Forfattere flyttede ind

Mikas Lang

Min tid på Roskilde Universitet (RUC) var delt op i to søjler. Den ene handlede om undervisning. Sammen med Hans Ulrik Rosengaard, den lektor, jeg var tilknyttet, og Siri Ranva Hjelm Jacobsen, som var min med-writer-in-residence, underviste jeg i kreativ skrivning og læsning – både på kandidatuddannelsen, på ph.d.-uddannelsen og også lektorer og professorer. Vi havde en klar fordeling af opgaver, hvor han holdt et oplæg af mere teoretisk karakter, og så faciliterede vi tekstlæsning, hvor deltagerne læste hinandens tekster.

Hans Ulrik talte om, at man som akademiker har en “paranoid” læsning – en opfattelse af at teksterne skjuler noget, og opgaven er at finde ud af, hvad der egentlig ligger bag. Det, jeg vil kalde en lukket læsning. Den læsning, jeg underviser i, er mere åben og nysgerrig. Den fokuserer på, hvad der sker i teksten. Hvornår og hvorfor rører den mig som læser? Hvor holder den noget tilbage?

Med VIP’erne var det deres videnskabelige tekster, som vi læste på den måde. Jeg var lidt nervøs omkring konceptet, for de har jo en masse specialviden og nogle konventioner, de er nødt til at overholde. Men jeg fik at vide, at de fik meget ud af at få læst deres tekster med det blik. Mange har jo også en glæde ved at skrive, og de bruger også litterære virkemidler – arbejder med for eksempel rytme i teksten, bogstavrim, gentagelser – ting, som for mig peger på, at der sker noget vigtigt i teksten. Ofte på et andet plan end den rene argumentation og formidling. For de fleste var det en øjenåbner, og jeg tror også, det var de møder, jeg selv lærte mest af.

Den anden søjle var, at jeg fulgte forskningsgrupper. Det gjorde jeg også – især i starten – simpelthen ved at jeg sad med ved deres møder. Jeg vil sige, at det var med lidt vekslende succes. Jeg havde et meget specifikt projekt omkring en roman, jeg var ved at skrive. Men det gik hurtigt op for mig, at de to grupper – henholdsvis “Æstetisk kultur” og “Kultur og sprogmøde” – var for brede til mit lille projekt. Men en eller anden inspiration har jeg alligevel fået, for jeg har fået skrevet noget, der ligner en roman.

Jeg har oplevet universitetet som en arbejdsplads, hvor folk er enormt engagerede og brænder for det, de laver. Men samtidig er der en slags næsten paranoid stemning. Det er, som om alle på en eller anden måde er bange for, at der er noget, de ikke ved, og at nogen finder ud af, at de ikke ved det. Det synes jeg har været ret påfaldende, når man deltager i møderne. Der er hele tiden mange lag i det, folk siger, for det er en måde at gardere sig på.

En anden ting, jeg har tænkt meget over, er, hvordan hierarkier virker. Folk er jo søde, og man tilstræber hele tiden, at alle skal være lige, og at det handler om viden. Men samtidig står det meget klart ved møderne, hvem der taler hvornår, hvordan og hvor længe. Især det første år brugte jeg en del krudt på at aflure det her og selvfølgelig også min egen rolle.

Jeg har bestemt været glad for de to år. Som relativt uskolet inden for litteraturteori har jeg lært meget af min medunderviser, og man lærer også af de små, skjulte sociale ting, der sker, for eksempel i undervisningen. Og så har legatet i sig selv givet noget ro til skrivning og research, som er meget værd for en forfatter.

Majse Aymo-Boot

Helt konkret har legatet givet mig en ret fantastisk mulighed for at få arbejdsro, simpelthen ved at jeg i to år får en fast løn og ikke behøver at søge anden indkomst. Det er jeg enormt taknemmelig for. Det er ikke en fyrstelig løn, men for mig gør den en meget stor forskel.

Jeg har fået mit eget kontor ude på KUA, som jeg er utrolig glad for. Jeg har svært ved at arbejde, når der er andre til stede. Først fik jeg at vide, at der var pladsmangel, så jeg ikke kunne få mit eget kontor, men så fandt de alligevel et, jeg kunne få. Så der tager jeg hen – ikke hver dag, men ofte. Og så sidder jeg simpelthen der og skriver på min roman.

I hvert semester har jeg haft nogle tjanser som gæsteunderviser. Det er ikke så meget – to-tre gange i semestret. Jeg har tidligere undervist en hel del på forfatterskolen og andre skrivekurser, og der foretager vi noget, der hedder “tekstlæsning”, hvor vi nærlæser tekster. Det er en metode, der er lidt anderledes end på litteraturvidenskab. Den er måske mere praksisorienteret og forholder sig ikke så meget til teorierne. Men den læsning tror jeg, at nogle af de studerende har været ret interesserede i, og det har givet mig nogle gode samtaler med de studerende. Det har måske ikke så stor relevans for min egen litteratur, men jeg synes, det er sjovt at snakke med de studerende, og de synes nok, det er spændende at få en forfatter ind.

Man bliver tilknyttet en forsker, når man får legatet. Den forsker, jeg blev tilknyttet, ville gerne arrangere en række møder med andre forfattere. Så vi har afholdt nogle forfattersamtaler med andre forfattere, hvor vi blandt andet har snakket om politisk litteratur. Jeg har ikke selv gjort så meget ud af den mulighed, der har været for at mødes med forskellige forskere. Men jeg har stadig noget tid herinde, så det vil jeg måske få gjort.

Alle forfatterne i projektet er blevet placeret på institutter, hvor der forskes i litteratur. Det er jo oplagt, og jeg tror helt sikkert, at det for de institutter er spændende at have en forfatter ude, da det jo er deres forskningsobjekt. For os forfattere tror jeg dog, at det også kunne være super spændende at blive tilknyttet andre fagligheder, for eksempel historikere, psykologer eller sociologer. Men det vil måske være sværere for de institutter at finde på, hvad de kan bruge en forfatter til.

Inden jeg startede, havde jeg nogle ret fluffy forestillinger om alle mulige aktiviteter, man kunne lave herinde. Men det virker, som om folk – både forskere og studerende – er ret pressede af deres opgaver. Og det betyder måske, at der ikke er så meget overskud til at lave ting ud over det obligatoriske. Og det kræver meget arbejde, hvis man skal arrangere noget, der er lidt sprælsk. Så der har mine forestillinger nok været lidt urealistiske.

Jeg synes, der er noget slægtskab mellem det at være forsker og forfatter. Det handler om at tænke nyt. Og begge steder er man meget tilbunds­gående både vertikalt og horisontalt – forstået på den måde at man er vidtfavnende. Som forsker har man selvfølgelig en masse metodiske redskaber og forpligtelser, vi forfattere ikke har. Men der er nogle overlap.