Ny undersøgelse: Mange i fleksjob skammer sig

”Det er svært at være åben omkring, at jeg har et fleksjob. Så jeg deler det sjældent.” 

”Jeg føler mig ofte som en ’andenrangs-ansat’. Og at min faglighed ikke bliver brugt nok.”  

Sådan lyder nogle af de mange udtalelser om at føle skam ved at være i fleksjob i en rundspørge blandt 173 akademikere i fleksjob, som Akademikerbladet har lavet i juni måned blandt medlemmer i DM-netværket FleksAjob.   

Her angiver 60 procent, at de har følt skam i forhold til omverdenens reaktioner ved at blive visiteret til et fleksjob.  

”Det er jo en meget høj andel og meget problematisk. Men jeg er ikke superoverrasket over, at så mange oplever skam i forhold til den viden vi har på området,” siger Iben Nørup, som er lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet og forsker i udsatte grupper på arbejdsmarkedet.  

Forskeren mener, at fleksjobordningen har ændret sig markant siden fleksjobreformen i 2013, og at den for mange fleksjobbere i dag forbindes med noget mere skamfuldt, end den gjorde før reformen.

”Efter fleksjobreformen i 2013 er der kommet mange ind i ordningen, som arbejder fem timer eller mindre om ugen, fordi de har en række psykiske og måske også fysiske udfordringer og derfor er på kanten af arbejdsmarkedet. Og det er en helt anden beskæftigelsesindsats og type af ansættelse, disse mennesker skal have, end fleksjobordningen oprindeligt var tænkt at være,” siger Iben Nørup.  

”Jeg siger, jeg er på deltid” 

Den forklaring går igen blandt de mange akademikere, som har oplevet skam i forbindelse med at blive visiteret til fleksjob.  

”Hvis jeg har brug for at fortælle folk – for eksempel nye kolleger eller i andre sammenhænge - at jeg ikke arbejder fuldtid, siger jeg oftest, at jeg 'er på deltid'. Jeg lægger sjældent ud med at sige, at jeg 'er i fleksjob', da det er min oplevelse, at ukendskabet til ordningen er stort og fordommene mange. Måske tager jeg fejl, men dette er det indtryk, jeg har,” fortæller en akademiker i spørgeskemaundersøgelsen. 

”Jeg synes, at jeg tit bliver mødt af en mistro af omverden og får en følelse af, at jeg ikke er ’lige så meget værd for samfundet’, fordi jeg ikke kan arbejde 37 timer om ugen. Det skammer jeg mig over,” siger en anden, mens en tredje skammer sig over at være akademiker i fleksjob.  

”Der er stor skam for en akademiker. Og det er svært for andre at forstå. Især med mig, da jeg har PCS, som ikke kan ses. Så der er manglende forståelse, selvom jeg har brugt meget tid på at prøve at forklare,” lyder kommentaren.

Mange fleksjobbere arbejder lidt 

I juni måned var 97.919 personer ansat i fleksjob. Det er det højeste antal, siden man begyndte at måle tilbage i 2004. 

Men 26 procent eller mere end hver fjerde fleksjobber arbejder 1-5 timer om ugen, viser seneste tal fra Jobindsats.  

Fleksjobordningen er ifølge Iben Nørup på den måde blevet udvandet. Ifølge hende bør man i langt højere grad vende tilbage til, hvordan ordningen var inden reformen i 2013.  

Modregning af løn og bonusser bør fjernes, og ligesom arbejdsgiverne har foreslået det, kan der indføres et højere minimumskrav til, hvor mange timer om ugen man skal kunne arbejde for at få retten til et fleksjob, mener hun.   

”Før reformen skulle man som fleksjobber kunne arbejde minimum 12 timer om ugen. Om det fremover så hedder 9, 10 eller 12 timer, er ikke det afgørende. Det er derimod, at man begynder at forholde sig til, hvor få timer et fleksjob egentlig giver mening at være, før man kan udfylde en funktion, som faktisk er vigtig for arbejdspladsen, og for at man også har mulighed for at bruge sine faglige kompetencer og udvikle sig, så det bliver reel inklusion, ” siger Iben Nørup. 

Hvad skal der så ske med de mange fleksjobbere, som i dag arbejder fem timer eller mindre om ugen? 

 ”De burde nok i stedet for få en førtidspension. Det kan lyde negativt eller som en diskvalificering. Men førtidspension er oprindeligt lavet for, at mennesker med et meget sårbart helbred ikke ender i stor økonomisk usikkerhed. Og muligheden for at arbejde i et løntilskudsjob er der også for førtidspensionister, og det var der faktisk også en del førtidspensionister, der gjorde forud for reformen,” siger Iben Nørup. 

Fleksjob er ikke altid det rigtige 

Hun forklarer, at fleksjobbere med et meget lavt timeantal er typisk mennesker med meget alvorlige helbredsproblemer og derfor meget begrænset arbejdsevne.  

”Det er derfor også usikkert, om de kan blive ved med at fastholde en lille arbejdsevne. Derfor bliver deres økonomiske situation også meget usikker. De ville være bedre og mere sikkert stillet med en sikret en grundydelse fra førtidspensionen og så kunne supplere den med et løntilskudsjob, når de kan arbejde.”  

Desuden handler fleksjobordningen og meget andet end timeantal. Det gælder for eksempel skånehensyn og det bliver ofte glemt, påpeger Iben Nørup.  

”Diskussionen handler ikke kun om arbejdstid, men også, at arbejdspladsen laver skånehensyn, og at man accepterer, at nogle godt kan arbejde i mange timer, men måske kun på altså 70 procent effektivitet. Det var også en del af tanken med fleksjobordningen oprindeligt, og den grundtanke skal vi tilbage til.”