Sådan kom Lone Simonsens forskningsfelt på dagsordenen

Da coronaen ramte Danmark i foråret 2020, var Lone Simonsen blandt de få, der allerede havde forsket i pandemiernes dynamik i årtier. Sammen med blandt andre matematiker Viggo Andreasen på Roskilde Universitet (RUC) havde hun i det stille opbygget viden og kompetencer på et område, der ikke fandtes som fagligt felt herhjemme – og som i mange år heller ikke havde modtaget nævneværdig støtte ud over en bevilling i 2018 fra Danmarks Frie Forskningsfond på 2,8 millioner kroner, der var nok til at begynde deres samarbejde. 

“Med matematiske modeller har vi længe studeret fænomenet ‘pandemiologi’ på populationsniveau: Hvad sker der, når en ny virus møder en befolkning? Denne tilgang – at bruge matematik til at forstå epidemiske sygdommes udbredelse og kontrol – er meget brugt i lande som USA og Storbritannien, men det var ikke et etableret felt i Danmark og faldt mellem naturvidenskabelige kasser. Men så kom pandemien, og pludselig blev det tydeligt, at vores matematiske tilgang kunne bruges til at forstå og styre covid-19-krisens udvikling,” forklarer Lone Simonsen. 

Det var Carlsbergfondet, der tog den første store chance. I april 2020 bevilgede fonden 10 millioner kroner til Lone Simonsen til at starte forskningsgruppen PandemiX.  

“Uden de penge havde vi ikke kunnet etablere PandemiX-centeret, som er vokset til at inkludere dygtige fysikere og bioinformatikere på Niels Bohr Institutet og Danmarks Tekniske Universitet og klinikere på Nordsjællands Hospital. Og uden denne chance ville jeg nok ikke have fået mangeårig støtte til PandemiX som Center of Excellence fra Danmarks Grundforskningsfond. Og så var vores viden om pandemier nok aldrig kommet i spil,” siger hun. 

Bevillingen var et eksempel på det, Lone Simonsen efterlyser mere af: modige satsninger på felter, der ikke nødvendigvis er oppe i tiden, og som ligger mellem etablerede fag, men som rummer potentiale.  

Støtter næste generation

Lone Simonsen kom hjem til Danmark i 2013 efter en lang karriere i USA, men oplevede hurtigt, at det var svært at etablere sig herhjemme uden et dansk netværk. Takket være Lundbeckfonden og ERC Marie Curie-midler lykkedes det hende at hage sig fast som gæsteprofessor på KU, men at få det til at vokse viste sig at være noget op ad bakke uden institutionel støtte. Men med tiden fik hun et professorat på RUC, og coronapandemien medførte midler til et center med dygtige unge forskere, som hun oplever, kan være svære at fastholde. 

“Vi sender vores bedste talenter ud i verden med støtte fra for eksempel Carlsberg og Marie Curie-programmerne. Men når de så vil hjem efter et par år og etablere sig i Danmark, er det ikke sikkert, at der er plads til dem. Jeg forstår ikke, at det handler om internationalisering af unge danske talenter, hvis man ikke indtænker en strategi for deres hjemkomst. Man skulle have flere startpakker – med deres løn, et par ph.d.-studerende og lidt luft – så de kunne få deres egen forskning op at stå,” siger Lone Simonsen. 

Administrative opgaver fylder

Størstedelen af hendes arbejdsdag går med rapportering, møder, undervisning, koordinering og med at skrive nye ansøgninger. På dårlige dage, siger hun, kan det føles, som om dagen går op i hat og briller, mens det at fordybe sig i sin egen forskning er en drøm og noget til weekender og ferier. Det er langt fra den frihed, hun oplevede som forsker på National Institutes of Health (NIH) i USA.  

“Jeg har aldrig været mere produktiv end i mine år på National Institutes of Allergy and Infectious Diseases på NIH. Jeg gik på arbejde hver dag og tænkte: Hvad kunne være spændende i dag? Jeg havde ikke travlt med at søge penge, skrive budgetter eller forholde mig til universitetets processer. Det føltes som at have mulighed for at dyrke forskning i sin reneste form og rig mulighed for samarbejde og at skabe nye programmer med fantastiske kolleger,” siger hun og fortsætter:  

“Carlsbergfondet og Grundforskningsfondet er for mig to lys i mørket. Carlsbergfondet turde støtte flere covid-19-projekter tidligt, forskning, som ellers aldrig ville have set dagens lys. To af deres tre satsninger – PandemiX og Hope-projektet – bidrog betydeligt til håndtering af covid-19-krisen. Men nu, efter at krisen er overstået, er det blevet svært igen, og jeg har ikke haft meget held med private fonde. Mit forskningsfelt falder vist mellem to stole hos de private fonde: Vi arbejder med matematiske modeller, men det er ikke matematisk nok. Vi diskvalificeres, fordi vores ansøgninger omtaler sygdomme og patienter, eller fordi vores arbejde med historiske og epidemiske sygdomme og vacciner ikke er klinisk forskning. Men der er håb – der er tegn på, at interdisciplinær forskning får en storhedstid lige straks. Man må væbne sig med tålmodighed.”