Humanioras del af forskningskagen skrumper

Politikerne ser sjældnere og sjældnere humanioras vej, når de skal fordele de offentlige milliarder til forskning.

Blot 6 pct. af pengene gik til humanistisk forskning i 2019, og andelen har været faldende gennem en årrække, viser tal fra Danmarks Statistik.

Samfundsvidenskab modtog 13,8 pct. af midlerne, så de to såkaldte “tørre” videnskabsområder fik altså samlet lige under 20 pct. af de offentlige forskningskroner i 2019. De resterende 80 pct. gik til de såkaldte “våde” forskningsgrene, dvs. sundhedsvidenskab, naturvidenskab, de tekniske videnskaber samt jordbrugs- og veterinærvidenskab. Sundhedsvidenskab fik som det største område alene 37,4 pct. af midlerne.

Beregninger, som Forskerforum har foretaget på baggrund af tallene fra Danmarks Statistik, viser, at humanioras andel er faldet fra 8,7 pct. i 2007 til 6 pct. i 2019. Tilsvarende er samfundsvidenskabs del af kagen også skrumpet fra 16,7 pct. til 13,8 pct., og modsat er det mest velfinansierede område, sundhedsvidenskab, vokset fra en andel på 30,8 pct. til 37,4 pct. i samme periode.

Karen Vallgårda, lektor, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, og forperson i Det Unge Akademi, en enhed for unge talentfulde forskere under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, oplever, at humaniora er notorisk underfinansieret, og at situationen bliver værre og værre. Det handler ikke kun om, at de offentlige forskningsmidler er få, men også om at der mangler alternative finansieringskilder i form af private fonde, og at dimensioneringen af uddannelser og omprioriteringsbidraget har ramt særlig hårdt på humaniora.

“Det er virkelig forstemmende at være humanist i disse år”, siger Karen Vallgårda og tilføjer, at manglen på forskningsmidler på Hum ikke kun går ud over forskningen, men også uddannelserne. Hun forklarer, at mange forskere bruger en del af deres forskningstid til undervisningsopgaver, men økonomien er nu så presset, at de må fokusere på at skaffe forskningsmidler.

“Verdensklasseuddannelser kræver mindre hold og mere tid til feedback til de studerende, og det kan vi ikke tilbyde”, siger Karen Vallgårda.

Politisk fokus på strategisk forskning og innovation

Ifølge ph.d. Emil Bargmann Madsen, der forsker i forskningsfinansiering ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet, skal man ikke længere tilbage end til 2005, for at 14 pct. af de offentlige forskningskroner gik til humaniora, men før 2006 var psykologi og pædagogiske videnskaber inkluderet i humaniora og herefter under Samf, hvilket gør det vanskeligt at sammenligne tallene før 2006 med i dag. Gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne lå humanioras andel stabilt på mellem 11 og 13 pct.

Selvom der findes logiske årsager til, at de våde områder får flere penge end de tørre, eksempelvis at laboratoriefaciliteter og instrumenter er omkostningsfulde, kan de højere omkostninger ikke forklare, hvorfor Sund, Nat og Tek får en stadig større del af kagen, mens Hums del skrumper, vurderer Emil Bargmann Madsen. Han mener, at den primære årsag til den voksende ulighed mellem forskningsområderne er, at de store investeringer i 00’erne er gået humanioras næse forbi.

Ifølge Emil Bargmann Madsen kickstartede det udviklingen mod endnu større ulighed, at politikerne afsatte globaliseringspuljen i 2006 med 39 mia. kr. til forskning og udvikling i perioden 2007-12.

“Globaliseringsmidlerne kom med en stærk øremærkning til fordel for strategisk forskning frem for til fri forskning. Hele globaliseringsstrategien handlede om innovationsdreven forskning, så uanset hvordan du vender og drejer det, har der bare ikke været politisk fokus på humaniora”, siger han.

Emil Bargmann Madsen tilføjer, at der i absolutte tal stadig blev afsat flest midler til den frie forskning, men med den store kapitalindsprøjtning bragte politikerne den strategiske forsknings niveau tættere på den frie.

Humaniora blev faktisk tilført flere midler i perioden fra ca. 1,1 mia. kr. i 2007 til 1,5 mia. kr. i 2019, men stigningen var meget begrænset i forhold til inden for Sund, Tek og Nat, der nød godt af globaliseringsmidlerne. Fx fik Sund lige under 4 mia. kr. i 2007, og i 2019 var det vokset til 9,5 mia. kr. og Tek tilsvarende fra ca. 1,4 mia. til 4,3 mia. kr.

Ansøgningerne vælter ind hos DFF

Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) er det nok vigtigste sted, hvor humanistiske forskere kan søge om midler, og her bliver Hum ikke forfordelt i forhold til andre områder, fortæller Maja Horst, der er formand for fondens bestyrelse. I DFF får forskere inden for humaniora fx et større samlet støttebeløb end deres kolleger fra samfundsvidenskab.

Hun forklarer, at midlerne bliver delt mellem de fem fagråd under fonden på baggrund af de ansøgte midler inden for hvert område. Hvis flere humanistiske forskere søger om midler i fagrådet Kultur og Kommunikation, vil der også over tid blive tilført en større del af de samlede ca. 1,5 mia. kr., som fonden årligt uddeler til fagrådet.

Maja Horst tilføjer, at i takt med at økonomien på universiteterne er blevet strammere og strammere de seneste år, er det også blevet et krav til mange humanistiske forskere at skaffe eksterne forskningsmidler, og det bidrager formentlig til følelsen af, at forskningsområdet er under et stort pres.

Anne-Marie Søndergaard Christensen, professor ved Institut for Kulturvidenskaber på SDU og formand for fagrådet Kultur og Kommunikation under DFF, bekræfter, at de i rådet oplever en meget voldsom stigning i antallet af ansøgninger fra humanistiske forskere.

“Vi får virkelig mange gode, solide ansøgninger, der kunne give vigtig ny viden, hvilket er positivt, men der er slet ikke midler til at støtte dem alle, og bedømmelsen af hver ansøgning tager lang tid. Jeg vil tro, at en tredjedel af ansøgningerne er støtteværdige, men det er en meget lille top, som får midlerne”, siger hun.

I 2020 var succesraten 11 pct., og det betyder ifølge Anne-Marie Sønder­gaard Christensen, at mange af forskerne bruger deres tid og kræfter forgæves.

“Vi har prøvet at gå i dialog med universiteterne om at få forskerne til at sende færre ansøgninger, så vi undgår at spilde tiden, men de siger, de er nødt til at søge, da økonomien er så presset. Det er derfor vores klare oplevelse, at grunden til, at vi oplever et øget ansøgningspres, er forringelser ude på universiteterne”, siger hun.

Anne-Marie Søndergaard Christensen tilføjer, at hun er bekymret for, om det er et strategisk politisk valg at nedprioritere humaniora.

“I handling oplever vi sjældent, at der er en særlig stor interesse for humaniora. Jeg er bekymret for, at nogle politikere befinder sig i et ekkokammer med en fordomsfuld forståelse af humaniora, hvor de ikke har opdaget, at humanistisk viden kan løse en række problemer. Eksempelvis inden for sundhedsområdet, hvor jeg selv forsker, er der et stort efterslæb i forhold til at forstå digitale virkemidler. Jeg har lige undervist et hold sygeplejersker, der fik nogle redskaber med hjem, som de siger, de kan bruge i deres arbejdsliv”, siger hun.

Flere midler er ikke hele løsningen

Forskerforum har spurgt forskningsordførerne fra de respektive partier, om de mener, at humanioras andel på 6 pct. af de offentlige forskningsmidler er for lille, passende eller for stor.

Kun Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre er vendt tilbage. Han siger, at 6 pct. umiddelbart lyder lavt, men han tør ikke sige, om fordelingen er den rigtige.

“Noget forskning er bare dyrere, men der har nok være lidt for kraftig fokus på de tekniske videnskaber på bekostning af humaniora”, siger han.

Stinus Lindgreen tilføjer, at det ikke kun handler om fordelingen af midler mellem forskningsområderne, men også om, at regeringen er for uambitiøs i sin forskningspolitik og kun afsætter præcis 1 pct. af BNP til formålet, som den er forpligtet til. Radikale Venstre ser det gerne gradvist stige til 1,5 pct. af BNP.

Desuden foreslår partiet en diskussion om situationen med basismidlerne, som i stigende grad er bundet til eksterne forskningsprojekter.

“Det er klart, at vi må matche de private midler med basismidler, så der er en balance og penge til alle forskningsområder, men det er nærmest umuligt at få overblik over, hvad pengene går til. Eksempelvis bliver en del af pengene ført tilbage til staten via universiteternes husleje. Det er en frustration, jeg deler med de veletablerede forskere og postdocs, som jeg taler med, så flere midler er ikke nødvendigvis hele løsningen, hvis der er noget strukturelt helt galt, og det er der noget, der tyder på”, siger Stinus Lindgreen