Konkurrenceudsat kollaps

Hen over de seneste årtier er de konkurrenceudsatte forskningsmidler blevet en stadig vigtigere og større del af universiteternes budgetter. De eksterne bevillinger er ikke længere glasur på kagen, men i stigende grad grundlaget for driften. Der er mange institutter, hvor hver medarbejder skal hjemtage mere end en million kroner om året, hvis det skal hænge sammen. Og man kan ikke bare stå af ræset og nedskalere, for universiteternes basisforskningsmidler er allerede brugt som medfinansiering og til at dække udækkede følgeudgifter fra de store bevillinger.

I dette nummer af Forskerforum bliver vi konfronteret med, hvordan hjemtag af eksterne midler er blevet en så stor belastning for arbejdsmiljøet på universiteterne, at mange videnskabelige medarbejdere overvejer at forlade jobbet.

Universiteterne er præget af en stærkt individualiseret præstationskultur. Vi producerer til eget cv, så vi kan nå næste ansættelsesniveau eller karrieremål og dermed beholde jobbet. Og når der kun er få stillinger på næste niveau, bliver grundstemningen “vind eller forsvind!”

Mod alle odds er der institutter, hvor opgaven med at hjemtage konkurrenceudsatte forskningsmidler er gjort til et fælles anliggende. En sådan kulturændring er helt nødvendig. For at sikre, at vi ikke udfører dobbeltarbejde med ukoordinerede eller håbløse ansøgninger, men først og fremmest for at sikre arbejdsmiljøet. Det er ikke sundt at opfatte kollegerne som direkte konkurrenter, og det er ikke sundt at opleve at stå alene med den byrde, det er at skulle hjemtage midler i noget, der mere og mere ligner rent lotteri. Men arbejdet med at sikre arbejdsmiljøet på universiteterne virker ofte håbløst, når de udefrakommende rammebetingelser er, som de er.

Solidaritet i forhold til tiltrækning af konkurrenceudsatte midler er nødvendigt, når der er en meget stor forskel på de muligheder, forskellige grupper har for at tiltrække midler. Det er veldokumenteret, at der er væsentligt færre midler at søge, hvis man er humanist, end hvis man driver teknisk videnskab. Dertil kommer, at der i flere år har været en bevægelse mod meget store bevillinger; det betyder, at det er de veletablerede professorer, der sidder på alle midlerne, bortset fra de midler, der er afsat til mindre talentplejebevillinger. Endelig er der også stor forskel på, hvilke områder inden for det enkelte institut der aktuelt har gode muligheder for at hjemtage bevillinger, fx fordi det er meget forskelligt, hvor oplagt det er at lave industrisamarbejde, eller fordi visse emner for en periode har samfundsmæssig bevågenhed.

Det meget store individuelle fokus på at tiltrække midler betyder også, at universiteternes forskning i stigende grad retter sig mod de skiftende muligheder for funding frem for de langsigtede forskningsperspektiver, der rækker ud over Folketingets aktuelle valgperiode. Dermed kan vi miste de grundlæggende og radikalt nye forskningsresultater, som Danmark har brug for om 20 og 50 år.

Den danske universitetssektor risikerer at kollapse, hvis der ikke sker en ændring af de rammer, der skaber dårligt arbejdsmiljø, unødig intern konkurrence og et forskningsfokus, der ikke rækker længere end til næste bevillingsmulighed.

Det afgørende ansvar ligger hos politikerne og hos de store fonde. Det er dem, der direkte og indirekte sætter de rammebetingelser, vi kæmper med på universiteterne. Så der er nok at gøre for den nye forskningsminister, Jesper Petersen. Vi byder velkommen og håber, at opgaven bliver løftet.

Vi skal have sikret arbejdsmiljøet og de langsigtede forskningshorisonter gennem forbedrede rammebetingelser! Ellers ender den danske universitetssektor i konkurrenceudsat kollaps.