Universiteternes autonomi og akademisk frihed bør være ledetråden i en revision af universitetsloven

Universitetsloven har helt fra begyndelsen været udsat for massiv kritik fra ansatte og faglige organisationer. Og med rette. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget af Anders Fogh Rasmussens VK-regering med støtte fra Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti.

En vigtig del af den nye lov var, at universiteterne blev ændret til selvejende institutioner, hvis øverste ledelse er en eksternt udpeget bestyrelse. Politikernes ønske med reformen var en mere professionaliseret og effektiv ledelsesform. Opfattelsen var, at universiteternes kollegiale selvstyre var ineffektivt og stod i vejen for det nye “virksomhedsuniversitet” med top-down-managementbaseret ledelse. Medarbejderne har i dag kun ret til en minimal repræsentation i bestyrelsen, ligesom medarbejdere kun i begrænset omfang tages med på råd – og ofte kun i de tilfælde, hvor en lokal ledelse tilfældigvis har besluttet at tage medarbejderne med på råd. På den måde bliver medarbejderindflydelse i dag vilkårligt i stedet for en regel, som sikrer, at magt og faglig indsigt ikke skilles ad. Politikerne fravalgte med loven vigtige elementer i forståelsen af akademisk frihed, nemlig institutionel autonomi og forskernes medbestemmelse.

Akademisk frihed omfatter kort fortalt, at universiteter skal være steder med frihed for ytring, tænkning, læring, forskning og selvbestemmelse. Akademisk frihed kan ikke isoleres fra institutionel autonomi eller fra studerendes og ansattes deltagelse i forvaltningen af de videregående uddannelser. Det forudsætter medinddragelse af ansatte og studerende i styrelsen af universiteterne.

Reel akademisk ledelse af universiteterne bør i henhold til definitionen af akademisk frihed ske med udgangspunkt i medarbejderne. Selvom rektor er universitetets øverste leder, bliver han eller hun både formelt og reelt et mellemled mellem en eksternt udpeget formand og en voksende centraladministration. Faglig ledelse med legitimitet nedefra er blevet afløst af linjeledelse med instrukser fra toppen, fra ministerium, gennem rektor og ned til fakulteter og enheder. Det mindsker den akademiske frihed, med de konsekvenser det har for forskning og undervisning.

Forskere ved forskningsinstitutioner bør kunne formidle faglige indsigter frit, også kontroversielle synspunkter, uden frygt for ansættelsesmæssige eller politiske konsekvenser. Det vil naturligvis ofte være ubehageligt for arbejdsgiveren (universitet og folketing). Alternativet, at arbejdsgiveren skal godkende det, man siger som forsker, underminerer forskningens integritet. Det giver en kølende effekt på, hvad forskere tør og kan sige eller skrive, og i sidste ende en dårligere samfundsdebat og forskning. Derudover vil det være umuligt at vide, om legitim kritik af stærke erhvervsinteresser eller fejlslagne politikker også forstummer.

Spørgsmålet er, dengang som nu, hvilke vilkår den akademiske frihed skal have på institutionelt niveau inden for universiteterne. Frihed og autonomi kan bruges i mange betydninger: som en frihed til at tilpasse sig markedet, en frihed til at forvalte ressourcer og/eller en professionel akademisk frihed. Hvis faglig og akademisk frihed skal betyde noget i styringen og ledelsen af universiteterne, skal rektoren og den øverste ledelse hente deres legitimitet fra den akademiske del af institutionen, fra dem, der er involveret i undervisning og forskning. Ledelsen skal også være ansvarlig over for disse. Det er ikke tilfældet med den nuværende universitetslov.

Diskussionen om universiteternes autonomi forplumres systematisk af, at økonomisk og administrativ handlefrihed blandes sammen med akademisk frihed. Sandheden er, at der kan eksistere en modsætning mellem akademisk frihed på den ene side og frihed til at tilpasse sig markedet og udføre effektiv administrativ ledelse på den anden side. Forskningens mål er ikke først og fremmest indtjening, men indsigt – og de to følges ikke nødvendigvis ad.

En revision af universitetsloven bør derfor bygge på idealerne om akademisk frihed og selvstyre. Akademisk frihed bør i princippet skrives ind i grundloven. Begrundelsen er, at denne frihed er en grundlæggende præmis for en liberal retsstat. Frihederne bør sikres i grundloven, mens behovet for beskyttelse ikke er relevant; den dag behovet bliver aktuelt, er det allerede for sent.

Da grundlovsændringer har lange udsigter i Danmark, vil alternative muligheder som at forankre akademisk frihed i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder være en oplagt mulighed.