Måske er du ikke stresset. Måske er du bare et menneske

Hvis nogen lavede en liste over populære ord, som vi bruger om vores arbejdsliv, ville stress helt sikkert ligge i toppen. Og hvis samme nogen lavede en sammenligning af, hvordan vores sprogbrug har ændret sig de sidste par årtier, er mit forsigtige bud, at stress er højdespringeren.

For talte vi overhovedet om stress for 20-30 år siden? Det gjorde vi nok – men det var forbeholdt de ulykkelige tilfælde, hvor mennesker var blevet ramt af den slags stress, der er decideret invaliderende og forfærdelig svær at håndtere.

Selv kender jeg desværre flere, som har været ramt. Med alt, hvad det indebærer af bekymringer for både helbred og fremtidigt arbejdsliv. Derfor ved jeg, hvor alvorligt det kan være. Og netop derfor ærgrer det mig, at vi er begyndt at tale om stress, som om det er noget, vi alle sammen konstant har lidt af – som en slags travlheds-influenza, der bare følger med voksenlivet.

For lad os lige slå fast: Stress er en sygdomsdiagnose. En reel, sundhedsfarlig tilstand.

Medicinsk skelner man mellem kortvarig og langvarig stress. Den kortvarige kender vi alle – den kan give sved på panden, spændte skuldre og dårlig søvn i perioder. Men den er ikke i sig selv farlig. Den langvarige, derimod, kan føre til depression, hjertekarsygdomme og alvorlige sammenbrud.

Men det betyder jo ikke, at enhver mandagsblues eller travl uge skal kaldes stress. Måske er du ikke stresset. Måske er du bare... presset. Eller uorganiseret. Eller i gang med at indfri nogle forventninger til dig selv, som ingen andre har stillet. Eller som du slet ikke behøver indfri.

Det er, som om vi har mistet sproget for almindelige livsbetingelser. Alt skal pakkes ind i diagnoser og følelsesord. Vi taler om at “mistrives” på arbejdspladsen, når det vi i virkeligheden mener er, at vi er frustrerede, uinspirerede eller bare har en røvsyg chef. Det er ikke mistrivsel. Det er livet.

Trivselskommissionen har lige netop sagt det højt: Vi skal lære de unge, at livet indeholder modgang.

At ikke al ubehag er et tegn på mistrivsel. Den pointe gælder ikke kun de unge. Den gælder sådan set os alle. For vi gør både os selv og hinanden en bjørnetjeneste, hvis vi insisterer på, at det moderne arbejdsliv skal være friktionsfrit og meningsfuldt hele tiden. Det er ikke virkeligt. Og det er slet ikke sundt.

Vi må gerne være lidt mere modstandsdygtige. Vi må godt lære at tåle modvind. Ikke som en kynisk ide om at “tage sig sammen” – men som en voksen erkendelse af, at det er en del af livet at blive presset. Og at det faktisk ikke nødvendigvis er systemets skyld hver gang, vi føler os utilpasse. Måske er det bare... os selv?

Så næste gang du mærker uro i kroppen og lyst til at aflyse det hele: Spørg dig selv ærligt – er jeg stresset? Eller er jeg bare træt, frustreret, i tvivl – og måske lidt for opsat på at leve op til en eller anden perfektion, jeg selv har fundet på?

Hvis vi skal tage stress alvorligt – og det skal vi – så må vi holde op med at kalde alting stress.