Spring menu over
Dansk Magisterforening

Din kaffe indeholder stor skønhed

© Foto: Stefan Eberhard

Forskningsbilleder
Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Koffeinkrystaller er et yndet motiv for mikrofotografer. Man forstår hvorfor.

Ved første øjekast kunne det ligne et udsnit af en af Gustav Klimts farvestrålende mosaikker. Men det er naturens egen kunst, der er tale om. Og motivet er ikke mere eksotisk, end at du vil kunne finde det i den kop kaffe, du muligvis har stående inden for nær rækkevidde, mens du læser denne tekst.

Der er tale om koffein, som er blevet krystalliseret gennem en fordampningsteknik.

Billedet er taget i et mikroskop med polariseret lys og 25 x optisk forstørrelse. Koffeinkrystaller er som udgangspunkt hvide, men måden, det polariserede lys brydes på i krystallernes indre strukturer, skaber et fantastisk spil af farver og mønstre.

“En af krystallets egenskaber er, at den bøjer lyset. Og du kan ikke kontrollere det. Det er en fin ting,” siger manden bag billedet, den schweizisk fødte forsker Stefan Eberhard, der er ansat ved Complex Carbohydrate Research Center på University of Georgia.

Han er lidt af en veteran inden for mikroskopi og har vundet adskillige priser gennem årene for sine billeder, som han tager med både optiske mikroskoper og elektronmikroskoper.

Det aktuelle billede kom på ottendepladsen i sidste års udgave af den prestigefyldte Nikon Small World-konkurrence, hvor koffeinkrystaller flere gange har været motivet.

Men det er ikke kun i den videnskabelige mikroskopis snævre verden, at man har opdaget koffeinkrystallernes spektakulære farvespil.

Motivet findes på mange grafiske print, der sælges på kommercielle sites som vægdekoration. Det findes på smykker, beholdere og sågar som mundbind og markedsføres blandt andet som en sjov gaveide til kaffeelskere.

Koffein findes som bekendt i kaffe, men også i teblade, kakaobønner, kolanødder og mere end 60 forskellige planter. Hvorvidt stoffet er skadeligt eller gavnligt, handler meget om øjnene, der ser, og mængden, man indtager. Men overordnet set er der en god grund til at snuppe en kop kaffe og måske et stykke mørk chokolade, mens man læser Forskerforum. Ifølge Harvard T.H. Chan School of Public Health viste et studie, der fulgte 200.000 personer i op til 30 år, at kaffedrikkerne (tre-fem kopper dagligt) havde 15 procent mindre tilbøjelighed til at lide en tidlig død (uanset årsag) end dem, der ikke drak kaffe.