Spring menu over

Der findes en del regler og retningslinjer, som du skal være opmærksom på, hvis du bliver syg og dermed ikke kan arbejde.

Hvordan melder du dig syg?

  • Hvis du bliver syg, skal du melde dig syg hos din arbejdsgiver hurtigst muligt. Når du melder dig syg, skal du følge arbejdspladsens regler og retningslinjer for sygemelding – de vil ofte fremgå af din kontrakt, arbejdspladsens personalehåndbog eller intranet. 
  • Hvis du udebliver fra arbejdet grundet sygdom, men ikke har meddelt dette til din arbejdsgiver, er denne ikke forpligtet til at udbetale løn og vil kunne anse fraværet som grov misligholdelse og med rette bortvise dig.

Hvordan melder du dig rask?

  • Du kan som regel blot møde op på arbejde. Og ellers lige sikre dig, at din chef har set du er vendt tilbage.  
  • Der kan være regler på arbejdspladsen om, at det skal registreres, når du igen møder ind på arbejde. Følg retningslinjerne i din kontrakt, arbejdspladsens personalehåndbog eller intranet.  

Lægebesøg 

  • Ved løbende rutinemæssige besøg hos lægen og tandlæge skal du tilstræbe at lægge besøgene uden for arbejdstiden. Er det ikke muligt, har du ret til at få fri. Hvis du har ret til løn under sygdom, vil du få løn, når du er hos lægen og tandlægen. 
  • Såfremt din arbejdsgiver beder om en lægeerklæring/friattest hos en læge som dokumentation for dit sygefravær, er det som udgangspunkt også arbejdsgiveren, som skal betale udgiften hertil. Hvis andet er aftalt mellem dig og din arbejdsgiver, kan det dog være denne aftale, som er gældende.

Indkomst under sygdom

Der er flere måder at få indkomst under sygdom.

Syg fra studiet:

  • Hvis du er syg fra studiet, skal du kontakte dit lokale SU-kontor for at få oplyst, hvilke muligheder du har for indkomst under sygdom.

Syg fra studiejobbet: 

  • Du har ret til løn under sygdom, hvis du er funktionær eller hvis du har aftalt det med din arbejdsgiver.  

Opsigelse på grund af sygdom  

Du kan godt blive sagt op på grund af sygdom, og imens du er syg. Opsigelsesvarslet skal stå i din ansættelseskontrakt. Hvis du bliver rask i opsigelsesperioden, skal du møde på arbejde som sædvanlig.

  • 120 dages-reglen: Hvis du er funktionær, kan der være indsat en 120-dages regel i din ansættelseskontrakt, som du skal være opmærksom på. 120-dages reglen går ud på, at arbejdsgiveren kan opsige en funktionæransat medarbejder med en måneds varsel, hvis medarbejderen har været syg i sammenlagt 120 dage inden for 12 måneder. 120-dages reglen skal fremgå helt eksplicit i din ansættelseskontrakt, før den er gældende. 

Sygdom i forbindelse med ferie

  • Man kan ikke både være syg og holde ferie. 
  • Hvis du bliver syg inden sin ferie, kan du få din ferie udskudt.
  • Bliver du syg under ferien, skal du give besked til din arbejdsgiver hurtigst muligt. Når du melder dig syg i ferien, er der en samlet karensperiode på fem dage. Det vil sige, at du først kan få erstattet dine feriedage fra og med den sjette feriedag. 

Arbejdsgivers kontakt under sygdom 

  • Retningslinjer for kontakt mellem ansat og arbejdsgiver vil ofte fremgå af en personalehåndbog. Generelt er det bedst at være i kontakt med sin arbejdsgiver under en sygefraværsperiode, dog kan du godt bede om ikke at blive kontaktet i en periode, hvis du er for syg.  

Bliv medlem

Bliv studiemedlem af DM og MA og få rådgive om dine rettigheder ved sygdom og fravær.