Enhedslisten vil stække industriens magt over forskningen

De store private fonde har fået for stor magt over forskningen på de danske universiteter. Sådan lyder det fra Enhedslistens forskningsordfører, Mai Villadsen, der foreslår at tilføre flere offentlige midler til forskningen for at skabe en bedre balance mellem de store private donationer og de midler, universiteterne har til rådighed til deres egne forskningssatsninger.

“Forskningen bliver på godt og ondt styret mere og mere, hvilket er med til at udvande hele fundamentet for vores forskningsinstitutioner. Private kapitalinteresser kan dreje forskningen i en specifik retning eller øge mængden af forskning inden for nogle områder. I et land som Danmark, hvor vi for eksempel har en meget stærk Novo Nordisk-fond, er det klart, at der vil være rigtig, rigtig meget forskning inden for virksomhedens område, men vi risikerer dermed at udvande andre områder, der kan være lige så vigtige at forske i,” siger Mai Villadsen.

Hun understreger, at det ikke nødvendigvis behøver at være et problem, at fonde og andre private bevillingsgivere giver store beløb til forskning på universiteterne, men andelen af private midler er blevet øget relativt hurtigt og i en meget drastisk grad, uden at de offentlige midler er fulgt med.

Problemet er ifølge Mai Villadsen, at universiteterne skal medfinansiere projekterne, som fondene støtter, og der er også ekstraudgifter til ting som husleje, laboratorier og administration, som universiteterne skal betale størstedelen af, og det æder universiteternes midler til den frie nysgerrighedsdrevne grundforskning. 

“Reglen om medfinansiering betyder, at man bliver nødt til at tage penge fra andre forskningsområder, og det er jo med til at skævvride balancen fuldstændig. Så kan fondene komme med nok så gode intentioner og gode formål, men det ødelægger alligevel andre områder, og det synes jeg er fuldstændig uholdbart. Det bliver vi som politikere nødt til at se på,” siger hun. 

Hun tilføjer, “at der er utrolig lidt tilbage at gøre godt med til den frie forskning og til grundforskningen, og det er en farlig tendens”.

Flere penge til fri forskning

Enhedslisten foreslår en løsning, der går på flere ben: For det første vil partiet tilføre flere offentlige midler til forskningen. I dag er den politiske målsætning at bruge en procent af bruttonationalproduktet, og det skal øges til 1,5 procent.

For det andet vil Mai Villadsen gøre op med den praksis, der har været siden 2013, som betyder, at de midler, danske forskere modtager fra EU’s forskningsprogrammer, modregnes krone for krone i den danske stats forskningsbudget. I 2023 hentede forskerne 2,6 milliarder kroner fra EU i konkurrence med deres europæiske kolleger, men i stedet for at belønne dem for indsatsen sparede staten et tilsvarende beløb på finansloven, og det er ‘tosset’, mener Mai Villadsen.

Desuden skal universiteterne, hvis det står til Enhedslisten, ikke længere have samme medfinansiering i forbindelse med forskningsprojekter, der er støttet af fonde og andre private bevillingsgivere, der også skal betale for alle de afledte omkostninger, som universiteterne har i forbindelse med projekterne.

For at begrænse virksomhedernes indflydelse vil hun også have revideret universitetsloven fra 2003, der indførte bestyrelser med eksternt flertal ofte bestående af virksomhedsledere på universiteterne.

“Vi mener, det er problematisk, at der er et eksternt flertal. Erhvervslivets interesser kommer til at fylde meget i de strukturer, vi har opbygget, og det synes jeg er ærgerligt,” siger hun.

Slut med at hyppe egne kartofler

Ifølge Mai Villadsen må politikerne også se indad og gøre op med den måde, de bevilger midler til universiteterne på. 
En stigende andel bliver nemlig fordelt via forskningsreserven til specifikke formål, som politikerne gerne vil støtte. Senest fordelte de 5,5 milliarder kroner til 37 forskellige forskningsinitiativer i forbindelse med forhandlingerne om finansloven i november sidste år. Til sammenligning udgjorde reserven 670 millioner kroner i 2017, så den er altså vokset eksplosivt.

Basismidlerne, som universiteterne frit kan bruge til deres forskningsaktiviteter, har til gengæld ikke rykket sig og har uændret udgjort cirka ti milliarder kroner årligt i faste priser siden 2011.

I første omgang vælger Mai Villadsen at glæde sig over, at det lykkedes at få afsat en halv milliard kroner som basismidler i forbindelse med forhandlingerne om forskningsreserven for 2025.

“Det ændrer ikke på, at en procent af bruttonationalproduktet er rammen, men jeg vil dog stadig fejre de ekstra basismidler, for jeg mener, det er lidt et nybrud, som jeg håber kan være starten på en ny tendens. Der er et stort behov for flere basismidler, hvis vi fortsat vil have nogle stærke forskningsmiljøer i Danmark, som ikke er styret af enten private kapitalinteresser eller politikere,” siger Mai Villadsen. 

Hun tilføjer, at der er noget grundlæggende forkert ved, at forskningsreserven bliver fordelt ved en politisk forhandling en gang årligt. 

“Det tilskynder jo til, at alle sidder i forhandlingslokalet og hypper deres egne kartofler. Der er ikke meget politisk gevinst ved at gå ud til omverdenen og sige: Hurra, vi har fundet flere basismidler, så alle bruger i stedet krudtet på at forsøge at få penge til projekter, som hver især synes er vigtige. Vi skal have lagt en ny forskningsstrategi, og som et led i det mener jeg, at vi skal afskaffe de årlige forhandlinger om forskningsreserven og lave nogle meget mere langsigtede forløb i stedet,” siger Mai Villadsen.

Hun tilføjer, at der stadig skal være plads til, at politikerne øremærker midler til områder, hvor de mener, der er behov for mere viden, som eksempelvis den grønne omstilling. 

Vil have flere fastansatte

Mai Villadsen tilføjer, at en stabil driftsøkonomi med flere basismidler også vil gøre det muligt for universiteterne at tænke mere langsigtet og gøre noget ved de store problemer, der eksisterer omkring lukningerne af små fag og prekære arbejdsvilkår for unge forskere med korte ansættelser og lange arbejdstider.

Det er nemlig manglen på faste basismidler, der gør det svært at fastansætte flere, og gør at økonomien er så stram, at små fag bliver lukket udelukkende af økonomiske hensyn.

“Jeg synes, vi har behov for en øget politisk bevågenhed over for det her, fordi det i min optik er noget af det, der giver det allerstørste brain drain fra vores universiteter. Vi ville aldrig nogensinde acceptere de her arbejdsvilkår noget andet sted, fordi vi ikke vil have underklasser i vores samfund. Der er alt for få faste stillinger, så det ender med et uhensigtsmæssigt ræs, hvor nogle knokler meget mere, end hvad godt er. Det er meget uskønt, og i virkeligheden gør det os alle fattigere, fordi vi risikerer, at nogle af de dygtigste vælger forskerkarrieren fra,” siger hun.

Mai Villadsen tilføjer, at det er veldokumenteret, at særligt yngre har der svært med den hårde og brutale konkurrence, og når det tilmed tager mange år at få en fast stilling, giver de op undervejs blandt andet i forbindelse med barsel. 

“Det skriger jo lidt til himlen, at vi prøver at få flere kvinder til at blive i forskningen ved eksempelvis at uddele midler via Inge Lehmann-programmet, når vi samtidig er oppe imod så store strukturelle problemer. Det er måske i virkeligheden i lige så høj grad her, vi bør gribe ind,” siger hun.