Stigende ph.d.-stress – og det handler ikke kun om corona

Stress blandt ph.d.-studerende er et stadigt voksende problem. Det viser en spørgeundersøgelse omkring ph.d.-studerendes arbejdsforhold, som AU for tredje gang har gennemført.

20 procent svarer, at de “ofte” eller “altid” har alvorlige stresssymptomer på grund af deres arbejde, for eksempel i form af depression, hukommelsestab, hjertebanken og mavesmerter.

Et højt tal. Men hvad der kan virke endnu mere bekymrende, er, at tallet har været støt stigende, over de tre gange undersøgelsen har været gennemført. I 2013 var det tilsvarende tal 13 procent, og i 2017 var det 17 procent, der svarede “ofte” eller “altid” til spørgsmålet.

Et svar ligger ligefor: Covid-pandemien og nedlukningen har både forårsaget store forsinkelser af projekterne og øget den sociale isolation, der i forvejen er en velkendt kilde til mistrivsel på universiteterne. Men det er ikke hele forklaringen, siger lektor ved Center for Undervisning og Læring på AU Gitte Wichmann-Hansen, der har gennemført undersøgelsen.

Andre faktorer

“Mange vil nok tænkte, at corona er synderen, og det giver jo god mening, at den fysiske nedlukning har skabt ensomhedsfølelse. Men jeg hæfter mig ved, at stresstallene er steget støt siden den første undersøgelse. Og det fortæller, at vi ikke kun skal kigge på corona. Der må være andre faktorer på spil”, siger hun.

Desværre bekræfter forskningslitteraturen, at den negative udvikling er en generel problemstilling,

“Den stigende mistrivsel er et fænomen, vi ser på mange universiteter. Der bliver optaget flere ph.d.-studerende, så konkurrencepresset er øget, der er mere uklare karriereveje, og det er generelt blevet sværere at komme videre i systemet. Det er noget, de ph.d.-studerende er meget bevidste om”, siger Gitte Wichmann-Hansen.

Har prøvet at forebygge

De stigende stresstal på AU sker på trods af en bevidst forebyggende indsats mod netop det problem.

“Vi har prøvet med forebyggelse. Vi har en praksis, hvor vi i dialog med de ph.d.-studerende opstiller strukturer, der afhjælper presset, længe før kroppen siger fra. Vi har gennemgået og investeret i dispensations-, vejlednings- og rådgivningsindsatsen og gjort andre tiltag i forhold til et godt universitetsarbejdsliv”, siger prodekan og ph.d.-skoleleder på AU Arts Anne Marie Pahuus til AU-mediet Omnibus.

Men måske er det ikke kun på universitetet, man skal lede efter forklaringen på den negative tendens. Der kan være forhold i samfundet som helhed, som også spiller ind. Det har Gitte Wichmann-Hansen overvejet på baggrund af undersøgelsen.
“Måske skal vi også lede efter svaret uden for universiteterne. Man taler om en stigende præstations- og perfektionskultur blandt de unge, og måske er det noget, der siver ind på universiteterne. Det tror jeg er meget sandsynligt. Og når det blander sig med det akademiske miljø, som i forvejen er meget konkurrencepræget, så kan der opstå en dårlig cocktail”, siger hun.

Ikke kun på universitetet

At problemstillingen er bredere end blot på universitetet, bekræfter Mette Lykke Nielsen, lektor ved Center for Ungdomsforskning på AAU. Hun har undersøgt mistrivselsproblemer blandt unge på det private arbejdsmarked.

“Psykosocial mistrivsel er generelt stigende blandt unge, og det gør sig særligt gældende i starten af arbejdslivet. Det er en generel stigning og et ret markant og et stort problem”, fortæller hun.

Det er særligt på arbejdspladser med manglende social støtte og dårligt arbejdsmiljø, at mistrivslen kan opstå. Det spiller sammen med et særligt pres på at præstere i midlertidige stillinger og usikkerhed på grund af manglende erfaring.

“Som ung, nyuddannet har man ikke noget at sammenligne med. Man kan hurtigt blive i tvivl om, hvorvidt man slår til, eller hvad der er rimeligt eller normalt at finde sig i på en arbejdsplads. Så unge retter ofte blikket mod sig selv og tager selv ansvaret på sig”, siger Mette Lykke Nielsen.

Præstationskultur

Hun ser også en stigende præstationskultur i samfundet, og ud fra egne erfaringer vurderer hun, at den i høj grad gør sig gældende på universiteterne.

“Præstationskulturen har altid været der i akademia, og jeg vil tro, den er skærpet. Vi kan se i vores materiale, at der er virkelig meget på spil i starten af arbejdslivet, særligt for dem, der lægger meget identitet i deres arbejde. Som ph.d.-studerende er man meget subjektivt bundet op på sit arbejde, og derfor rammer det også hårdt, hvis man ikke oplever, at man har succes”.

Også i DM kan man genkende et problem omkring uklare forventninger, der kan føre til stress.

“Coronaen, hvor folk har siddet alene hjemme, har understreget de tendenser, vi kendte i forvejen. Det handler om højt arbejdspres, men også det, vi kalder impostersyndromet – at man forestiller sig, at alle andre er dygtigere end en selv, og at man er nødt til at levere meget mere, end man gør”, fortæller konsulent Niels Glæsner.

DM foretog i 2019 en spørgeundersøgelse blandt ph.d.-studerende, hvor mellem 38 og 46 procent svarede, at arbejdet havde negativ effekt på humør, sovevaner, psykisk velvære og det sociale liv.

Løsning i uddannelsesdesign

Men selv om forklaringen på den øgede stressfølelse måske også skal findes i større kulturelle forhold, ændrer det ikke ved, at universiteterne må finde måder at håndtere det på, fastslår Gitte Wichmann-Hansen.

“Det må være noget, vi kan designe os ud af i måden, vi organiserer uddannelserne på. Vi må kunne skabe forskningsmiljøer præget af mindre hierarki, mere delekultur, og hvor vi taler mere åbent om usikkerhed – naturaliserer usikkerheden så at sige. Som erfaren forsker kan jeg jo også blive usikker. Og når mine ph.d.-studerende for eksempel spørger, om deres afhandling er klar til aflevering, så kan jeg også være i tvivl. Vi skal kunne snakke om den usikkerhed, der er en naturlig del af forskningsprocesser”, siger hun.

Hun peger i første omgang på ph.d.-vejlederne som den umiddelbare hjælp til forebyggelse af mistrivsel – simpelthen gennem klar og instruktiv feedback og procesorienteret vejledning.

Skal lære og levere

“Ph.d.-studerende er jo i en dobbeltrolle. De er studerende og skal lære, men de er også ansatte, der skal udføre et stykke arbejde af høj kvalitet. Det er to vanskelige ben at gå på. Så vi som vejledere må tage på os at guide og hjælpe dem med at forstå de krav og kriterier, der er. Og måske skal vi også snakke noget mere om karriereveje med dem og minde dem om at tilegne sig kompetencer, som kan bruges uden for universitetet”, siger Gitte Wichmann-Hansen.

Samtidig mener hun også, at problemet skal adresseres ovenfra.

“Jeg mener, at institutionen skal tænke mere systemisk omkring problemet. Som eksempel ved jeg, at nogle institutter har taget initiativ til skriveretreats for ph.d.-studerende – og nogle steder også sammen med senior-VIP’erne – hvor man over et par dage arbejder koncentreret med skrivning, deler sin usikkerhed om at skrive og får strategier til at blive en bedre skriver. Samtidig får man produceret en masse tekst. Det er et eksempel på en fagligt relevant måde, man kan adressere usikkerhed og stress på, som ofte er knyttet til presset for at få publiceret nok og godt”.

Brug seniorerne

Niels Glæsner ser på løsninger på tre niveauer: den ph.d.-studerende selv, ph.d.-kollektivet og institutionen.

“Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du gør det godt nok, så brug din vejleder og seniorforskerne i miljøet. Vær en del af fællesskabet, og sørg for en ordentlig forventningsafklaring. På institutionsplan mener jeg, man oplagt kan forsøge at skabe en øget procesbevidsthed hos de ph.d.-studerende, for eksempel ved at tilbyde nogle gode projektplanlægningsredskaber”, fortæller han. Og så er der også meget støtte at hente de ph.d.-studerende imellem.

“Under coronaen, hvor folk sad alene hjemme, så vi, at nogle oprettede virtuelle arbejdsfællesskaber, hvor man stemplede ind om morgenen og var i kontakt. Men den slags giver også mening nu, hvor folk stadig ofte sidder og arbejder hver for sig. Og så er det vigtigt, at man hjælper hinanden med at tale åbent om det pres, man oplever”, siger Niels Glæsner.