Eksperimentet på Marbjerg Mark: “Det var helvede og paradis – alt sammen på én gang”

I 2022 – 50 år efter RUC’s åbning – er det ikke svært at forstå, at mange dengang kløede sig skeptisk på de glatbarberede hager, når de hørte om det nyåbnede universitet uden for Roskilde: ingen pensumlister, ingen undervisning, ingen eksamener. I det hele taget ingen af de læringsformer, man tidligere – og senere – forbandt med landets højeste læreanstalter.

Allerede efter få år begyndte mere normale universitære forhold at indfinde sig. Og selv om flere af “opfindelserne” fra dengang stadig hænger ved – projektarbejde, grupper, tværfaglighed og (til dels) basisuddannelsen – fremstår det oprindelige RUC’ske uddannelseskoncept i dag som en utopi. Lidt som den socialisme, der også spillede en hovedrolle i universitetets tidlige historie.
Utopi eller ej. For Ilja Wechselmann, der blev ansat på det første hold af lærere i begyndelsen af 1972, var tiden intet mindre end fantastisk.

“Det var mit livs mest spændende oplevelse. Det selv at få lov til at lave et universitet … det er gudsbenådet”, siger han.

Alene hans egen ansættelse fortæller om en anden tid. Som 27-årig kandidat fra KU i historie og samfundsfag blev han antaget uden større overvejelser, eftersom rektor Erling Olsen konstaterede, at hans speciale var blevet indstillet til guldmedalje, og det måtte være rigelig kvalifikation.

Ilja Wechselmann råbte ivrigt med på studenteroprørets paroler. Men i 1972 blev det pludselig alvor, da han på RUC skulle formulere en ny måde at lave universitet på. “Det er altid nemmere at skabe modstand end at bygge op. Men nu skulle jeg selv etablere alternativet til det, jeg var modstander af”.

Ingen obligatorisk undervisning

For Ilja Wechselmann handlede det i første omgang om at få et arbejde. Men som mange jævnaldrende var han stærkt påvirket af de forandringens vinde, der blæste i samfundet og særligt på universitetet.

“Vi, der blev kandidater i slutningen af tresserne, var med i studenteroprøret, og det var med paroler som “forskning for folket og ikke for profitten”. Det stod malet på væggene inde i Studentergården i Fiolstræde. Vi ville skabe modstand, og det er altid nemmere at skabe modstand end at bygge op. Men nu skulle jeg selv etablere alternativet til det, jeg var modstander af”.

I 1976 besluttede undervisningsminister Ritt Bjerregaard at stramme op om RUC’s basisuddannelser med krav om obligatorisk undervisning og eksamener. Det udviklede sig til en styrkeprøve, hvor de RUC-studerende oplevede stor opbakning fra andre undervisningsinstitutioner.

Ilja Wechselmann blev ansat som en af otte lærere på det samfundsvidenskabelige hovedområde. De grundlæggende principper for RUC omkring gruppearbejde, problem- og projektorientering var allerede formuleret, så gruppens opgave var at sætte kød på skelettet i form af en betænkning om den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, der skulle sendes til Undervisningsministeriet. En tekst, der endte med passager som: “De studerendes eget arbejde med stoffet, såvel som den indbyrdes undervisning, der finder sted gennem arbejdet og drøftelserne i grupperne, tillægges overordentlig stor vægt. Undervisningsmæssigt anses gruppens eget arbejde uden direkte medvirken af lærere som væsentligere end kundskabsmeddelelse”.

Men andre ord: ingen obligatoriske kurser og forelæsninger.

“En vejleder var ikke en underviser på den måde, at han forelæste et pensum. Han satte sig ind i gruppen og hørte godt efter, og så sagde han det, der var fagligt fremadrettet for den gruppe: Hvis I vil snakke mere om det, vil jeg anbefale den og den litteratur, så kan vi snakke mere om det næste gang”, fortæller Ilja Wechselmann.

Visioner mødte virkeligheden

Ét var de visionære tanker, som lærergrupperne efter mange interne tovtrækkerier kunne enes om at nedfælde. Noget andet var den virkelighed, som åbenbarede sig, da 700 studerende for første gang strømmede ind i de nyopførte bygninger på Marbjerg Mark.

“Der var en million problemer, vi skulle tage stilling til: Hvornår kunne man kalde et husmøde for et husmøde? Hvordan udformede man en projektformulering? Hvornår skulle projektet være færdigt? Hvad gjorde man med en gruppe, hvor alle var oppe at skændes, eller hvor alle blev kærester og ville skide det faglige et stykke? Alt var i spil”.

Det helt store clash mellem vision og realitet kom, når de nye studerende, der mere eller mindre var oplært med sort skole og udenadslære, ifølge RUC-konceptet selv skulle tage styringen på deres projekt og dermed også deres læring.

“Så satte man sig ned og spurgte: Hvad interesserer I jer for? Det vidste de ikke. Jeg skulle sige noget. Nej – I har dannet den her gruppe ud fra en interesse, I har udtrykt på fællesmødet. Så hvem vil starte med at sige noget? Det ville de ikke – læreren skulle sige noget. Sådan var de opdraget, og nu skulle de pludselig have skeen i egne hænder. Det var voldsomt, men også voldsomt dynamiserende”, fortæller Ilja Wechselmann.

Voksne studerende

Til gengæld stiftede han bekendtskab med en ny type studerende. På RUC var det nemlig muligt at få dispensation for kravet om en studentereksamen. Det betød, at mange studerende kom fra arbejdslivet og med en hel del livs­erfaring.

“De ville væk fra arbejdslivet, væk fra lavtlønsområdet, væk fra bondelandet. De ville snuse til elfenbenstårnet, eller hvad det nu var, der stod der på marken. Og de gjorde det glimrende, fordi de var meget mere erfarne end de der unge, der kun kunne nogle præuniversitære embryoer af argument­rækker. De kunne sætte kød og blod på og sige: Det her har jeg prøvet. Og så gav det dynamik i gruppen. For det, Johanne ikke kunne, kunne Frederik, og så videre. Det er vigtigt at forstå den stemning”.

RUC’s første rektor, socialdemokraten Erling Olsen, ansatte unge og progressive lærere, der skulle gøre op med det gamle system. Siden fik han travlt med at tøjle progressiviteten.

Den originale udgave af RUC, som Ilja Wechselmann var med til at formulere, fik ikke mange år at leve i. Allerede efter fire år blev der indsat et eksternt rektorat, der indførte obligatorisk undervisning, eksamener og en øget grad af lærerstyring.

Han er ikke ukritisk over for de tidlige år. Den marxistiske teoritilgang, som hurtigt lagde sig som et dogme for projektarbejdet, gjorde mere skade end gavn, siger han i dag.

“Den var obligatorisk for alle problemstillinger, og det var forrykt. Ikke at marxistisk teori i sig selv er forkastelig – slet ikke – men den har sine begrænsninger, og hvis man ser det som nøglen til det hele, så er det en intellektuel forarmelse, som ikke hører til i akademia. Jeg lå selv under for det”.

“En masse knaldgode rapporter”

Efter det eksterne rektorat og reorganisering af uddannelserne oplevede Ilja Wechselmann, at luften langsomt begyndte at sive ud af den ballon, der blev pustet op i 1972.

“Folk var mere resignerede og indstillede på at gå ind på de givne betingelser. Og da vi når op i firserne, er der kun skygger tilbage af alle de her idealistiske studenteroprørere. Nu var vi bare et universitet i konkurrence med alle de andre. Jeg var i Canada i en periode, og da jeg kom tilbage, kunne jeg høre de studerende sige sætninger som: Hvad har vi for? Sådan var det sgu ikke i 72. Der fandt man selv ud af, hvad man havde for”.

Som sagt: Set med nutidens øjne virker det oprindelige RUC-koncept utopisk. Men trods marxistisk ensidighed og trods et system, hvor studerende kunne ride gennem projektarbejdet på ryggen af deres gruppekammerater, så mener Ilja Wechselmann stadig, at han og kollegerne havde fat i noget rigtigt.

“Det var helvede og paradis. Nogle grupper satte sig i et hjørne og røg sig skæve. Andre skabte ballade i pressen, fordi de vejede salamipølser med atomvægte. Men der kom en masse knaldgode rapporter ud af det – rapporter om dårligt arbejdsmiljø, socionomirapporter, der kerede sig om klienterne. Og alle bestod – ikke fordi de ikke kunne dumpe, men fordi det var kvalitet. Der var parasitter, der var folk, der puklede som sindssyge, der var begejstring og fortvivlelse. Og det var der alt sammen på én gang”.