Midtjysk toiletvirksomhed ansætter masser af fleksjobbere: ”Det sidder i væggene”

”Det er dejligt at føle, at jeg kan bruge min faglighed og er en vigtig ressource. Selvom jeg arbejder så få timer, så får jeg virkelig meget støtte af både min leder og kolleger, så jeg får lavet et arbejde, som virksomheden kan bruge.”

53-årige Dorte Sørensen har haft en årelang karriere som uddannet laboratorietekniker, men fik sit liv vendt på hovedet i 2016, da hun blev påkørt af en bil.

Hun fik et kraftigt piskesmæld og blev fuldtidssygemeldt. I dag har hun stadig nakke- og hovedsmerter og har koncentrationsbesvær, der gør det umuligt for hende at arbejde på fuld tid.

Da hun et år efter ulykken skulle arbejdsprøves til fleksjob, kom hun selv på at kontakte virksomheden Pressalit i Ry, som siden 1954 har designet, udviklet og produceret toiletsæder. 

”Det er en stor virksomhed i mit nærområde, som man bare kender, også fordi de har et godt image med at ansætte folk med særlige udfordringer og fleksjobbere. Jeg kunne også se, at Pressalit laver ISO-håndteringer, som jeg har siddet med tidligere i en fødevareingrediensvirksomhed. Og så jeg ville ikke skulle køre så langt fra mit hjem i Gammel Rye, hvilket min nakke ikke kan klare, så udsigten til et job der ville passe mig perfekt,” fortæller Dorte Sørensen.

Familiekulturen er grundlaget

Pressalit i Ry er blevet internationalt kendt for at lave en forretning ud af designede toiletsæder. Men en stor del af virksomhedens omsætning kommer også fra højdejusterbare køkkener og badeværelser til folk med nedsat funktionsevne. Og det er ikke tilfældigt.

Tilbage i 1975 trådte en arkitekt nemlig ind ad Pressalits indgangsdør og præsenterede en smart idé til en måde, man kan lave hjælpemidler til folk med funktionsnedsættelse. Og da ejeren af Pressalit havde en nevø, som led af muskelsvind, blev det en åbning til også at lave badeværelser og køkkener til folk med specielle behov.

Den historie afspejler den familiekultur og indstilling til værdier som trivsel, omsorg, anerkendelse, humor og mening, som Pressalit arbejder efter i dag.

8 procent er i fleksjob

I dag er næsten 8 procent af Pressalits knap 300 medarbejdere ansat på særlige vilkår. Heraf er mange fleksjobbere på både ny og gammel ordning, for folk bliver gerne hængende i årtier, når de først er blevet ansat, fortæller Mette Dyhl Prola.

Hele Pressalits facility serviceteam er fleksjobbere. Receptionen har også medarbejdere ansat i fleksjob, og det samme har køkkenet og produktionen.

”Fleksjobbere har forskellige skånehensyn, så kunsten er at finde jobområder, hvor det giver god mening. Og det lykkes vi med. Dorte laver kvalitetsstyring og miljø- og kemiregistrering af skadelige stoffer. Der kunne lige så godt have siddet en cand.merc. i den position, men nu udfylder Dorte den,” fortæller Mette Dyhl Prola. 

Fra sit kontor på 1. sal kan Mette se ud på et stort træ, der blev plantet på virksomhedens område i 2010. Det skete i forbindelse med, at Pressalit ansatte to unge drenge som grønne pedeller. De kom fra Gammel Havredal Skole i Kjellerup, som hjælper unge mennesker, der ikke kan klare sig igennem skolesystemet.

”Så fik vi det træ af skolen, som vi plantede foran bygningen med beskeden om, at det skulle vokse og slå rødder, ligesom de 2 drenge ville vokse og slå rødder her hos Pressalit. Da de kom, kunne de dårligt nok se andre folk i øjnene og give hånden. I dag varetager og vedligeholder de alle vores grønne områder, laver forefaldende malerarbejde og oplærer også elever. De er nærmest blevet virksomhedens maskotter. Sådanne historier har vi mange af her,” fortæller Mette Dyhl Prola.

Dortes historie er imidlertid en, som Pressalit ikke har mange af.

For selvom Pressalit har mange fleksjobbere, så er Dorte nemlig eneste akademiker i fleksjob hos virksomheden, og det undrer faktisk Mette.

”Jeg møder simpelthen akademikere, som ønsker fleksjob, sjældnere. Det skyldes nok, at der dels er færre af dem. Men akademikere har modsat mange ufaglærte, som får hjælp af kommunen til at finde fleksjob, nok også et andet drive og et ønske om selv at løse sin situation. Det gjorde Dorte jo,” siger Mette Dyhl Prola.

Vil gerne, men kan ikke arbejde mere

Dorte Sørensen er i dag ansat 7,5 time i fleksjob som kvalitets- og miljøassistent hos Pressalit. Selvom virksomheden er god til at inkludere sine ansatte både fagligt og socialt, så kan Dorte som eneste akademiker i fleksjob i Pressalit med få arbejdstimer godt føle sig lidt alene en gang imellem.

”Mange af de andre fleksjobbere her arbejder i andre afdelinger og har helt andre arbejdsfunktioner, end hvad jeg har. Så de har ligesom et netværk sammen. Når man har så få timer som jeg, går man nemt glip af mange ting. Så der sidder jeg lidt alene på grenen, men det har jeg affundet mig med. Det handler også om selv at opsøge det, og det prøver jeg” siger Dorte Sørensen.

På baggrund af kroniske blandede neurogene smerter i nakke, skuldre og hoved efter påkørslen, vurderes hun af kommunen at kunne arbejde 7 timer og 30 minutter ugentligt med en 93,3 procent intensitet, svarende til en effektiv arbejdstid på 7 timer ugentligt.

Hendes skånehensyn er varierende arbejdsstillinger, rolige omgivelser, forudsigelighed i opgaver, ingen pres og stres, mulighed for brug af hjælpemidler og pauser efter behov. Det kan fx være en gåtur.

”Sådan lige et kvarters gåtur midt på arbejdsdagen for at få min nakke og min ryg til at få det bedre. Så er jeg typisk frisk igen,” fortæller hun.

Selvom Dorte gerne ville have arbejdet mere, må hun desværre sande at kroppen siger nej og faktisk trækker i modsat retning. Derfor er planen, at hun går fra tre arbejdsdage a 2,5 time til to ugentlige arbejdsdage a 3,25 timer, hvis kommunen godkender det.

”Når jeg går på weekend efter fremmøde mandag, onsdag, fredag, har jeg været fuldstændig brændt ud, selvom det måske godt kan virke underligt med bare 2,5 times arbejde per dag. Det kunne jeg simpelthen ikke holde til – det var ikke en holdbar løsning.”

Hun har følt en slags identitetstab, når hun ikke længere kan arbejde, som hun plejede. Men hun er i dag landet sted, hvor hun trives.

”Jeg ville da gerne have arbejdet på normale arbejdsvilkår, men jeg er bare taknemmelig for stadig at have en tilknytning til arbejdsmarkedet, og at jeg her kan bruge min faglighed. Så hvis kroppen vil det, håber jeg at kunne arbejde her en del år endnu,” siger Dorte Sørensen.