DFiR advarer om skæv balance mellem basis- og eksterne midler – Universiteterne kan ikke opretholde centrale funktioner

Universiteterne har i årevis advaret om, at balancen mellem basismidler fra staten og eksterne midler fra forskningsråd, private fonde og virksomheder er tæt på at tippe, så de eksterne midler snart udgør det største stykke af kagen.

Skiftet har altså længe været undervejs, men nu er det tæt på at ske, skriver Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) i sin årsrapport.

Samlet udgjorde de eksterne midler fra private og offentlige fonde knap 46 % af universiteternes forskningsmidler i 2020. Udviklingen er intensiveret siden 2015, hvor de eksterne midler er vokset forholdsmæssigt hurtigere og hurtigere end basismidlerne. Fra 2010 til 2015 voksede de eksterne midler med 25,62 % og basismidlerne med 8,81 %, og fra 2015 til 2020 steg de eksterne midler med 8,5 % og basismidlerne med 1,6 %.

Hvis man går længere tilbage, til 2008, udgjorde de eksterne penge kun ca. 40 % af universiteternes indtægter. I 1990’erne var det ca. 30 % og i starten af 1970’erne blot 10 %.

“I Danmark er det tid til at kigge nøje på systemet. Det ser ud til, at balancen er tippet. Universiteterne rapporterer om, at der ikke er basismidler til at opretholde centrale funktioner, og at det videnskabelige personale skal anvende en for stor del af deres forskningstid på at søge eksterne midler”, skriver DFiR i rapporten.

Forskningsområder forsvinder

Frede Blaabjerg, formand for DFiR og professor i effektelektronik ved Aalborg Universitet, siger, at dansk forskning gør det fremragende, og at det handler om at blive enige om en fremtidssikret finansieringsmodel for universiteterne med balance mellem statslige og private midler, der gør det muligt at fastholde de flotte resultater. Her er det afgørende, at staten, universiteterne og de private og offentlige fonde bliver enige om en rimelig fordeling af følgeomkostningerne, også kaldet overhead, ved de eksternt finansierede forskningsprojekter, da det ellers vil forstyrre basisforskningen og kan blive for dominerende i forhold til driften af universiteterne og disses muligheder for at igangsætte egne forskningssatsninger.

DFiR påpeger en række andre udfordringer, der følger med overvægten af eksterne midler.

For det første fører det til en koncentration af forskningsmidlerne på færre hænder og forskningsområder og dermed en smallere forskningsprofil og -indsats. Der vil simpelthen være forskningsområder, som er vigtige, men er svære at bevare, fordi de ikke er profilerede nok til at skaffe eksterne midler.

Dertil kommer, at forskere bruger en stor del af deres arbejdstid på at udvikle og skrive ansøgninger, men succesraterne er efterhånden så lave i mange fonde, at selv fremragende ansøgninger ikke opnår finansiering. Særligt lektorerne har svært ved at få midler til egne projekter, da de højtprofilerede professorer ofte løber med pengene, og det skader fødekæden, der skal levere den næste generation af excellente forskere, og påvirker effektiviteten i systemet, forskernes arbejdsglæde og fremtiden for dansk forskning, skriver DFiR.

Følgeomkostninger æder basismidler

Ifølge Frede Blaabjerg er et andet aspekt af problemstillingen, at de eksterne bevillingsgivere kun i begrænset omfang dækker universiteternes faktiske følgeomkostninger ved at huse de eksterne forskningsprojekter til poster som husleje, HR, økonomistyring, service, drift og it-udstyr, der kan være ganske betydelige.

Københavns Universitet har fx sammen med revisorfirmaet Deloitte Consulting regnet sig frem til, at universitetet bruger 74 kr., hver gang det modtager 100 kr. i eksterne midler, men forskningsrådene giver typisk 44 procent til dækning af indirekte omkostninger, EU 25 procent og mange private fonde væsentligt mindre.

Da universiteterne selv må dække en stor del af udgifterne med deres basismidler, betyder det, at en uforholdsvis stor del af pengene, der ellers skulle være brugt til basisforskning, er bundet i forbindelse med eksterne forskningsprojekter.

Stilstand i forum

Spørgsmålet om, hvem der skal dække de indirekte omkostninger, er netop et af emnerne, som Forum for Forskningsfinansiering skal diskutere. Udvalget, der blev nedsat af regeringen i 2019, udgøres af ledelsesrepræsentanter fra de store private og offentlige fonde, universiteterne og Uddannelses- og Forskningsministeriet, men ifølge Frede Blaabjerg går det langsomt med at blive enige om en fremtidssikret model.

“Det er godt, at der er blevet etableret et rum, hvor man diskuterer tingene, men vi havde i DFiR håbet, at tingene havde flyttet sig mere, end det har. Parterne har ikke fundet frem til en fælles holdning. De venter lidt på hinanden, men jeg synes, at det bevæger sig mod en accept af, at eksterne bevillingsgivere skal være med til at finansiere den infrastruktur, der skal bruges til forskningen. Fondene accepterer langt flere slags udgifter end for blot nogle år siden, men vi havde håbet, at forummet ville komme med nogle forslag til løsninger”, siger Frede Blaabjerg.

Han tilføjer, at et af punkterne, som parterne er uenige om, er, om universiteterne skal have en fast overheadtakst fra fondene, eller om fondene skal se dokumentation for udgifterne. Det sidste har universiteterne tidligere været meget tilbageholdende med, og det er derfor glædeligt, at universiteterne nu tager initiativ til at kunne redegøre for udgifterne, så processen kan komme videre.

Schweiz kan inspirere

Frede Blaabjerg siger, at udfordringerne med forskningsfinansiering er komplekse, og derfor vil DFiR også inddrage problemstillingen i projektet med titlen ”Universiteter for fremtiden”, som DFiR har søsat i 2022.

“DFiR vil i anledningen af 20-året for universitetsloven gerne diskutere, hvordan vi fremtidssikrer universiteternes styrings- og finansieringsstruktur og rammevilkår i øvrigt. Vi vil derfor også drøfte mulige finansieringsmodeller, som dels sikrer, at den eksternt finansierede forskning i højere grad kan varetages af fastansatte videnskabelige medarbejdere på universiteterne, så eksterne midler ikke fastholder yngre medarbejdere i midlertidige stillinger for lang tid, dels giver de fastansatte bedre rammebetingelser til at forske. Mange steder har de fastansatte forskere i dag ikke frie midler til at udføre forskningsaktiviteter for, fordi basismidlerne går til medfinansieringen af eksternt finansierede forskningsprojekter. Det sker nu hyppigt, at det fastansatte videnskabelige personale skal søge egen løn fra eksterne kilder. DFiR vil dermed også bidrage til dialogen med en grundig, datadrevet og holistisk tilgang”, siger han.

Hvis ikke det er muligt at finde en fælles fremtidssikret finansieringsmodel, er en anden vej at gå at lade sig inspirere af bevillingssystemet i Schweiz, som DFiR har været på studietur til. Medlemmerne besøgte bl.a. ETH Zürich, der er et af to føderale, tekniske universiteter og verdenskendt for høj performance, og Universitetet i Bern, der begge har relativt færre professorer blandt de ansatte end i Danmark.

“Til gengæld har det fastansatte videnskabelige personale en relativt høj grundbevilling, så de ikke skal søge eksterne bevillinger, medmindre de ønsker at søge om finansiering af projekter, der ligger uden for universitetets strategiske forskningsområder eller uden for deres eget forskningsbudget. Det giver de ansatte forskere bedre tid til deres hovedopgave: at forske og uddanne. Det er en anden måde at drive universiteter på – de har en anden tradition”, skriver DFiR om besøget.