på Åboulevarden. De er sure!

Sådan virkede det i hvert fald for mig en dag. Men hvordan kan jeg få sådan en absurd tanke om andre? Jeg har trods alt arbejdet indgående med arbejdsmiljø de seneste 10 år. Og jeg er en del af fagbevægelsen, så hvorfor peger jeg nu pludselig fingre af mine kolleger og hænger dem ud som sure?

For at forstå det, er jeg nok nødt til at løfte sløret for, hvornår jeg første gang tænkte tanken. Kort efter jeg blev ansat i Dansk Magisterforening, deltog jeg i et møde. Det var sådan et møde, hvor Aarhus-afdelingen var med på Skype. Og som ny virkede de … ja, det har jeg nok allerede afsløret: En lille smule sure! Sådan lidt irritable. Som de sad dér foran kameraet og ikke rigtig smilede med, når nogen sagde noget sjovt. Det var som om, de ikke rigtig var en del af samtalen. Og når de endelig sagde noget, virkede de ikke ligefrem overdrevent konstruktive.

Ugen efter: Nyt møde, samme situation. Hver gang nogen fra Aarhus-afdelingen skulle sige noget, lænede de sig sådan lidt opgivende frem og fremsagde deres kommentar eller spørgsmål. Og jeg tænkte: "Det var da nok egentlig ok, at jeg så er ansat i sekretariatet på Frederiksberg frem for i Aarhus".

I Aarhus blev jeg selv den sure

Nu ville skæbnen så, at jeg et par måneder efter skulle arbejde tre dage på kontoret i Aarhus. Det var i de tre dage op til påske, hvor mine børn havde fri, men ikke jeg. Derfor fandt jeg på, at jeg kunne arbejde i DMs kontor i Aarhus, mens mine unger blev passet af mine forældre, der stadig bor i byen, hvor jeg voksede op.

Den første dag på kontoret i Aarhus, deltog jeg i et Skype-møde sammen med en af kollegerne på Aarhus-kontoret. Hovedparten af deltagerne var i sekretariatet på Frederiksberg. I starten af mødet virkede lyden ikke. Dem, der talte, var ikke inde i billedet. Billedkvaliteten gik fra nogenlunde til ringe, og der var undervejs løbende udfald og forsinkelser i lyden. Og når nogen på Frederiksberg talte samtidig eller sagde noget morsomt, og de andre grinte undervejs, smuttede pointen for os i den anden ende.

Når én af os i Aarhus skulle sige noget, var det svært at vide, hvordan vi skulle markere. Vi prøvede lidt forskelligt: Række fingeren op. Vinke. Det virkede bare ikke rigtig. Så lidt opgivende lænede jeg mig frem mod mikrofonen og sagde: "Jeg har altså også noget til det punkt". Lød jeg sur? Ja, det gjorde jeg. Og jeg var faktisk lidt sur.

Jeg var sur, fordi det var svært at høre - og svært at blive hørt. Og vi vil nok alle sammen bare gerne opleve, at det, vi er en del af, giver mening – og det kræver, at vi både kan høre, hvad der bliver sagt, og at vi oplever at blive hørt. Og når vi ikke bliver det, påvirker det vores arbejdsmiljø.

Så det, der faktisk udspillede sig, var egentlig et arbejdsmiljøproblem. Og pointen med eksemplet er, at et arbejdsmiljøproblem ikke altid kun skyldes mennesker, der ikke behandler hinanden godt. At teknologien er et medie, der kan understøtte samarbejde på tværs af fysiske enheder, men når den ikke fungerer optimalt også kan have negativ betydning for, hvordan vi opfatter hinanden – og dermed påvirke kvaliteten af vores samarbejde negativt.

Teknologien spiller en stor rolle i akademikeres arbejde. Tænk bare på diverse IT-systemer, elektroniske sags- og dokumenthåndteringssystemer og meget andet. Når de ikke lige passer helt til det arbejde, vi udfører, når responstiden er lav, dokumenterne svære at finde.

De teknologiske udfordringer er vigtige at pege på, fordi den slags udfordringer påvirker både kvaliteten af det arbejde, vi laver (og vores oplevelse af mening i arbejdet), ligesom det påvirker arbejdsmiljøet. Mit budskab er, at det er vigtigt at huske i alle arbejdsmiljødrøftelser, både når de foregår i forberedelse og opfølgning på APV i arbejdsmiljøudvalget, under drøftelserne i samarbejdsudvalget og så videre.

Sandsynligheden for, at lignende situationer gentager sig, er heldigvis begrænset, efter vi har fået bedre IT-udstyr. Og som historien nok også afslører, fandt jeg ud af, at dem i Aarhus faktisk overhovedet ikke var sure. De er ret søde (ligesom alle os andre her i DM).