Spring menu over
Dansk Magisterforening

Robotten med det levende ansigt

Forskningsbilleder: Ameca

© Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Forskningsbilleder
Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Sommeren bød på robottræf i Schweiz, og det var ikke mindst Ameca, der med sin mimik og humane udtryk vakte opmærksomhed.

Med sin grå hud og maskinkrop ligner Ameca ikke et menneske. Alligevel er der noget menneskeligt indtagende over den – eller “hun”, hvis man vil kategorisere robotten ud fra dens kvindelige stemme. Det er noget med ansigtsudtrykket, de levende øjne, som den er programmeret til at blinke med regelmæssigt, og måden, den nysgerrigt lader blikket vandre rundt i lokalet.

Da frontløberne inden for AI- og robotteknologi denne sommer mødtes på en stor konference i Genève, var Ameca en af topnavnene. I øvrigt ved siden af den lidt ældre Sophia, der officielt er innovationsambassadør for UNDP og statsborger i Saudi-Arabien, og Nadine, der er modelleret efter fysikprofessor Nadia Magnenat Thalmann fra Université de Genève.

Ameca betragtes dog som noget mere avanceret end sine to medrobotter. På baggrund af GPT-3 kan den konversere og naturligvis svare nogenlunde kvalificeret på ethvert spørgsmål. Den kan dog også styres af et menneske gennem telepresence. Med sine to kameraøjne kan den registrere mennesker og genkende deres ansigter, og den kan registrere bevægelser og reagere på dem.

Som noget nyt har Ameca kastet sig over kunsten. Ved hjælp af open source-billedgeneratoren Stable Diffusion er den godt i gang med at lære at tegne. På videoer kan man se den tegne en kat. Ikke en tegning, der ville overleve mange dage på opslagstavlen i børnehaven, men dog en genkendelig kat.

Den seneste tids voldsomme udvikling inden for AI har fået flere til at tænde advarselslamperne. For eksempel har den ellers så techglade ejer af Tesla, Elon Musk, advaret om, at AI “har potentiale til at udslette civilisationen”. Ameca – hvis svar jo altså er GPT-genererede – siger selv, at den kun er udviklet til at gøre gode ting for mennesket. Men ved et arrangement i London fortalte den samtidig, at den også kan forestille sig, at den kunstige intelligens vender sig imod menneskeheden.

“Det værste mareridtsscenarie, jeg kan forestille mig omkring AI og robotter, er en verden, hvor robotterne er blevet så stærke, at de er i stand til at kontrollere og manipulere menneskene, uden at de ved det”.

Ameca-modellen er udviklet af firmaet Engineered Arts, der både sælger og lejer den ud. Og hvis man foretrækker det – eller er på sparebudget – kan den fås eksempelvis med blot en arm eller hovedet alene.

Forskningsbilleder: Ameca
© Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix