Ph.d.-studerende blev hængt ud i Folketinget som en aktivist, der truer forskningens integritet

“Forskning i race og migration er stærkt politiseret og uden klare grænser mellem aktivisme og forskning, men der er masser af andre eksempler på aktivisme i dansk forskning, og det sker, at forfatteren selv tilstår. Jeg kan nævne Signe Uldbjerg i “Kvinder, Køn & Forskning” den 8. februar 2021”.

Sådan sagde Henrik Dahl, Liberal Alliances forskningsordfører, fra folketingstalerstolen den 28. maj i sin tale i forbindelse med et beslutningsforslag fremsat af ham selv og Morten Messerschmidt fra DF. Forslaget, der blev vedtaget, pålægger landets rektorer “at sikre, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik”.

Signe Uldbjerg har efterfølgende valgt at forsvare sig på de sociale medier mod kritikken, som hun mener er uberettiget og bygger på misforståelser.

“Det kom helt bag på mig, og jeg synes, det var ubehageligt. Han snakkede generelt om problemer med aktivisme, og så nævner han pludselig mig som en, der bedriver venstreorienteret aktivistisk forskning og har problemer med sin forskningsintegritet”, siger Signe Uldbjerg.

Hun tilføjer, at hun ikke ønsker at starte en konflikt med Henrik Dahl, men hun er nødt til at reagere, da hans tale bygger på en misforstået opfattelse af hendes forskningsprojekt og af artiklen, hun har skrevet i tidsskriftet “Kvinder, Køn & Forskning”.

“De eneste mulige forklaringer er, at han enten ikke har læst artiklen eller ikke har forstået min konklusion”, siger hun.

Forsker i digitale krænkelser

Signe Uldbjerg fortæller, at hun forsker i digitale krænkelser mod unge kvinder på nettet. Et emne, som hun påpeger allerede kom på dagsordenen, da Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape, var justitsminister.

“Jeg har ærlig talt svært ved at se, hvad der er venstreorienteret ved min forskning. Der er bred politisk enighed om at gøre noget ved digitale krænkelser som problem”, siger hun.

Artiklen, som Henrik Dahl har set sig sur på, har titlen “Writing Victimhood – A methodological manifesto for researching digital sexual assault”. Artiklen er slet ikke aktivistisk, Signe Uldbjerg diskuterer derimod de etiske overvejelser, hun har gjort sig i forbindelse med studiet af digitale seksuelle krænkelser, og forsøger at komme med en række anbefalinger.

Spørgsmålet er, hvordan man som forsker på etisk vis studerer folk, der er engagerede i politiske emner, så de får noget igen ved at deltage i forskningsprojektet.

I artiklen konkluderer hun, at der mangler forskning i ofrenes oplevelse af digitale krænkelser, at det er et politisk problem, at kvindernes perspektiv ikke er repræsenteret, og at en øget viden kan have en positiv effekt.

Samarbejder med dem, hun studerer

Ifølge Signe Uldbjerg benytter hun i sin forskning den veletablerede metode Participatory Action Research (PAR), hvor forskeren aktivt involverer de mennesker, vedkommende studerer, i forskningsprocessen med henblik på at skabe positiv forandring.

Hun arbejder med unge kvinder, der har været udsat for digitale sexkrænkelser, og forsøger at forstå kernen i deres udfordringer og oplevelser ved at samarbejde aktivt med dem for at kunne formulere nogle konkrete anbefalinger til, hvordan myndighederne støtter kvinderne bedre, og hvordan pressen dækker emnet på en mere respektfuld måde.

“Videnskaben er ofte blevet kritiseret for at være for lidt engageret i verden og leve i et elfenbenstårn, men nu er det så åbenbart også et problem, at vi engagerer os i folks liv og forsøger at udøve forskning, der kan bruges til noget konkret”, siger Signe Uldbjerg.

Hun tilføjer, at hendes ph.d.-projekt ikke kun bygger på kvindernes vidnesbyrd, men også på analyser og undersøgelser.

Forskningshåndværket skal være i orden, og det er sket flere gange, at hun har modbevist sin egen tese og har måttet ændre sit fokus. Arbejdet er opbygget med stramme metodiske processer, metoderefleksion, empiri, overvejelser om bias og tydelige analysemetoder.

Hun får løbende feedback fra kolleger, der kører en faglig debat i forbindelse med konferencer, og når resultater bliver offentliggjort, og artikler bliver bedømt af fagfæller, inden de bliver publiceret.

Men hvorfor er det nødvendigt at samarbejde med kvinderne? Kunne du ikke gennemføre en spørgeskemaundersøgelse og indsamle data i stedet?

“Nej, ikke i dette tilfælde. Der er mange emner, hvor man ikke kan starte med store spørgeskemaundersøgelser, fordi man kun kan spørge om ting, som man kan tænke sig til, at respondenterne kan svare på. Ved hjælp af metoder som Participatory Action Research kan folk blive hørt, selvom deres oplevelser ikke passer ind i de forestillinger, forskeren har i forvejen. Metoden har en slagside, som vi skal være bevidste om, men fordelene er større end ulemperne”, siger Signe Uldbjerg.

Åben om aktivistisk baggrund

På sin medarbejderprofil på AU skriver Signe Uldbjerg, at hendes akademiske interesser grunder i en baggrund som feministisk aktivist, og hun lægger da heller ikke skjul på, at hun har en personlig interesse i sit forskningsemne, men hun siger, at hun godt kan holde de to ting adskilt.

“Det er en balancegang mellem at ville skabe positiv forandring med sin forskning og bevare sin integritet, men det er en ret i et demokrati at have en politisk holdning. Det gør ikke mit liv lettere, men jeg tror nogle gange, det gør min forskning bedre, at jeg har været en del af den virkelighed, jeg undersøger”, siger Signe Uldbjerg, der er taknemmelig for den store opbakning, hun har fået fra universitetets ledelse og fra etablerede forskerkolleger i ind- og udland.