Mere end 30 millioner til forskning i fremtidens forsvarsteknologi
© Foto: AAU
Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC) har fordelt over 30 millioner kroner til 28 nye forsvarsteknologiske projekter, der skal bidrage til at styrke forsvar og sikkerhed både i Danmark og i vores alliancer med EU og NATO.
Nationalt Forsvarsteknologisk Center er et fælles initiativ med deltagelse af alle landets universiteter og alle Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS-institutter).
”Vi er stadig et godt stykke vej fra EU-målet om at anvende to procent af forsvarsbudgettet på forskning og innovation, og faktisk investerer Danmark langt mindre end vores nabolande. Men potentialet er stort, hvis vi bygger videre på vores styrkeområder,” fortæller NFC’s direktør, Lars Bo Larsen.
Aftalepartierne bag Forskningsreserven for 2024 besluttede i november, at NFC skulle have ansvaret for at udmønte midler til at understøtte kompetence- og kapacitetsopbygning i forskningsmiljøet, og der blev afsat 29,5 millioner kroner til formålet. Oveni har NFC finansieret 5 millioner kroner til såkaldte forprojekter, der peger frem mod kommende forskningsprojekter. Det er ikke alle 28 projekter, der offentliggøres i forbindelse med fordelingen af midlerne, da visse projekter kræver diskretion.
Et af projekterne, som modtager to millioner kroner, har folk fra AAU Energi i Esbjerg i projektlederrollen og handler om planlægning og udvikling af overvågningsløsninger til kabler og rør under vandet.
Aalborg Universitet (AAU) leder et bredt partnerskab med Danmarks Tekniske Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Dansk Hydraulisk Institut og Force Technology.
”Vi skal begynde at identificere, hvad der kan gøres i nogle forskellige områder, og hvad vi skal investere i. Så det handler om en række teknologier såsom ubemandede undervandsfartøjer, kabelovervågning og lytteposter med undervandsmikrofoner. For eksempel behøver vi ikke nødvendigvis at udvikle nye undervandsmikrofoner, men vi skal undersøge, hvor de skal placeres, og hvordan de bedst bruges i samspil med eksisterende teknologier som en integreret løsning,” forklarer Simon Pedersen, projektleder og sektionsleder for energisektionen på AAU’s Esbjerg Campus.
Andre projekter, der har opnået støtte, handler blandt andet om at udvikle et dronesystem til redningshelikoptere i arktiske områder, landminedetektion baseret på terahertz-lys, forsøg med metanol som brændstof i forsvarsenheder af hensyn til både klima og forsyningssikkerhed samt udviklingen af en ’digital tvilling’, der kan afhjælpe skader i forbindelse med soldaters fysiske træning.