Nekrolog Lars-Henrik Schmidt

Lars-Henrik Schmidt var rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, professor i pædagogisk filosofi og blev dr.phil. i en alder af bare 34 år. Imidlertid var det, der egentlig karakteriserede ham, en vilje til originalitet, der drev hans tænkning og gennemsyrede hans akademiske virke.
Hans ambition var tidligt at udvikle et eget bud på en samlet filosofisk tænkning i form af en ny erkendelsesteori, metafysik, æstetik, etik og politik. Han benævnte sin tænkning socialanalytik med en slet skjult hentydning til psykoanalysen, og det var forsøget på at forstå virkeligheden i dens sociale karakter. Han insisterede på, at det kun kunne lade sig gøre gennem samtidsdiagnose og læsninger af tidens tendenser, da “enhver tid har sin variation af problemer som sådan, der kræver tidstypiske svar”.

Lars-Henrik Schmidt nøjedes ikke med at udvikle tænkning, men realiserede den også i praksis. Det gjorde han som arkitekten bag Danmarks Pædagogiske Universitet, der blev etableret i 2000, og hvis institutstruktur var udledt af hans tænkning. Der gives mig bekendt kun ét historisk fortilfælde, hvor en filosof har designet et universitet efter sin tænkning, nemlig Wilhelm von Humboldts etablering af det moderne forskningsunivers i Berlin i 1810.

Der hersker relativ enighed om, at Lars-Henrik Schmidt i udpræget grad har bidraget til den højnelse af dansk pædagogisk forskning, som var ambitionen med etableringen af Danmarks Pædagogiske Universitet. Det gjorde han ikke kun i sin egenskab af rektor, men også med sine refleksioner over pædagogik i utallige oplæg, artikler og kapitler i bøger. Han insisterede med andre ord på at være en forskende rektor. Der er heller ingen tvivl om, at han formåede at tiltrække forskningsmæssige kapaciteter til universitetet i kraft af sin person og sit format.

Lars-Henrik Schmidts force som tænker var en sikker intuition for, hvad der skulle tænkes, og hvad der rørte sig i tiden. Han var simpelthen en mester i at åbne nye forskningsfelter og stille diagnoser, der ramte erfaringer i samtiden. Til gengæld er han blevet kritiseret for ikke altid at udfolde sin tænkning, på trods af at han skrev 25 bøger! Der kunne indimellem være noget skitseagtigt over hans mange udkast til tænkning, ligesom han sjældent gav sig af med at diskutere med andre aktuelle positioner. Til gengæld åbnede han veje for tænkning
– for eksempel inden for felterne dannelse, pædagogik, samtidsdiagnose, videnspolitik og sanselighedsfilosofi.

Også i offentligheden var han berømt og berygtet for sine skarpe og træfsikre diagnoser, der ofte gav et anderledes og kritisk blik på tidens fænomener. Hans diagnoser var dog sjældent baseret på systematiske analyser af empiriske tegn på forandring. I stedet var hans praksis mere i stil med en “stor filosofisk ånd”, der fornemmer eller er membran for tidens tendenser, sådan som der har været tradition for i filosofien fra Nietzsche og frem. Af samme grund er der risiko for, at det bliver “pinligt subjektivt”, som Habermas kritisk bemærker om Horkheimer og Adornos diagnoser i “Oplysningens dialektik”, de gange diagnosen ikke rammer. Den metodologiske udvikling af samtidsdiagnosen som analysestrategi har Lars-Henrik Schmidt således overladt til andre.

Som menneske og kollega var Lars-Henrik Schmidt morsom, charmerende, generøs og forfængelig. Men han havde også en paradoksal karakter. På den ene side ville han være magtens mand som rektor, på den anden side insisterede han på samtidig at være en kritisk intellektuel, der optrådte provokerende i den offentlige debat. Han gik heller ikke af vejen for at gå hårdt til folk, når sagen krævede det, eller at ødelægge den gode stemning, hvis der var noget, der var vigtigt at få sagt. Dog var han selv et meget følsomt og sensitivt menneske, og han kunne derfor ikke lade være med at blive ret påvirket af de reaktioner, hans adfærd naturligt gav anledning til. Det sled helt urimeligt hårdt på ham menneskeligt set, især i rektorårene.

I sit sidste interview fra i sommer satte han sit intellektuelle og akademiske virke i perspektiv, da han sluttede af med at sige følgende: “Min familie er det vigtigste i mit liv. Og det er dem, jeg er mest stolt af her i livet”.