Ekspert: “Det burde AAU virkelig ikke have skrevet under på”

En gruppe forskere fra Aalborg Universitet (AAU) er fanget i en juridisk gråzone, hvor de ikke ved, om de har retten over deres egne forskningsdata, og under hvilke betingelser de må publicere deres resultater i en videnskabelig artikel.

Striden handler om projektet “Familien på vej – Helhedsorienteret indsats for udsatte familier i Jammerbugt Kommune”, som er støttet med 11 mio. kr. af A.P. Møller Fonden. Kommunen har hyret et advokatfirma og opsagt kontrakten med universitetet med påstand om misligholdelse, og AAU har udleveret forskernes data, herunder hvad de siger har karakter af personlige noter, som kan indeholde oplysninger, der principielt kan stille borgerne i et dårligt lys.

Michael Baggesen Klitgaard, institutleder ved Institut for Politik og Samfund, afviser dog, at der er tale om personlige noter. Han skriver, at forskerne selv har angivet et antal noter fra observationer som datagrundlag i udkastet til evalueringsrapporten, som de skulle udarbejde.

“Hvis det er personlige noter, så skal det ikke anføres som datagrundlag i en rapport, som det er gjort her”, skriver han.

Kontrakt i strid med loven og gældende principper

Projektet har status som samfinansieret forskning, hvor AAU også bidrager, så der er altså ikke tale om, at kommunen har rekvireret AAU til at udføre en opgave og betaler hele udgiften.

Problemet er ifølge Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet og forfatter til bogen “Forskningsfrihed – ideal og virkelighed”, at “noget er gået helt galt” med kontrakten, hvori kommunen har fået lov til at tiltage sig større beføjelser end normalt. Ifølge punkt 6 i aftalen har begge parter ret til at bruge data, men AAU har klokket i det i forbindelse med punkt 8.2 om misligholdelse, som giver kommunen ret til at få, hvad der beskrives som dens ejendom, udleveret og forpligter AAU til at destruere alle informationer og dokumenter.

Heine Andersen understreger, at han ikke har læst forskernes udkast til rapporten om projektet, så han kan ikke vurdere kvaliteten af deres arbejde, men det ser ud til, at påstanden om, at der er tale om misligholdelse, udelukkende bygger på kommunens opfattelse af deres indsats.

Indholdet af kontrakten, projektbeskrivelsen og brevene fra kommunens advokat gør ham bekymret for AAU’s evne og vilje til at værne om forskningsfriheden.

“Kommunen går ud fra, at den har samme rettigheder, som havde den hyret et rengøringsfirma eller en tømrer til at udføre en opgave. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan juristerne på AAU kan gå med til at godkende sådan en kontrakt”, siger Heine Andersen og tilføjer, at han ikke kender til andre tilfælde, hvor en ekstern samarbejdspartner har reageret på en uenighed i forbindelse med et samfinansieret forskningsprojekt ved at hyre et advokatfirma.

“Det er meget dramatisk og usædvanligt”.

Det var Heine Andersen, der afslørede, at der i årevis fandt en udbredt brug af ulovlige tavshedsklausuler sted i flere ministerier. Forskere, der arbejdede med myndighedsbetjening, måtte skriver under på, at de ikke måtte udtale sig om deres resultater, før ministeriet ønskede det, og de måtte heller ikke fortælle offentligt, at de var blevet pålagt tavshedspligt. Han siger, at ikke engang de ulovlige kontrakter med tavshedsklausuler indeholdt bestemmelser om misligholdelse som aftalen mellem Jammerbugt Kommune og AAU, og i standardkontrakterne for myndighedsbetjening, som blev udformet efter gyllegate-skandalen, står der til gengæld, at universitetslovens bestemmelser om forskningsfrihed skal respekteres.

“Jeg kan se, at “styregruppen” og “følgegruppen”, som er nævnt i kontrakten, er grupper nedsat af kommunen, og ingen forskere er med i styregruppen! Det fremgår af skrivelsen fra advokaten, at kommunen har forudsat, at styregruppen skal godkende rapporten før offentliggørelse. Det er i modstrid med universitetslovens § 2 om at værne om forskningsfriheden, og det er også i modstrid med “Principper og anbefalinger for forskningsbaseret samarbejde og rådgivning” fra Danske Universiteter og Forskningsministeriet. Det er åbenbart ikke trængt igennem til kommunerne, og det bliver ikke håndhævet af AAU, hvilket er årsagen til hele miseren”, siger Heine Andersen.

Fagforening: AAU beskytter ikke de ansatte

Forskernes to fagforeninger, DM og Djøf, har kørt tæt parløb i forbindelse med sagen og protesteret over AAU’s håndtering på medlemmernes vegne, senest på et møde den 2. september med institutlederen og Kontraktenheden på AAU.
Ifølge Jens Vraa-Jensen, konsulent i DM, lød beskeden fra Kontraktenheden, at de er til for at beskytte og hjælpe forskerne, men det har han svært ved at se, at de har gjort.

“De har givet kommunen ret i påstanden om misligholdelse af kontrakten, uden at der er foretaget er peer review af deres udkast til rapporten, hvilket ikke er udtryk for at have varetaget forskernes interesser. Vi er uenige i påstanden om misligholdelse og kan ikke se saglig begrundelse for at udlevere data. AAU har fejlet i forhold til kontrakten ved ikke at sikre entydigt, hvad der er AAU’s og kommunens ejendom. Kontrakten beskytter ikke forskerne, som er blevet fuldstændig kørt over, mens den entydigt tager hensyn den anden vej rundt, altså til kommunens interesser”, siger Jens Vraa-Jensen.

Ekspert: Usædvanlig kontrakt

Forskerforum har bedt Sten Schaumburg-Müller, professor i bl.a. medie­ret ved Juridisk Institut på SDU, om at vurdere kontrakten og de øvrige dokumenter i sagen, og han skriver, at bestemmelserne om misligholdelse er ganske specifikke, hvilket adskiller kontrakten fra en del andre af slagsen, som han har set.

Bestemmelserne gælder kun i tilfælde af grovere misligholdelse, så hvis AAU havde leveret en rapport, der ikke i juridisk forstand kunne siges at være mangelfuld, var situationen ikke opstået, skriver han.

“Jeg kan ikke vurdere, hvorvidt der var tilstrækkelig retsligt grundlag for påstanden om misligholdelse. Jeg har kun den ene parts synspunkter og argumenter. De fremstår umiddelbart stærke og velargumenterede, men jeg har ingen mulighed for en nærmere vurdering ud fra det givne materiale”, skriver Sten Schaumburg-Müller.

Han tilføjer, at aftalen er skruet sådan sammen, at Jammerbugt Kommune har en ikkeeksklusiv ret til data, men med krav om, at AAU destruerer data efter misligholdelse, således at det i realiteten kun er Jammerbugt Kommune, der i denne situation har adgang til data.

Heine Andersen siger, at det er meget betænkeligt og kritisabelt i forhold til almindelig videnskabsetik og et tillidsbrud over for borgerne ud fra almindelige moralforestillinger – hvis der er tale om videregivelse af primærdata til andre end dem, man har sagt ville kunne få adgang til oplysningerne.

Det ændrer ikke på hans opfattelse, at kommunen har indhentet samtykke fra borgerne til, at oplysningerne må videregives til det konsulentfirma, som skal udarbejde evalueringen i stedet for AAU-forskerne.

Det er en ubehagelig situation at sætte interviewpersonerne i, fordi de er i et afhængighedsforhold til kommunen.

“Hvis der er tale om, at institutlederen har videregivet notater, spørgeguide eller andet skriftligt materiale, som forskerne har fremstillet, uden forskernes tilladelse, vil der sandsynligvis være tale om krænkelse af forskernes ophavsret. Det vil være en oplagt sag for UBVA at se på”, siger han.

Sten Schaumburg-Müller er helt enig i, at det kan være problematisk, at kommunen får overdraget alle indsamlede data – en ret, der er helt uafhængig af, om AAU leverede mangelfuld forskning.

“Kommunen har under alle omstændigheder den ret efter kontrakten. Der er ingen spærre i kommunens brug af data fx i forhold til sociale ydelser, og som Heine Andersen påpeger, kan det være problematisk, i et vist omfang afhængigt af hvad brugerne er blevet lovet og har givet samtykke til”, skriver han.

Institutleder: Det er trist

Michael Baggesen Klitgaard, institutleder ved Institut for Politik og Samfund, var ikke tiltrådt, da kontrakten mellem AAU og Jammerbugt Kommune blev indgået, men han skriver i et svar til Forskerforum, at sagen handler om forvaltning i forlængelse af kontraktlige forpligtelser, og det er hans pligt at sikre, at gældende bestemmelser følges, også når det er trist.

“Der har været en lang dialog, som ikke gjorde det muligt at komme i mål på en god måde. Derfor tog en enig lederkreds en beslutning, som ikke var perfekt for nogen, men samlet set blev vurderet som bedst for alle. Jeg er enig i, at vi navigerer mellem flere hensyn og parter – det er komplekst. Beslutningsmæssigt følger vi derfor rådgivningen fra juristerne i AAU’s kontraktenhed tæt”, skriver Michael Baggesen Klitgaard.

Institutlederen skriver også, at det er praksis, at forskere selv får gennemført eksternt peer review af deres arbejder, hvilket ikke er sket her. En intern fagfællevurdering understøttede dog den rejste kritik fra kommunen og bidrog med input til, hvordan problemerne kunne afhjælpes. Den modtog projektlederen d. 20. februar, skriver han.

Han tilføjer, at ingen er blevet bedt om at udlevere personlige noter, men forskerne skriver i dataafsnittet i udkastet til slutevalueringen, at et antal observationsnoter indgår i datamaterialet.

“De er, som anden data, udleveret i overensstemmelse med kontraktens vilkår. Der er ikke udleveret data til Jammerbugt Kommune, men til aktøren, der nu har evalueringsopgaven og skal behandle data med samme fortrolighed, som AAU har gjort og fortsat vil gøre”, oplyser Michael Baggesen Klitgaard.

Han tilføjer, at han på mødet med medarbejdernes repræsentanter fra DM og Djøf foreslog at få udarbejdet et notat for at skabe mere klarhed over forskernes rettigheder, og det er nu udarbejdet af Kontraktenheden og sendt til forskerne.

I notatet skriver AAU’s jurist, at i udgangspunktet har AAU ret til frit at publicere egne resultater, men ved fælles resultater og Jammerbugt Kommunes resultater er der nogle restriktioner.

Såfremt resultaterne er opstået i fællesskab med Jammerbugt Kommune, skal publiceringen koordineres med Jammerbugt Kommune. Jammerbugt Kommune kan her vælge at deltage i publikationen, men hvis ikke Jammerbugt Kommune ønsker at deltage i publikationen, kan AAU publicere alene. Fælles resultater forstås sædvanligvis som resultater, parter har skabt ved fælles indsats (intellektuelt bidrag), og som ikke kan adskilles.

Hvad angår Jammerbugt Kommunes resultater har AAU ikke ret til at offentliggøre disse uden forudgående samtykke fra kommunen.

“Det er vigtigt at pointere, at Jammerbugt Kommune ikke kan forhindre publikation af AAU’s resultater – dette gælder også resultater, som Jammerbugt Kommune måske er uenig i. I den forbindelse er det dog især vigtigt, at AAU overholder kontrakten med Jammerbugt Kommune og de vilkår, der er aftalt med bevillingsgiver. Selvom der er opstået en konflikt, skal AAU ikke optræde illoyalt i forhold til sine forpligtelser og agere anderledes, end hvis der ikke var opstået en konflikt – dette er vigtigt, hvis AAU også fremadrettet vil fremstå som en professionel samarbejdspart”, skriver AAU’s jurist.

Ny usikkerhed: Hvad betyder fælles resultater?

Kelvin Baadsgaard, Center for Arbejdsmarkedsforskning, AAU, og koordinator på projektet, siger, at han og kollegerne fortsat er usikre på, hvad de må hvornår, og hvad de ikke må, og det ændrer notatet ikke på.

“Der mangler en præcisering af begrebet fælles resultater. Det eneste, vi mener evt. kan komme under den kategori, er et survey, vi har udarbejdet i fællesskab – men vores tolkning af besvarelserne er vel vores egne konklusioner på de analyser, vi har foretaget, så ja, der er stadig ubesvarede spørgsmål for os at se”, siger han.

Også Heine Andersen er stærkt kritisk over for AAU’s notat, som han kalder juridisk skrivebordssnak.

Han siger, at der er tale om, at Jammerbugt Kommune har bedt AAU om at gennemføre en evaluering og fremkomme med en rapport med resultater, som AAU hæfter for. Han kan ikke se, at Jammerbugt Kommune selv bidrager med resultater, hvilket der heller ikke står noget om i kontrakten, og hvis det var tilfældet, skulle kommunen jo også stå som medforfatter.

“De har sikkert bidraget med data, men det gør dem ikke til leverandør af resultater. Og jeg har ikke i dokumenterne fra advokaten set, at Jammerbugt Kommune hævder, at de har leveret resultater, som indgår i det rapportudkast, som de finder ubrugeligt. Men efter min opfattelse er diskussionen af, hvilke parter der har bidraget med resultater, skudt forbi. “Afhængighed” er ikke det samme, som at man har været “fælles” om at frembringe resultater. Det er et selvopfundet udtryk, som kun bidrager til at skabe uklarhed. Det korte af det lange er, at forskerne skal levere en rapport, som de selv kan stå inde for, og som Jammerbugt Kommune ikke kan kræve at skulle godkende før publicering. De skal respektere universitetslovens bestemmelser om forskningsfrihed”, slutter Heine Andersen.