”Det ville være synd for samfundet, mine kollegaer og mig selv, hvis jeg ikke kunne bidrage”

”Siden jeg var seks dage gammel, har jeg levet med mit handicap. Det betyder selvfølgelig, at der er ting, jeg ikke kan, og det medfører begrænsninger. Men for mig er det et vilkår, jeg altid har levet med. Jeg tænker ikke over det længere,” siger Villads Hamann.

I lang tid var hans mantra, at der ikke var noget, han ikke kunne -  udover at løbe et maraton.

”Det har jeg dog modereret lidt med tiden, men selvom der måske er lidt flere ting, jeg ikke kan, så skal det ikke stå i vejen for, at jeg kan lave meningsfuldt arbejde i mit fleksjob, som jeg er stolt af og som har rod i min akademiske uddannelse og mine faglige kompetencer,” siger han.

Villads Hamann har hele sit liv levet med diagnosen cerebral parese – en medfødt hjerneskade, som medfører helbredsmæssige udfordringer. Det betyder, at han ikke kan arbejde 37 timer om ugen uden at opleve kraftige følgevirkninger.

”Hvis jeg presser mig selv for meget, så betyder min sygdom, at det stensikkert ender med stress og depression – og den slags er livsfarligt. Jeg har været nødt til at lære, at jeg ikke skal tilpasse mig samfundet, men at det faktisk også skal tilpasse sig til mig.”

Men sygdommen har ikke stået i vejen for, at han kan bruge sin faglighed.

Villads er i dag en del af et digitalt læringsteam på lige fod med tre andre kolleger. Han arbejder 13 timer om ugen som læringskonsulent hos virksomheden SmartLearning, hvor han blandt andet udvikler robotter, som automatiserer en lang række opgaver.

Oprindeligt er han uddannet folkeskolelærer, og senere tog han en kandidat i IT, læring og organisatorisk omstilling på Aalborg Universitet.

Til at begynde med var det hans intention at arbejde så tæt på fuldtid som muligt.

”Men jeg blev nødt til at se i øjnene, at det ikke var en mulighed for mig,” siger Villads Hamann.

”Jeg kunne ikke tilpasse mig den forudsætning i samfundet. Jeg blev nødt til at gøre noget andet.”

En kritisk grænse

Den cerebrale parese har nemlig den konsekvens for Villads Hamann. at han bliver nødt til at prioritere sin energi og sin tid for at undgå at blive udtrættet, som det hedder.

”Hvis jeg arbejder 37 timer om ugen, så kan jeg holde til det i måske et halvt år ad gangen. Jeg kan godt presse mig selv til det, og det har jeg også gjort tidligere, men det har kæmpestore konsekvenser i sidste ende,” siger han.

Der kommer en kritisk grænse, som munder ud i stress og depression.
”Det føles som om, jeg bliver tung i hovedet. Min krop virker frisk, men jeg magter kun at ligge på sofaen. Jeg har lyst til at lave noget, men så snart jeg går i gang med det, kan jeg ikke gøre det færdig. Det er utroligt frustrerende, for jeg holder af at gøre ting,” siger han.

”Efter jeg har fået mit fleksjob, er det langt lettere at arbejde på en måde og indenfor en ramme, som gør det muligt at undgå den mur.”

"Jeg blev klogere" 

Det var en længere erkendelsesproces at komme til det punkt. Da Villads Hamann under sin uddannelse som lærer på Haderslev Seminarium var i praktik i folkeskolen, måtte han sande at hverdagen var for hård.

”Jeg elsker at arbejde med mennesker og børn, men jeg blev helt utroligt udmattet af det,” siger han. Han blev forsinket et år på uddannelsen på grund af en sygemelding.

Men det tog han ikke så tungt, for han havde allerede undersøgt muligheden for at læse videre med sin professionsbachelor. Efter han blev færdiguddannet som lærer, søgte han ind på Aalborg Universitet i faget IT, læring og organisatorisk omstilling.

Villads Hamann var glad for studiet, og da han blev kandidat, fik han job som videnskabelig assistent på universitetet. Både han og hans arbejdsgiver var bevidst om, at 37 timer var for meget, og aftalte derfor, at Villads Hamann skulle arbejde 30 timer om ugen.

”Jeg tænkte, at selvfølgelig kunne jeg det. Jeg blev klogere,” siger han.

Tre måneder inde i sit ansættelsesforløb måtte han sygemelde sig.

”Det var helt sikkert et nederlag. Men jeg blev jo faktisk klogere på, hvordan jeg blev nødt til at gøre. At jeg blev nødt til at arbejde færre timer og ansøge kommunen om etablering af et fleksjob. Man kan også i stedet for et nederlag kalde det et skifte eller en erkendelsesproces,” siger Villads Hamann.

Fandt fleksjob efter tre måneder

I samarbejde med kommunen fik han en virksomhedspraktik hos SmartLearning, som er en online udbyder af efter- og videreuddannelse for de danske erhvervsakademier.

”Det var lige mig. Det er jo spændingsfeltet mellem didaktik og IT, som min uddannelse og min faglighed også handler om,” siger han.

Allerede efter tre måneder fik Villads Hamann en fleksjob-stilling.

”Det var utroligt godt, at jeg fik det og en klar anerkendelse. Jeg er meget, meget glad for mit arbejde. Jeg er en del af holdet. Det, jeg bidrager med, er enormt værdsat,” siger han.

For nylig han udviklet en robot, som kan automatisere at udskifte billeder på læringsplatformen.

”Det er en måde at spare mine kollegaer og mig for en masse kedeligt arbejde, så vi kan koncentrere os om andre ting.”

Villads Hamann har også været med til at udvikle en løsning med kunstig intelligens, som kan lave udkast til manuskripter til videoer ved hjælp af ChatGPT, som undervisere kan arbejde videre fra.

”Det frigiver tid til mere væsentlige opgaver og giver underviseren et udgangspunkt. Det er løsninger jeg er stolt af, at jeg kan bidrage med. Det er jo noget, som jeg specifikt kan,” siger Villads Hamann.

”Det ville være helt afsindigt synd, hvis jeg ikke kunne bidrage med det, jeg kan. Det muliggør mit fleksjob. Det skaber værdi, både for samfundet, mine kollegaer og mig selv.”