Anmeldelse: Ny bog guider læseren gennem forskningsfrihedens mange dilemmaer

Diskussionen om forskningsfrihed og begrænsningerne i denne er revitaliseret i de senere år. Først kom Heine Andersens bog “Forskningsfrihed – Ideal og virkelighed” i 2017. Denne er nu fulgt op af “Forskningsfrihed – Hvad med juraen?” redigeret af Heine Andersen, Bent Ole Gram Mortensen og Morten Rosenmeier.

Som aktiv i universitetsverdenen i 40 år har jeg gennem tiden iagttaget et forstærket direkte, men især indirekte pres på forskningsfriheden på grund af forandringer i finansiering, ledelse og organisering. Forskningsfriheden presses særligt af indoptaget af store dele af sektorforskningen på universiteterne, indtoget af de ledelsesmæssige mantraer “følg pengene” og “følg strategien” samt af et både ledelsesmæssigt og kollegialt pres for at opnå givne publiceringsprofiler. Den debat, som bogen rejser, er derfor i mit perspektiv yderst vigtig.

Bogen indeholder 8 kapitler. Den indledes med en grundig diskussion af begrebet forskningsfrihed og beslægtede begreber, herunder akademisk frihed, forfattet af Heine Andersen. Begrebet forskningsfrihed indeholder multiple komponenter (bl.a. frit emne- og metodevalg samt publiceringsfrihed) og vedrører multiple niveauer (det individuelle, det institutionelle og det kollegiale, kollektive niveau, og man kunne tilføje yderligere niveauer som forskergruppe, institut, fakultet mv.). Forskningsfrihed i praksis er derfor en relativ størrelse.

Bogens andet kapitel (Bent Ole Gram Mortensen) præsenterer en udførlig analyse af, hvordan forskningsfrihed er udmøntet i den retslige regulering af de offentlige forskningsinstitutioner. Analysen viser bl.a., at der gennemgående er klarhed om forskningsfrihed i relation til valg af metode, men langt mere elastik, når det kommer til valg af emne. Her afbalanceres institutionel forskningsfrihed mod politisk styring og individuel forskningsfrihed mod den ledelsesret, der i international sammenligning står (for) stærkt i Danmark.

Herefter følger seks tematiske kapitler: Disse behandler forskernes ytringsfrihed (Sten Schaumburg-Müller), forskningsfrihed og ophavsrettigheder (Morten Rosenmeier), forskningsfrihed i relation til ledelsesretten (Christian Højer Schjøler), forskningsfrihed og myndighedsopgaver (Heine Andersen) samt forskningsfrihed i universiteternes samarbejde med erhvervslivet (Jakob Wedsted).

De tematiske kapitler kan læses hver for sig alt afhængigt af interesse. Tager man hele pakken, kommer man omkring mange aktuelle og komplekse problemstillinger. Spørgsmålet om forskningsfrihed er vævet ind i stort set alt, hvad der er aktuelt i forskningsverdenen, herunder politiske styreformer, forskningsledelse, samarbejde med eksterne parter, open access, datahåndtering, ansættelsesformer, arbejdsnormer og tidsregistrering mv.

Bogen afrundes med et kapitel, der anlægger et globalt perspektiv (Helle Porsdam). Der tages afsæt i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, der fastslår, at alle har ret til at “blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder”. Herudover argumenteres der for, at videnskaben skal udføres under ansvar, således at der ikke udvikles “dual-use science” forstået som viden og teknologi, der søger at gavne menneskeheden, men som i de forkerte hænder kan anvendes til skade for samfundet. I en menneskeretlig kontekst kan det således være meningsfuldt at diskutere mulige begrænsninger af forskeres frihed. Kapitlet er tankevækkende og understreger de globale dilemmaer.

Bogen kan på det varmeste anbefales. Den indeholder en nyttig udredning, analyse og diskussion af de centrale begreber, de retslige rammer og retspraksis. Den diskuterer den danske case i international belysning. Den inkluderer både “hård” lovgivning og blødere retningslinjer og kodeks. Den reflekterer over den historiske udvikling og peger på vigtige dilemmaer og uafklarede forhold.

Det er uklart, hvem målgruppen for bogen er. Nogle bidrag er af umiddelbar interesse for forskere flest. Alle bidrag har implikationer for forskere og ledere af offentlige forskningsinstitutioner, men nogle kapitler synes skrevet mere til juridiske fagfæller end til forskningsverdenen bredt. Dette er helt legitimt, men gør nogle kapitler tungt tilgængelige for forskere flest. I det lys havde det været nyttigt med et afsluttende kapitel, der samlede op på tværs af temaerne og forholdt sig til tilbageværende behov for viden og mulige løsninger på de afdækkede problemer. Selvom der i de senere år er sket en positiv udvikling særligt i relation til spørgsmålet om udformning af kontrakter med eksterne parter, dokumenterer bogen, at der stadig er nok at tage fat på, hvis forskningsfriheden skal håndhæves.